Læsetid: 4 min.

Døden som varieté

9. februar 1998

Flemming Flindt flakser i sit nyeste udstyrsstykke "Legs of Fire" imellem revy, musical og celebrity-pornografi, uden at fortælle en forståelig historie om kunst og kærlighed.

BALLET
Det kongelige Teater har vist en ganske uforståelig largesse over for Flemming Flindt som koreograf, og denne disposition føles så meget mere smertelig i dag, hvor det kurante repertoire har opgivet ævret over for de lødige handlingsballetter, som vores ballet engang kunne vise deres skikkelsesdannende evner i.
Vi holdes på smalkost med forestillinger, der demonstrerer det teknisk perfektible, og spekulerer på, om sjælen virkelig er gået ud af Den kongelige Ballet.
I den situation er der satset en formue på Flindt, der sandelig ikke har været undereksponeret i de sidste sæsoner. Det nye dansestykke Legs of Fire har været helt ekstremt dyrt, og man har svært ved at abstrahere fra betragtninger over, hvad man kunne have fået for de mange, mange penge, der er gået op i kostumer og scenografi.
Forestillingen minder om en Scala-revy fra anno dazumal, hvor det hele gik ud på at få pigerne ind og ud af scenen i pittoreske optrin og pikante dragter.
I den vanskelige fase, den kongelige Ballet befinder sig i netop nu, er det fatalt for danserne endnu engang at skulle bruge energi på at instudere en helaftensballet, der ikke giver dem nogen mulighed for at fordybe sig i en karakter, gestalte en menneskeskæbne eller finjustere gehøret for en stor koreografs billedsprog. Såvel teknisk som psykologisk er "Legs of Fire" éndimensional, og man må beklage de dansere, der skal bruge deres kostbare tid på denne banalitet.

Damebladssladder
Legs of Fire har undertitlen Røde Sko, og henviser herved til H.C. Andersens eventyr, uden at Flemming Flindt gør nogen kongenial brug af dette forlæg.
Det andet udgangspunkt for forestillingen, som man tøver med at kalde en ballet, er den åndfulde danserinde Elna Lassens død for egen hånd. Hun magtede ikke at leve med sin ægtemands utroskab - og den tredje person, der gjorde dette ægteskab lidt trangt, var Erna Hamilton.
Men historien har ingen stringens, hvorved den forsynder sig mod eventyrets love uden at have noget at sætte i stedet.
Fablen om de røde sko, der tager magten fra deres ejer, kunne være bragt til at handle om en kunstner, der svigter sit kald og forskriver sig til underholdningsdjævelen.
Noget af denne historie har Flindt tænkt sig at fortælle, men tråden tabes.
Der er glimt af Lulu, af Carmen, af Cabaret, af West Side Story og af mange andre værker - og vi får også citater fra Flindts egen produktion fra Enetime og fremefter.
I Marie- Pierre Flechais penible udførelse af hovedrollen som den ulykkelige danserinde, tror vi ikke et øjeblik på hendes kunstneriske storhed. Detil er der for mange citater. Hvor den faustiske fortælling om kunstnerens fald spilles danseren af hænde, tager ugebladshistorien om trekantdramaet over, uden at man tror en døjt på nogen af de tre personer.
Den dæmoniske Dr. Mann (Johan Kobborg) er en rungende kliché, mere mafioso end doktormand, og den sorte edderkoppekvinde Lady W. (Caroline Cavallo) er lige så slet konstrueret.
Oven i denne psykologisk usammenhængende historie skal vi præsenteres for endnu en dæmonisk kraft, et genfærd fra en provinsrevy, der skal forestille Legs of Fire (Christina Olsson). Med denne figur bringes historien helt på afveje, og man opgiver at deltage i Ellas skæbne.
For et par år siden fortalte Elna Lassens nærmeste veninde blandt danserinderne mig med usvækket betagelse om hendes enestående kunstneriske geni.
Hen over de mange år, der lå imellem selvmordet og nutiden, var beundringen lige dyb og inderlig. Det føles derfor ubehageligt, at Flemming Flindt kun kan give os en damebladshistorie om utroskab og ikke et ægte drama om en stor kunstner, der gik til grunde.

Elendig instruktion
Flemming Flindt har aldrig været nogen nyskabende koreograf, men den koreografiske armod har aldrig været så følelig som i Legs of Fire, hvor danserne ikke får noget rimeligt materiale at digte deres figurer over.
Værst går det ud over Marie-Pierre Flechais, der ikke har modtaget nogen personinstruktion, der kunne bringe hende videre end til et par ganske stereotype udtryk for uro og vanvid. Fra første færd virker hun mere mentalt afvigende end begavet med et oprindeligt og altbesejrende kunstnerisk talent.
Det er evident, at Flemming Flindt har ønsket at lave et stort show, som man præsenterer dem hos hans læremester Roland Petit, men de ekstravagante modeopvisninger af corps de ballet i New Look, som papparazzi eller i country-udstyr vækker snarere harme over alle de penge, der er sat i kostumer og scenografi (Joe Vanek).
Det er ikke længe siden, at Kim Brandstrup brugte samme periode på meget beslægtet vis i sin Eurydike-forestilling, omend med betydeligt finere resultat.
I ballettens andenakt kammer scenografien helt over i kitsch, og man ved ikke, om man skal le eller græde, når et kor af danserinder i drag kommer til heltindens begravelse i smoking og tophat. Her er vi helt ovre i stilen fra Crazy Horse Saloon.
Den nyskrevne musik af Erik Norby, veldirigeret af Søren K. Hansen, var en bedre sag værdig.
Det har altid været påfaldende, hvorledes Flemming Flindt har kunnet knytte begavede komponister til sine projekter, men i dette tilfælde vil musikken ikke kunne stå alene og opnå et længere liv end danseforestillingen.

*Legs of Fire eller Røde Sko. Koreografi: Flemming Flindt. Musik: Erik Norby. Scenografi: Joe Vanek.
Premiere 7. februar på Det kongelige Teater.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu