Læsetid: 4 min.

Derfor kom valgene

20. februar 1998

Statsministre finder sjældent den vælgerlykke, de forventer

SAMTIDSHISTORIE
Siden den ny grundlov af 1953 har ingen regering ladet Folketinget sidde sine fire år ud.
Efter grundlovens Pgf. 32 skal en statsminister "foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb." Samme paragraf giver statsministeren ret til at udskrive nyvalg "til enhver tid".
Jens Otto Krags SR- flertalsregering ventede længst med at bruge retten. Krag udskrev valg til den 22. september 1964, kun otte uger før sidste frist.
Andenpladsen i udholdenhed indehaves af vor nuværende Nyrup, der med sidste valg, den 21. september 1994, lod Tinget sidde til tolv uger før gong-gongen. Til gengæld var Nyrup kommet til midtvejs - efter Tamil-sagen.
Tredjepladsen tilkommer socialdemokraten H.C. Hansen, der i 1957 lod Folketinget sidde til fire måneder og en uge før udløb.
Det er altså ingen historisk rekord, at Nyrup denne gang lod MF'ernes mandater i fred i tre et halvt år.

Valg hvert andet år
Til tider har det ganske vist set ud til, at halve valgperioder var ved at blive en slags sædvane.
Der afholdtes således taktfast valg hvert andet år fra 1971 til 1981. Af disse seks valg faldt det i socialdemokraten Anker Jørgensens lod at udskrive de fem. Det sjette - i 1975 - stod Poul Hartling med sin smalle Venstre-regering for.
Periodens uro skyldtes, at ingen regering kunne regne med parlamentarisk dækning fra yderfløjene, hverken fra Mogens Glistrups Fremskridtsparti eller fra kommunister, venstresocialister og folkesocialister.
Når en statsminister bruger sin ret til at holde valg før tid, kan det have to forklaringer: Regeringen er kørt fast - eller håber på vælgerlykke.
Som det ses af baggrunden for de fem sidste valg, kan disse to hensyn overlappe hinanden.
For Poul Schlüters første V, K, CD og Kristeligt Folkeparti-regering gjaldt, at den var kommet til magten midt i en valgperiode, nemlig i 1982, da Anker Jørgensen ikke kunne få sine to støttepartier R og SF til at trække den socialdemokratiske mindretalsregering i nogen fremadgående retning.

Valget 1984
I december 1983 kørte også Schlüter fast. Hverken Socialdemokratiet eller Fremskridtspartiet ville levere stemmer til finansloven. Schlüter kvitterede med valg den 10. januar 1994. Tema: "ansvarlighed".
Resultat: De vrangvillige fik vælgerhøvl, og Schlüter reddede et flertal hjem til sin regering og dets radikale støtteparti. De konservative selv oplevede - denne ene gang - en statsministereffekt med fremgang fra 26 til 42 mandater.

Valget 1987
Sensommeren 1987 syntes Schlüter, at det gik så ufatteligt godt, at det var tiden at stryge en vælgergevinst. Han forregnede sig, måske fordi finanspolitiske stramninger havde vakt folkelig uvilje. Regeringen tabte syv mandater. Fremgangen gik til SF og Fremskridtspartiet. Sidstnævnte blev nu en skrøbelig del af regeringens parlamentariske grundlag.

Valget 1988
Derefter blev de radikale for alvor rastløse og var i april 1988 med til at stemme regeringen ned på en dagsorden om underretning til besøgende flådefartøjer om den danske politik om nej til A-våben.
Efter en uges "konsultation med vore allierede" udskrev Schlüter et valg "om vor tilknytning til NATO" til afholdelse den 10. maj. Schlüter valgte at overse de radikales faneflugt og rettede i stedet skytset mod Socialdemokratiets nyvalgte formand, Svend Auken, der blev beskyldt for "utroværdighed". I hvor høj grad, vore allieredes protester mod folketingsdagsordenen var bestilt af regeringen, står endnu hen i det uvisse.
Regeringen og Socialdemokratiet kom begge intakt gennem det høje spil, men valget flyttede syv mandater fra venstrefløjen til Fremskridtspartiet. Schlüter manøvrerede videre ved at gelejde de trofaste CD'ere og kristelige ud af sin regering og de troløse radikale ind i stedet.

Valget 1990
Forestillingen om, at partnerbyttet skulle bane vej for et "samarbejde hen over midten," viste sig uholdbar. I efteråret 1990 ville Socialdemokratiet ikke hjælpe regeringen igennem med en "økonomisk helhedsplan".
Den 12. december 1990 appellerede Schlüter igen til vælgerne. Socialdemokratiet, med formand Auken, nåede fordums højder med 69 mandater, en fremgang på 14. De radikale havde gjort fortsat regeringsdeltagelse betinget af vælgergunst - og tabte tre mandater. De ville dog ikke hjælpe Auken til magten. En forpjusket VK-regering kunne således vakle videre mod Tamilsagens afgrund.

Valget 1994
Inden den afgrund opslugte Schlüter, var også Auken styrtet. Så det var Nyrup, der i januar 1993 præsenterede sit firkløver af S, R, CD og Kristeligt Folkeparti. Den ny flertalsregering førte en kraftigt konjunkturstimulerende politik. Da resultaterne begyndte at indfinde sig, greb Nyrup chancen for et gunstigt lynvalg den 21. september 1994. I hans overvejelser indgik, at valget bremsede en begyndende uro hos CD og især de kristelige.
Nyrups lykke undveg ham, som det var sket for Schlüter i 1987. Socialdemokratiet tabte syv mandater, de kristelige røg helt ud, og det tilbageblevne trekløver var nu afhængigt af både SF og Enhedslisten. Dermed var også CD's regeringsdeltagelse på lånt tid, og Nyrups parlamentariske liv blev turbulent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu