Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

12. februar 1998

Rigsadvokat renser Michael Clan
*Chefen for Bagmandspolitiet, statsadvokat Michael Clan, er ikke inhabil i forbindelse med behandlingen af sager om selskabstømning.
Det fastslår den fungerende rigsadvokat i selskabstømmersager, statsadvokat Birgitte Vestberg, i sin undersøgelse af Michael Clans
habilitet. Justitsministeriet modtog redegørelsen i går.
Birgitte Vestbergs vurdering kommer dagen efter, at Michael Clan tirsdag trak sig fra alle sager om selskabstømning efter beskyldninger om inhabilitet.

Lavt fremmøde til skolebestyrelsesvalg
*Selv om mange skoler endnu ikke er færdige med at holde opstillingsmøder til skolebestyrelsesvalget, tyder meget på, at fremmødet fra forældrenes side bliver lavere end ved valget for fire år siden. Foreløbige tal fra forældreorganisationen Skole og Samfund, der har fået melding fra ca. 15 procent af skolerne, viser, at godt seks procent af forældrene er mødt op på deres børns skole.

Drab truer fredsprocessen i Nordirland
*To drab har rystet fredsprocessen i Nordirland og sat en stopper for to ugers pause i volden. Endnu har ingen taget ansvaret for drabene, men det menes at være folk fra Den Irske Rebuplikanske Hær (IRA), der står bag. Hvis det er IRA, der står bag, kan det få alvorlige konsekvenser for fredsforhandlingerne. Britiske protestantiske politikere vil kræve det katolske Sinn Fein-parti udelukket fra fredsforhandlingerne, og dermed afslutte fredsprocessen.

Landmænd holder stormøde
*I dag mødes godt 500 utilfredse landmænd i Odense for at diskutere, hvordan det dog kunne gå så galt, som det gjorde, da det politiske forlig om vandmiljø-planen faldt i hak. Til at laste lys over sagen er en række ansvalige politikere inviteret med.
"Det er meget vigtigt, at nogle af de politikere, som har siddet med ved forhandlingsbordet, kommer og svarer på, hvordan kæden i den grad kunne hoppe af. De skal forklare, hvorfor de ikke lytter til saglige argumenter," siger Henrik Høegh, der er formand for Landboforeningernes udvalg for planteavl. Henrik Høegh mener, at forliget om vandmiljøplanen er ren politik og ikke vil gavne miljøet.

Cuba forviser politiske fanger
*Tre sultestrejkende dissidenter blev torsdag sidste
uge løsladt mod, at de forlader Cuba, oplyste Reuters Bureau i går. Umiddelbart efter løsladelsen blev de indlagt på et hospital i byen Santa Clara for at komme sig efter i fire måneder kun at have indtaget væske. Tre andre fastende fanger, der skulle afsone deres domme i en arbejdslejr, var allerede blevet indlagt på grund af dårligt helbred.
"Også de vil få deres domme omstødt, såfremt de forlader landet," fortæller Marilys Vazquez fra Cubas systemkritiker-parti, Partiet for Menneskerettigheder. De seks dissidenter havde fået 18 måneders fængsel eller arbejdslejr for kriminel sammenslutning og ulydighed. Sultestrejken blev indledt i oktober.

Nødhjælp kommer langsomt frem
*En uge efter jordkælvet i det nordøstlige Afghanistan i provinsen Takher, som formentlig kostede omkring 4.000 mennesker livet, forsøger de stadigt mere frustrerede humanitære organisationer at nå frem til de landsbyer, der blev ødelagt af jordskælvet. Mange af landsbyerne ligger isolerede på bjergsider.
Kun otte af de skønsmæssigt 27 landsbyer, der blev ramt af jordskælvet, har haft besøg af det dusin hjælpearbejdere fra internationale hjælpeorganisationer, der er i området. Den første helikopter med humanitær hjælp nåede ondag frem til sultende og nødlidende jordskælvsofre i det nordlige Afghanistan.

Jernladyen's skrækvision
*Storbritanniens tidligere premierminister Margaret Thatcher gik onsdag ind i debatten om EU's fælles valutaprojekt, og sagde, at Storbritannien aldrig skal gå med i projektet, skriver avisen The Sun. Magaret Thatcher, der indtil nu har holdt sig nogenlunde ude af debatten, sagde til avisen, at briterne aldrig må give køb på deres uafhængighed og frihed til et "føderalt Europa".
"Men det er, hvad tilslutningen til den europæiske fællesvaluta - til enhver tid og på enhver betingelse - handler om," sagde den tidligere premierminister.

SF vil have flere penge til olieforurening
*SF foreslår at tage flere penge fra både rederier og statskassen for at få sat bedre ind over for olieforureningen til havs. Miljøminister Svend Auken har sendt miljøudvalget et forslag til en skærpet indsats, som oppositionen til både højre og venstre vil have forbedret.
SF's miljøordfører Steen Gade siger til Ritzaus Bureau at, partiet ønsker at gøre det lovpligtigt for skibe, som lægger til kaj i Danmark, at aflevere al deres spildolie. Det er i dag frivilligt og kun gratis for en begrænset mængde spildolies vedkommende, hvorfor mange skibe lader helt være eller kun afleverer en del af deres spildolie i havn.
SF vil have gjort aflevering heraf helt gratis og ordningen finansieret med en forhøjelse af havnepengene.

Salmonellafri æg til forbrugerne
*Forbrugerne skal ikke risikere at få salmonella i deres æg. I fremtiden skal alle ægproduktioner undersøges for bakterien. Hvis der konstateres salmonella, vil der blive krævet varmebehandling for at uskadeliggøre den.
Det har fødevareminister Henrik Dam Kristensen taget inititativ til, efter at salmonellasituationen de seneste måneder er blevet undersøgt til bunds.
"Vi kan nu tage springet fuldt ud og gå i gang med et omfattende testprogram, der kommer til at omfatte alle ægproduktioner," siger ministeren til Ritzaus Bureau.
Under varmebehandling dør salmonella-bakterierne ved de 65-67 grader, mens æggemassen stadig holder sig flydende.

USA henretter psykisk syg
*Den amerikanske delstat Virginia henrettede tirsdag aften den drabsdømte Tony Albert Mackall med en giftsprøjte. Ifølge hans advokater var Tony Albert Mackall mentalt handicappet, men den amerikanske højsteret afslog på trods af dette amnesti.
"Han er lige præcis sådan en skæbne, som samfundet burde skåne og have medlidenhed med," appellerede forsvareren Joseph Bowman inden henrettelsen.
Mackall blev dømt til døden for under et røveri i 1986 at have dræbt en kassemedarbejder på en tankstation. 11 ud af 38 delstater i USA, der benytter dødsstraf, henretter ikke mentalt handicappede. Det gælder ikke Virginia, der siden 1977 har henrettet to retarderede mænd samt en anden, der mentes at være retarderet, oplyser Dødsstraf Informations Centeret i Washington.

Nye angreb i Algeriet
*10 mennesker blev i går dræbt og tre såret i et nyt angreb i Telagh i det vestlige Algeriet, oplyste sikkerhedstalsmænd. Ofrene blev overfaldet af en bevæbnet gruppe, da de kom kørende i bil i området.
Inden for de seneste par dage har sikkerhedsstyrkerne dræbt syv islamiske ekstremister - og to civile er blevet dræbt, skriver lokale aviser.
Det nye angreb kommer, mens en gruppe EU-parlamentarikere er på besøg i Algeriet. De skal forsøge at finde en løsning på de sidste seks års vold og uroligheder, som de islamiske ekstremister får skylden for.

NATO anmoder Danmark om hjælp
*NATO's øverstbefalende i Europa, den amerikanske general Wesley K. Clark, som er på besøg i Danmark, har officielt anmodet udenrigsminister Niels Helveg Petersen om Danmarks støtte til den militære oprustning i Golfen og dermed en eventuel militær aktion i Irak. Udenrigsministeren ville i går ikke nærmere ind på, hvad Danmark eventuelt skal bidrage med.
"Det er for tidligt at gå ind på, hvilke konkrete bidrag, der kunne blive tale om, men vi vil reagere hurtigt på den amerikanske henvendelse," sagde Helveg Petersen i går.
De politiske partier afventer et konkret udspil fra regeringen, før de giver deres holdning til kende. USA har samlet den hidtil største militærstyrke noget sted siden Goldkrigen i 1991.

Mandela kommer måske til Danmark
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen inviterede onsdag Sydafrikas 79-årige præsident Nelson Mandela på officielt besøg i Danmark, inden han næste år træder tilbage efter fem år på posten som landets første sorte leder.
Invitationen kom på vegne af dronning Margrethe ved statsministerens besøg i Mandelas embedsbolig "Genadendal" i Cape Town. Præsidenten takkede for invitationen, som han meget gerne ville overveje, oplyste statsministeren.
Nelson Mandela takkede Danmark for støtten under kampen mod apartheid.
"Da hele verden var imod os og affejede os som kommunistiske terrorister, var det de skandinaviske lande og Holland, som gav os fuld støtte," sagde Nelson Mandela.

Børnearbejde i Storbritannien
*En opsigtsvækkende undersøgelse har vist, at titusindevis af børn i Storbritannien arbejder for lave lønninger og under dårlige arbejdsforhold.
Rapporten, der blev offentliggjort i går af researchgruppen Low Pay Unit, afslører, at en del af de i alt to millioner britiske børn i skolealderen, som har deltidsarbejde, bydes forhold, der leder tanken hen på Dickens romaner om udnyttelse af børn i sidste århundrede.
Børn, der kan være helt ned til 10 år gamle, har i visse tilfælde arbejdet i op til 29 timer om ugen for under fire kroner om dagen, viser rapporten ifølge Ritzaus Bureau.
Arbejderpartiet Labour vil bruge rapporten til at få ændret den britiske lovgivning på området, som er fra 1930'erne.

Rettelse
*Der var desværre ikke angivet kilde til forsidebilledet i gårsdagens avis. Billedet hedder Adam og Eva, og er malet af Lucas Crananch den Ældre (1472-1553). Billedet er taget fra bogen 'Biblen og dens billeder'.Red.

Berlin-mur i Sarajevo
*Serbiske nationalister rev i går den mur ned i Sarajevo, som de byggede tirsdag i protest mod arrestationen af serberen Goran Vasic. Goran Vasic er anklaget for i 1993 at have myrdet en bosnisks politiker. De serbiske nationalister vil have Goran Vasic løsladt.
Ophavsmændene til 'Berlin-muren' i Sarajevo er tilhængere af krigsforbryderen Radovan Karadzic, den tidligere serbiske leder, som var fortaler for en skarp etnisk opdeling af Sarajevo.
"Denne mur er ikke et symbolsk angreb på muslimerne men en beskyttelse imod dem," sagde Dragan Savic, der er en af oprørerne.
"Vi ikke tillader, at flere bliver anholdt af dem," fortsatte han. Muren, som blev rejst midt i Sarajevo, blev revet ned efter, at repræsentanter fra FN's fredsbevarende styrke bad det bosniske politi om at snakke oprørerene til rette.
De serbiske nationalister kræver stadig Goran Vasic overgivet til de serbiske myndigheder og er parate til at genoprejse muren, hvis det ikke sker. Men indtil videre afventer de forhandlingerne.

Redigeret af
Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her