Læsetid: 8 min.

Døgnets Nyheder

16. februar 1998

Cyperns præsident står til genvalg
*Cyperns præsident, Glafcos Clerides, stod i går til et genvalg. Det stod klart, da hans modkandidat i anden valgrunde, tidligere udenrigsminister George Iacovou, ønskede Clerides tillykke med sejren.
"Jeg ringede til ham for få minutter siden for at ønske ham tillykke," sagde Iacovou kort efter kl. 20 dansk tid.
Da 92.2 pct. af stemmerne var talt op stod Clerides til 50,9 pct. af stemmerne, mens Iacovou stod til 49,1 pct.

Radikal bagland imod dansk krigsdeltagelse
*Det radikale Venstres bagland raser over den sandsynlige danske deltagelse i en amerikansk ledet militær aktion over for Irak, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.
Danmark skal kun gå med i en militær aktion, hvis FN's sikkerhedsråd står bag, fastslår mange radikale græsrødder.
"Jeg er absolut imod, at Danmark yder nogen form for støtte til en krig, som USA vil føre, og som der ikke er enighed om i FN's sikkerhedsråd," siger Søren Nielsen, amtsformand i Vejle Amt.
Imodsætning til den radikale udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, er mange radikale tvivlende overfor, om der foreligger en FN-beslutning, som kan retfærdiggøre et angreb på Irak.
Leder og artikler forsiden og nederst på denne side

Rige spekulerer i økologiske skattefradrag
*Højtlønnede lønmodtagere er begyndt at spekulere systematisk i skattefradrag og statstilskud til grønne, miljøvenlige formål som skovrejsning og naturgenopretning.
Projekterne markedsføres som ren idealisme og miljøinteresse. Men reelt er der tale om gennemført spekulation i de stadig flere grønne fradrag og tilskud, skriver Politiken søndag.
Reglerne er så gunstige, at deltagerne ved den rigtige kombination med landbrugets almindelige skattefordele kan få staten til stort set at betale hele købet af en herregård i naturskønne omgivelser og dermed sikre sig en milliongevinst efter 15 år.
Danske Naturgårde A/S fra Give i Midtjylland har specialiseret sig i at formidle gårde til byboere med høj løn og høj skatteprocent. Direktør Brian Gade-Larsen fra Danske Naturgårde siger, at "der er ingen tvivl om, at der er store værdistigninger og gevinster i det her". Men han ser intet odiøst i det.
"Folketinget øser ud med tilskudsregler og med afskrivninger, fordi de vil have, at det er den vej, vi skal gå," siger han.

DSU ønsker større kvælstofreduktion
*Hovedbestyrelsen i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) mener, at kravene i den nye vandmiljøplan er for vage og slet ikke lever op til de forpligtelser, Danmark har tilsluttet sig i EU for at nedbringe udledningen af kvælstof.
"Reduktionen på 10 procent i gødningsforbruget, er for lidt. Den burde være på 15 procent, da man på den måde både kan stille yderligere krav til landbrugets omstillingsevne og spare staten for store udgifter til opkøb af landbrugsjorde til brug for skovrejsning og etablering af våde enge," skriver DSU's hovedbestyrelse i en pressemeddelelse.

Dansk støtte til menneskekloning
*En Danida-støttet sydafrikansk læge og hans medarbejdere er rede til at klone mennesker og har sendt en ansøgning til et lokalt universitets etiske komite for at få lov til at gå i gang med projektet, skrev sydafrikanske aviser lørdag.
Fire sydafrikanske kvinder er så desperate efter at få børn, at de er villige til at lade lægen - Mohamed Cassim - lave kloninger af dem selv eller deres ægtemænd, skriver avisen Saturday Star.
Ifølge avisens oplysninger er ekspertisen og udstyret til at gennemføre menneskelig kloning til stede på Cassims fertilitetsklinik i Johannesburg.
Cassim har gennem den statslige danske bistandsorganisation Danida modtaget støtte i form af "træning og vidensoverførsel" gennem Danidas erhvervsrettede VTV-program (virksomhed-til-virksomhed).
Cassim siger til det sydafrikanske dagblad, at han er modstander af kloning uden strenge regulationer og statslig kontrol, og at kloning kun bør anvendes for at hjælpe barnløse par, der genetisk er kædet sammen med dem.
"Under visse forhold, bør kloning tillades," sagde Cassim.

Klapjagt på styrtet junta i Sierra Leone
*Den vestafrikanske ECOMOG-interventionsstyrke meddelte i går, at den vil forfølge Sierra Leones styrtede junta "over alt, hvor de flygter hen".
Meddelelsen kom efter, at yderligere 100 medlemmer af juntaen havde overgivet sig i hovedstaden Freetown i går. Lederen Johnnu Paul Koroma var dog fortsat på fri fod, efter at han fredag flygtede.
Samtidig kunne den britiske radio BBC i aftes oplyse, at to byer, der tidligere blev holdt af Koromas tilhængere, var faldet. De første nødhjælpsforsyninger ventedes i går til Sierra Leone, mens den nigeriansk-ledede ECOMOG-styrke strammede sit greb med kontrollen over byen efter at have tvunget landets selvbestaltede militærjunta på flugt fredag.
ECOMOG-styrken oplyste, at den kontrollerer hovedparten af Freetown og indbyggerne sagde, at den centrale del af byen var rolig, mens der fortsat kunne høres sporadiske skyderier i byens vestlige distrikter.
Henved 500.000 mennesker har været fanget i krydsild af kampene mellem juntaens styrker og ECOMOG-styrkerne, og hjælpeorganisationerne sagde, at behovet for nødhjælp var stort.
ECOMOG's kommandanter sagde, at de havde arresteret adskillige junta-medlemmer i Freetown tillige med de 25, der allerede tidligere var arresteret, dels i Guinea, dels i Liberia.

Göran Persson øger forspring
*Sveriges regerende socialdemokrater har øget deres forspring over det største oppositionsparti Moderaterna forud for Riksdagsvalget til september, viser en ny meningsmåling, der blev offentliggjort søndag.
I alt 1.203 svenskere er med i målingen, der er foretaget af meningsmålingsinstituttet SKOP og det svenske nyhedsbureau, TT. Den viser, at statsminister Göran Perssons socialdemokrater har opbakning fra 39,6 pct. af vælgerne mod 38,9 pct. af vælgerne ved en lignende måling i november/december i fjor. Oppositionslederen Carl Bildts konservative parti Moderaterna står til at få 28,1 pct. mod 30,4 pct. i fjor, mens de tidligere kommunister i Vänsterpartiet står til en fremgang på 1,1 og ialt 8,8 pct. Støtten til Center-partiet, der har støttet socialdemokraterne, ligger uændret på 5,7 pct. Riksdagsvalget i Sverige skal efter planen afvikles den 20. september.

Nynazister i fremgang i Tyskland
*Antallet af registrerede, aktive nynazister i Tyskland er steget dramatisk de seneste år, skriver det tyske blad Spiegel i den udgave, der udkommer mandag. Hvor den tyske efterretningstjeneste i 1994 havde 5.400 nynazister i sine arkiver, er der i dag 7.500 registrerede nynazister. Ifølge Spiegel definerer efterretningstjenesten nynazister som mennesker, der aktivt støtter angreb på blandt andet jødisk ejendom og asylsøgere.
Også antallet af medlemmer i det ekstremt højreorienterede Tyske Nationalparti (NPD) er ifølge Spiegels kilder steget kraftigt til i dag 4.000.

KL: Aktiveringsregler bør ændres
*Socialministeriet bør overveje at ændre reglerne om aktivering af bistandsklienter. Det mener KL-formand Evan Jensen (V), der erklærer sig delvis enig med de kommuner, der nu siger, at de ikke kan leve op til aktiveringsreglerne for bistandsklienter.
"Det er muligt, at socialministeriet må kigge på reglerne en gang mere," siger KL-formanden, der dog fastholder, at kommunerne så vidt det overhovedet er muligt skal overholde loven.
Ifølge Politiken Søndag lader mange kommuner hårdt belastede bistandklienter i stikken. Kommunerne opgiver, i modstrid med loven, at aktivere de svageste.
Avisen har talt med i alt 25 kommuner, der har store problemer med at aktivere de mest belastede bistandsklienter. Fire kommuner - Randers, Nakskov, Herning og Vejle - siger direkte, at de har opgivet denne gruppe.
Loven påbyder i dag kommunerne at finde et aktiveringstilbud til bistandsklienterne. De eneste, der ikke har ret og pligt til at gå i aktivering, er unge under 25 år med "problemer ud over ledigheden", som det hedder i fagsproget.

25 nye ofre for volden i Algeriet
*Bevæbnede mænd har skåret halsen over på 25 civile algeriere under en opblussen af volden, der finder sted samtidig med, at Algeriets hær har iværksat en offensiv mod oprørere i udkanten af hovedstaden Algier.
Bevæbnede mænd stormede et boligområde i Tamesna-distriktet i den sydvestlige Saida-region og skar halsen over på 17 personer, herunder medlemmer af en regeringsvenlig milits, meddelte de algeriske sikkerhedsstyrker i en erklæring i går.
De sårede også fem personer under lørdagens vold. Ifølge sikkerhedsstyrkernes oplysninger blev tre oprørere skudt og dræbt under flugten fra gerningsstedet.
Fire civile fik skåret halsen over natten til lørdag, da de blev fanget ved en vejspærring i Ain el Melh-distriktet i Medea-området 70 kilometer fra Algier. Tidligere fik tre andre halsen skåret over i samme område, rapporterede dagbladet Le Matin.

20.000 i protest mod retsvæsen i Belgien
*Omkring 20.000 belgiere deltog i går i en "march for sandheden" vendt mod landets politi og retsvæsen. Målet var at gøre opmærksom på den "Tavshedens Lov", som forældre til ofre i de meget omtalte pædofili-sager mener de oplever.
Demonstrationen var en udløber af sidste års voldsomme reaktioner på afsløringen af en gruppe af pædofile, der stod bag drabet på flere børn, og som blev kædet tæt sammen med flere politifolk og politikere. Blandt talerne var også forældre til forsvundne børn og andre grupper, der mener, landets politi og retsvæsen er både langsommeligt og inkompetent.
Ministerpræsident Jean-Luc Dehaene sagde lørdag aften på belgisk tv, at pårørende til ofre for forbrydelser må være tålmodige og afvente en revision af det belgiske retssystem, der blandt andet giver dem større indsigt i politiets materiale.

Chefer: Ordblinde volder kvaler
*Hver anden store danske virksomhed har problemer med læse- og stavesvage medarbejdere.
En rundspørge som, De 3 Stiftstidender og JydskeVestkysten har foretaget til personalecheferne i landets 100 største virksomheder, afslører 44 pct. af dem anser læse- og stavevanskeligheder blandt medarbejderne for at være et reelt problem.
Men kun et fåtal af de virksomheder, som i rundspørgen beklager sig over de ansattes kunnen, har selv taget initiativ til at højne læse- og staveniveauet. Og det selv om arbejdspladsen ifølge loven om specialundervisning og læsekurser for voksne ofte vil kunne trække på gratis lærerkræfter fra oplysningsforbundene eller voksenuddannelsescentrene (VUC).

Iran bekræfter dødsdom over Rushdie
*Iran genbekræftede i går i stærke vendinger det religiøse dekret fatwaen (dødsdommen) over den britiske forfatter Salman Rushdie på ni-årsdagen for den dag, hvor Irans nu afdøde åndelige leder ayatollah Khomeini afsagde fatwaen.
"Fatwaen repræsenterer holdningerne blandt den højtstående religiøse elite, og den er uigenkaldelig," sagde en talsmand for det iranske udenrigsministerium.
Ifølge fatwaen blev Rushdie dømt til døden 14. februar 1989 for sin påståede blasfemi, som den kom til udtryk i hans roman 'De Sataniske Vers'.
Iranske embedsmænd har tidligere genbekræftet fatwaen, men bekræftelsen er altid blevet fulgt af en udtalelse om, at Iran ikke vil forsøge at opspore Rushdie, der har levet i skjul "under jorden", siden fatwaen blev offentliggjort.
Talsmanden for udenrigsministeriet - Mahmud Mohammadi - kritiserede samtidig Storbritanniens udenrigsminister, Robin Cook, for at have givet støtte til Rushdie med henvisning til, at Cook "ikke har forstået betydningen af fatwaen og de islamiske forordninger".
Cook, hvis land i øjeblikket har formandskabet i EU, gentog lørdag EU's fordømmelse af fatwaen og opfordrede Iran til at gå i dialog for at ophæve den.
"EU opfordrer Iran til at overholde folkeretten og opfordrer de iranske myndigheder til at samarbejde med EU om at finde en tilfredsstillende løsning, der viser Rushdie respekt," sagde Cook.
Storbritanniens premierminister, Tony Blair, mødtes lørdag med Rushdie på et hemmeligholdt sted.
Sådanne sympati-gestuser har tidligere vakt vrede i Iran, der ser det som en tegn på de vestlige landes ufølsomhed over for Islam.

Redigeret af Claus Overgaard Knudsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu