Læsetid: 7 min.

DØGNETS NYHEDER

6. februar 1998

Forlig om vandmiljø-plan
*Landbruget skal fremover gøde ti pct. mindre. Sådan ser den forligsskitse om vandmiljøet ud, som regeringen, SF, Venstre, de konservative og CD i princippet blev enige om i går.
Parterne var efter torsdagens timelange forhandlinger i Miljøministeriet enige om at sænke udledningen af kvælstof med 33.000 ton.
Dermed mangler der 4.000 ton for at nå målet på 37.000 ton. Der er tale om en foreløbig aftale, som er betinget af, at senere beregninger over nogle af planens elementer, opfylder forventningerne.
Et af stridspunkterne er, at landmændene skal udnytte husdyrgødning bedre. Her vil regeringen og SF finde 15.000 ton kvælstof, mens Venstre har svært ved at acceptere mere end godt 10.000 ton.
Artikel forside og side 4

Barsebäck lukker den ene reaktor
*Den svenske regering besluttede i går at lukke den ene af Barsebäck's to reaktorer senest 1. juli i år. Hvis reaktoren lukkes, er det begyndelsen på afviklingen af den svenske kernekraft.
Energivirksomheden Sydkraft, som driver Barsebäck, er mod lukningen og vil nu gå til Højesteret og kræve, at beslutningen ophævet. Hvis Sydkraft går til Højesteret, vil lukningsprocessen blive udskudt til undersøgelsen er færdig engang i maj.
På det tidspunkt er der valgkamp i Sverige, og spørgsmålet om Barsebäcks fremtid vil blive et vigtigt politisk emne.
Ifølge den svenske atomkraftinspektion, SKI, øger lukningen risikoen for en ulykke. Det fremgår af en rapport fra SKI. Derfor vil SKI nu skærpe tilsynet med Barsebäck, skriver Sydsvenska Dagbladet.

Teaterrådet: Fyr Harsløf
*Teaterskolen bør have ny rektor, konkluderer Teaterrådet i sin officielle kommentar til Olav Harsløfs handslingsplan. Planen blev afleveret for en uge siden midt i en krisesituation, hvor samtlige elever har nedlagt undervisningen i protest mod rektor, som de anklager for at være inkompetent.
Teaterrådet, bakker i kommentaren op om elevernes klagepunkter og udtaler sig stærkt kritisk om Harsløfs handlingsplan, bl. a. hedder det: "I løbet af 1998 vil der blive udarbejdet en studieplan. Det er det mest konkrete i den handlingsplan."
"Vi håber, der kan findes en forhandlingsløsning, så man kan få skabt en ny ledelse inden kontraktudløbet," siger Teaterrådets formand Litten Hansen.
"Kulturministeren har sovet i timen," siger Henrik Hartmann, medlem af Dansk Teaters Fællesorganisation's bestyrelse, "nu må han tage sit lederansvar på sig og gribe ind for at løse konflikten."

Frivilligt arbejde bliver lovligt
*Ældre på efterløn skal have lov til at deltage i frivilligt socialt arbejde.
Det siger arbejdsminister Jytte Andersen (S), der har nedsat et udvalg til at se på problemerne efter, at bl.a. Ældresagen har rejst kritik af de gældende regler, som forhindrer efterlønsmodtagere i at deltage i det frivillige arbejde.
Umiddelbart efter Folketingets vinterferie i næste uge vil arbejdsministeren samtidig fremlægge et lovforslag, der skal give folk på overgangsydelse ret til selvstændigt bierhverv eller lønarbejde i 200 timer. De nye regler skal ligestille de næsten 37.000 danskere på overgangsydelser med efterlønsmodtagere.

Forbud mod fastelavnssminke
*Miljøstyrelsens kemikalieinspektion har nedlagt salgsforbud mod fastelavnssminken "Party" fra firmaet Top Toy, der bliver forhandlet af BR-legetøj. Årsagen er, at sminkens indhold af to allergifremkaldende konserveringsmidler ifølge fabrikantens deklaration langt overskrider grænseværdierne.

Fotograf sigtet for havfruemord
*Den 31-årige tv-fotograf Michael Forsmark Poulsen blev torsdag varetægtsfængslet 13 dage i isolation for at have stået bag hærværket mod Den Lille Havfrue. Michael Forsmark Poulsen er sigtet for groft hærværk, men nægtede sig under politiafhøringer i går skyldig.
Tv-fotografen var den første til at filme den hovedløse Havfrue og alarmerede derefter politiet. Fotografen har selv forklaret, at han blev gjort opmærksom på hærværket af andre, ukendte personer.
I følge kriminalinspektør Niels J. Abildgaard er det tekniske beviser, der har rettet politiets opmærksomhed mod tv-fotografen. Abildgaard ønskede torsdag middag ikke fortælle, hvad disse beviser mere nøjagtigt går ud på - blot at der er tale om nogle "sammenligninger", siger kriminalinspektøren til Ritzaus Bureau.

Præsident vil genforene Cypern
*Cyperns præsident, Glafkos Klerides, der som 79-årig søger genvalg til præsidentposten for en fire-årig periode søndag, siger, at han vil sætte kronen på værket efter et halvt århundrede i cypriotisk politik med at få den delte ø genforenet.
Glafkos Klerides har sagt, at ved at presse på med optagelsesforhandlingerne mellem Cypern og EU og ved at gennemføre forsvarsforbindelser mellem Cypern og Grækenland er der "rejst en stadig stigende europæisk og amerikansk interesse" i at finde en løsning.
"Nu kan en løsning med hjælp af udenlandske parter, i særdeleshed FN og Washington, afhænge af "Tyrkiets politiske vilje"," siger præsidenten.
Artikel bagsiden

Miljøminister trækker forslag tilbage
*Miljøminister Svend Auken har trukket et forslag om lempelse af reglerne for udvidelse af svinehold tilbage under høringsfasen.
"Forslaget var en fejl," lyder begrundelsen fra miljøminister Svend Auken (S).
Nu indskærper miljøministeren tværtimod overfor amterne, at landbrug ikke må udvide uden miljøgodkendelse.
"Man kun kan etablere store svinefarme, hvis det er i fuldstændig overenstemmelse med amtets egne natur- og miljømålsætninger, og alle lovgivningens krav i øvrigt er overholdt," siger Svend Auken til Ritzaus Bureau.
Svinefarme, der ligger uden for særlige miljøfølsomme områder, skulle ifølge forslaget have lov at have 350 dyreenheder i stedet for som i dag 250.
Artikel side 3

Finansminister's rolle skal undersøges
*Folketinget holdt i går en dør åben for en uvildig advokatundersøgelse af finansminister Mogens Lykketofts (S) rolle i Færø-banksagen.
Et flertal i det politisk-økonomiske udvalg mente ikke, at der er grundlag for at "foretage en juridisk vurdering af finansministerens dispositioner", her og nu som VK-partiformændene, Uffe Ellemann-Jensen og Per Stig Møller har foreslået. Men udvalget aftalte at tage VK-forslaget op igen, når Justitsministeriets lovkontor om et par uger har taget stilling til, om Lykketoft overskred sine embedsbeføjelser, da han ringede Finanstilsynets direktør Eigil Mølgaard op på telefonen og - ifølge Færø-undersøgelseskommissionen - bad tilsynet om at "skynde sig langsomt" med at foretage et kasseeftersyn. Samtidig planlægger det færøske Landsstyre i følge Berlingske Tidende at kræve milliarderstatning af Den Danske Bank.

Chefredaktør nægter at følge Pressenævnet
*Politiet i Viborg rejser nu tiltale mod chefredaktør Jens Erik Olsen fra Ugeavisen i Karup for at have overtrådt medieansvarsloven.
Jens Erik Olsen har ikke villet offentliggøre en kendelse fra Pressenævnet, der gik ud på, at det "er i strid med god presseskik", at ugeavisen gengav intime fotos af kronprins Frederik og hans veninde Maria Montell. Billederne blev taget sidste sommer af en "paparazzi"-fotograf, mens de to lå sammen i badetøj på en flodbred under en ferie i Frankrig.
Ifølge politifuldmægtig Claus Henrik Larsen fra politiet i Viborg vil anklagemyndigheden kræve bødestraf og dertil ugentlige tvangsbøder, der skal presse ugeavisen til at bringe kendelsen.

Omstridt formand for bydelsråd går af
*Den hidtidige formand for Bydelsrådet for Indre Østerbro Kjeld Lykke (SF) beklager den uenighed mellem partierne i rådet, som nu har medført hans afgang.
"Bydelsrådstanken har hele tiden været en hjertesag for SF. Men eftersom Venstre nu har erklæret sig indforstået med en anden SF'er, har jeg erklæret mig villig til at stille mit formandskab til rådighed", siger Kjeld Lykke.
Artikel side 4

Børnehaveklassen skal være obligatorisk
*Der tegner sig et bredt flertal i Folketinget for at gøre børnehaveklassen obligatorisk om få år, skriver Aktuelt torsdag.
I forvejen starter 98 procent af danske børn deres skolegang i børnehaveklasserne.
"Jeg tror, det er nyttigt, at alle børn får samme udgangspunkt, siger partiets uddannelsesordfører," siger Anne-Marie Meldgaard, der betegner børneklassen som en god skolestart.

Omstridt familiepolitik i Norge
*Fra 1. august i år vil alle børnefamilier i Norge med et-årige børn få udbetalt 3.000 norske kr. (2.730 dk.kr.) skattefrit hver måned, hvis de vælger ikke at lade deres barn passe i en offentligt støttet vuggestue. Beløbet er det samme, som staten yder til driften af en vuggestueplads. Ordningen skal senere udvides til også at gælde to år gamle børn.
Det er statsminister Kjell Magne Bondeviks centrum-regering, der har gennemført ordningen, som er meget omstridt blandt nordmændene. Arbejderbevægelsen hævder - med delvis støtte fra førende økonomer - at ordningen er så favorabel, at yngre kvinder med småbørn vil trække sig ud af arbejdslivet og genindtage kvindernes traditionelle plads i køkkenet.

Hoffet afviser beskyldninger
*Sagen om Prins Joachim's livrist, der står anklaget for mandatsvig, tyveri og bedrageri, bringer hver dag nye beskyldninger på bordet. Hoffet har hidtil nægtet at udtale sig i den sag, som begyndte da hoffet selv meldte livristen til politiet. Men i går tog hoffet til genmæle og kontorchef ved hoffet, Søren Sveistrup, afviste alle beskyldninger om momssvindel og andre uregelmæssigheder i prinsens husholdningsbudget.
Den tidligere livrist sagde i retten i går, at han som kompensation for overarbejde kunne købe ind på prinsens konto og dermed slippe for at betale moms.

Rekordhøj arbejdsløshed i Tyskland
*Arbejdsdirektoratet i Nürnberg meddelte torsdag, at der var 301.600 flere arbejdsløse i januar i forhold til december, og at antallet af arbejdsløse dermed er nået op på 4.823.200.
Dermed var 12,6 pct. officielt meldt arbejdsløse sammenlignet med 11,8 pct. i december.
Artikel side 5

USA opruster i Golfen
*Præsident Bill Clinton sender omkring 2200 marineinfaterister om bord på krigsskibe fra Middelhavet til Golfen, hvor de skal slutte sig til en stor amerikansk militærstyrte, der er samlet nær Irak. Det oplyste embedsmænd i det amerikanske forsvarsministerium sent i går.
USA's FN-ambassadør, Bill Richardson sagde i går, at USA kun venter på, at FN giver grønt lys for et militærangreb på Irak.
"Det vi må sige, er, at alle muligheder, herunder en militær mulighed, er på bordet. Vi har en robust militær tilstedeværelse i den Persiske Golf, som er parat til at blive aktiveret på vegne af det internationale samfund," sagde Richardson
Mens Storbritanniens Tony Blai bakker op om USA, så er Rusland, Frankrig og Kina fortsat indstillet på at lade diplomatiet arbejde for en fredelig løsning af krisen.
Samtidig forlød det i går fra det irakiske nyhedsbureau INA, Saddam Hussein, har beordret alle arabiske fanger i Iraks fængsler løsladt omgående. Det skete få timer efter at generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Esmat Abdel-Meguid, have haft et møde med den irakiske diktator om krisen med FN. Det gælder i følge INA både de dømte arabiske indsatte og de, der venter på en dom.

Redigeret af
Manja Sørensen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her