Læsetid: 5 min.

Distingveret melankoli

26. februar 1998

Frontfigurerne fra engelske bands som Talk Talk og House Of Love er på banen som solister - Mark Hollis og Guy Chadwick gør deres entré med formfuldendte albums

Når et stort eller mellemstort band af en eller anden årsag går i opløsning - som det så dramatisk hedder - forsvinder de fleste af dets medlemmer udi obskuriteten. De bliver jurastuderende, sælgere, skraldemænd eller falder tilbage i den arbejdsløshed, som uimodsigeligt har produceret nogle af de sidste 15-20 års bedste og vigtigste bands.
Der er ikke noget som fri tid, der kan fremprovokere kreativitet hos unge, som ikke er i stand til at forlige sig med tanken om et helt liv som skæve couchpota-
toes, liggende med vandpiben, junk fooden og remoten foran tv'et.
De eneste, der dog for alvor kan påkalde sig offentlighedens interesse, er gruppens primære sang-skriver eller sanger - hvilket ofte er samme person. Selvfølgelig vil en blændende instrumentalist altid kunne finde arbejde, men det er sjældent at vedkommende markerer sig som decideret solist. Siden Bob Dylan og The Beatles introducerede auteur-begrebet i rock, har interessen samlet sig omkring sangskriverne, næsten uanset hvilken sub-genre de bevæger sig rundt i.

Grænseafsøgende
En sangskriver, hvis opfattelse progressivt har flyttet sig længere og længere væk fra den mainstream, han oprindelig havde så stor succes i, er Mark Hollis. Hans oprindelige gruppe, Talk Talk, dukkede op i 82 med en stil, der lå et sted mellem Duran Duran og Japan. Den slog igennem i midten af årtiet med den charmerende "Life's What You Make It" fra albummer The Colour Of Spring, som samtidig markerede gruppens sidste forsøg på at omgås markedet. Derefter blev gruppen i højere og højere grad synonym med Hollis, og gruppens to sidste albums - fra 88 og 91 - var grænseafsøgende soloprojekter med vægten lagt på det instrumentale - og garanteret hit-fri.
Og selvom Hollis først og fremmest er keyboardspiller, blev påvirkningen fra Miles Davis og hans jazz-ambient-orienterede albums - Kind Of Blue og In A Silent Way især - mere og mere åbenlys, hvilket sammenholdt med elementer fra nyere kompositionsmusik fremmedgjorde gruppen over for det store publikum, selvom mange kritikere priste Hollis' kompromisløshed. Ja, den i sin tid så lunkent modtagne og dårligt sælgende Spirit Of Eden (1988) betragtes i dag som en moderne klassiker.

Smagfuld og sparsom
Men Hollis' perfektionisme gjorde at der blev længere og længere mellem pladerne, og gruppen gik lige så stille i opløsning i starten af årtiet.
Og først nu, syv år senere, debuterer Hollis som solist - det sker til gengæld med bravour i form af det neddæmpede, helstøbte Mark Hollis (Polydor 537 688-2), der må betegnes som en af vinterens aller-største oplevelser for den kræsne lytter: Otte formfuldendte ballader, afleveret af Hollis i udsøgt selskab med en stribe fremragende gæste- og studiemusikere, som alle leverer deres ypperste for at forløse Hollis' intense og længselsfulde ballader, der er noget lettere tilgængelige end materialet på de sidste par Talk Talk-plader - uden dog ligefrem at styrte lytteren i møde.
Der er tale om mildt opbrudte sangstrukturer, poe-silignende tekster og en smagfuld og sparsom backing, som blandt andet i udstrakt grad benytter gulvbas, klarinet, trumpet, mundharpe og fagot sammenholdt med avanceret trommespil og diskrete gui-tar- og keyboardflader og Hollis' karakteristisk sørg-modige stemme flydende henover. Mark Hollis er en melodisk kompleks plade, som formår at få det svære materiale til at lyde legende let og solisten beviser, at han stadig er en af scenens bedst bevarede hemmeligheder.

Fuldvoksen tristesse
Parallelt med den såkaldte shoegazer-scene i slutningen af 80'erne, men i sin helt melankolsk poppede boldgade lå det fremragende guitarensemble The House Of Love, hvis storm-omsuste karriere endte med gruppens opløsning i 1993.
Men ikke før den med sin oprindelige besætning, der blandt andet talte den fremragende guitarist Terry Bickers, havde fået leveret det underspillede mesterværk, The House Of Love i 1988. Centreret omkring sanger og guitarist Guy Chadwicks poetisk underspillede kompositioner var gruppen mindre præ-tentiøs og mere traditionelt melodisk orienteret end mange af sine samtidige, og havde tristessen ikke været så gennemtrængende, kunne The House Of Love sikkert have fået tag i et større publikum.
Da gruppen var bedst blev den betragtet som en frugtbar krydsning mellem tidlig Byrds og sen Velvet Underground med en umiskendelig regnvåd britisk tone. I kølvandet på Bickers afsked omkring 90 gik der kage i foretagendet, som dog løftede sig en sidste gang med det underkendte og uretfærdigt udskældte Bebe Rainbow fra 92, hvor inspiration fra The Beatles' psykedeliske periode løftede tidsløse sange som "You Don't Understand" og "The Girl With The Loneliest Eyes" op i poptidløshedens sfære.
Til gengæld var gruppens svanesang året efter, Audience With The Mind, en rendyrket fiasko hos både publikum og anmeldere, og gruppen imploderede kort derefter - uden at ret mange bemærkede eller begræd det.

Melodisk rush
Men efter at have kæmpet med skriveblokering og andre neuroser, fik Guy Chadwick for et par år siden en opringning fra pladeselskabet Setanta Records, der bad ham om at skrive en række popsange i stedet for at tænke så meget over det. Han satte sig ned og skrev den smukke "Crystal Love Song", som satte en proces i gang, som nu kulminerer med det vidunderlige soloudspil, Lazy, Soft & Slow (Sony/ Setanta 489560 2).
Uden at glemme arven fra The House Of Love har Chadwick fundet en neddæmpet og lidet påtrængende stil, som over 11 diskrete skæringer giver lytteren det ene melodiske rush efter det andet. Uden på nogen måde at være nyskabende eller genreafsøgende leverer Chadwick et sjældent helstøbt album, der både fungerer som sjælekammerat og diskret melankolsk lyd til den blå time.
Produceret af Robin Guthrie fra den æteriske popgruppe Cocteau Twins har pladen en varm og organisk tone, hvor der lægges større vægt på ensemblespil end på solistiske tiltag, og midt i det finder man Chadwicks sært viise og noget bedrøvelige stemme, som dog aldrig tipper over i det selvmedlidende.
Der findes ikke noget, der bare tangerer et dårligt nummer på Lazy, Soft & Slow, som i den grad lever op til sin titel og elegant hensætter lytteren til en gråtintet, men nydelsesfuld verden, hvor kærlighed og eksistens ikke er noget der forceres, men i stedet tages som det kommer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu