Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

20. februar 1998

Folketingsvalg den 11. marts
*Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskrev i går folketingsvalg. Danskerne skal til stemmeurnerne allerede onsdag den 11. marts, og dermed er der lagt op til en kort og intens valgkamp.
Leder og artikel på forsiden, artikler side 3 og side 4

Rektor for Teaterskolen fritstilles
*Kulturminister Ebbe Lundgaard (R) har besluttet at fritstille den stærkt kritiserede rektor på Statens Teaterskole, Olav Harsløf samt den nyligt indsatte mellemleder, Bina Hjort. I stedet skal en gruppe på tre overtage den midlertidige ledelse af Statens Teaterskole.
Det bliver teaterdirektør Nicolai Cederholm fra Dr. Dante, Mai Buch, der er økonomidirektør på det Kongelige Teater og Lennart Ricard fra Statens Musikråd.
Kulturministerens beslutning kommer efter, at de studerende i snart en måned har boykottet undervisningen i utilfredshed med rektor Olav Harsløf, som de anklager for manglende faglig indsigt og kunstneriske visioner. Eleverne har besluttet sig for at genoptage undervisningen efter kulturministerens beslutning.
Artikel side 6

FN-folk trækkes ud af Bagdad
*29 FN-ansatte forlod torsdag den irakiske hovedstad Bagdad, og embedsfolk siger, at endnu en gruppe vil blive trukket ud fredag i lyset af et muligt forestående militært angreb på Irak.
FN's "tilbagetrækning" fra Bagdad sker samtidig med, at FN's generalsekretær, Kofi Annan, gør sig klar til den mission, der vil blive afgørende for den videre udvikling af Irak-krisen. Forhandlingerne med den irakiske præsident Saddam Hussein om, hvorvidt FN's våbeninspektører kan få lov til at fortsætte deres arbejde i Irak, ventes at strække sig over weekenden.

Injurier mod Faklen koster ti dagbøder
*Frede Klitgård, formand for Folkebevægelsen Mod Nazisme, er blevet idømt 10 dagbøder à 150 kr for injurier over for studenterbladet Faklen, som han hængte ud for at være et nazistisk talerør.
Faklen, der udgives af studerende ved Århus Universitet, er erklæret venstreorienteret og beskæftiger sig med bibeloversættelser. Men Klitgård forvekslede bladet med en nazistisk pamflet af samme navn og skrev i Dagbladet Arbejderen, at universitetsbladet havde holdninger parallelle med organiserede nazigruppers. Han beklagede fejlen umiddelbart efter.

CO-industri er klar til konflikt
*CO-industri sendte i går sit andet konfliktvarsel til Dansk Arbejdsgiverforening, og er dermed klar til konflikt fra den 2. marts. Organisationen omfatter i alt 11 fagforbund.
Strejken vil gælde for hele overenskomstområdet for Dansk Industri.
De 11 fagforbund, der er medlemmer af CO-industri, omfatter i alt 330.396 medlemmer. Det drejer sig blandt andet om Dansk Metalarbejderforbund, Specialarbejderforbundet, Kvindeligt Arbejderforbund, HK/Industri og Teknisk Landsforbund.

Politifolk skal på sprogkursus
*Københavnske politifolk på Nørrebros nærpolitistation er gået igang med at lære arabisk. Ideen opstod efter de uroligheder på Blågårds Plads, der blussede op sidste år.
"Det er ikke meningen, at vi skal gå rundt og tale arabisk. Hovedsproget er stadig dansk. Men hvis vi kan hilse og sige et par ting, så får vi en anden indgangsvinkel. Vi viser en interesse i deres kulturelle baggrund," siger den daglige leder af nærpolitistationen, Bent Olsen.

Mexico smider jornalist ud
*Mexicos regering skærper kampen mod det korps på cirka 200menneskerettigheds- obersvatører fra USA og Europa, som i disse dage besøger landets sydlige, urohærgede Chiapas-provins. Et af medlemmerne, en amerikansk journalist, er blevet smidt ud af landet, fordi han ifølge regeringen "har deltaget i politiske aktiviteter.
Mexicansk politi har også kortvarigt tilbageholdt flere end 100 af de udenlandske menneskerettigheds-observatører i byen Polho, da de var på vej til den lille landsby Acteal, hvor 45 indianske kvinder, mænd og børn blev myrdet to dage før jul sidste år. Indianerne blev dræbt af en paramilitær gruppe, som menes at stå regeringspartiet PRI nær.
Flere i observatørkorpset, der omfatter alle mulige forskellige nationaliteter, blandt andet tre danskere, har givet udtryk for, at de - når de kommer hjem - vil forsøge at presse deres hjemlige regeringer til at blokere for en associeringsaftale mellem EU og Mexico.

Gratis børnehave til fremmedsprogede
*Indenrigminister Thorkild Simonsen (S) overvejer at give alle fremmedsprogede børn mulighed for at få gratis plads i børnehaven.
"Uden at have drøftet det med nogen tror jeg, at det vil være en god ide at overveje, hvis alle indvandrerbørn, der ikke taler dansk, tilbydes en gratis børnehaveplads det første år," siger indenrigministeren til Beboerbladet, der udgives af Boligselskabernes Landsforening.
Han begrunder sine tanker med, at man somme tider må give positiv særbehandling, når man skal integrere for at få lighed.
"Børnene i børnehaven har endnu ikke lært at sige "perker", og de lærer, at der er børn, som ser anderledes ud end dem selv," tilføjer Thorkild Simonsen.
Han understreger, at det er helt nødvendigt at gøre noget, for at børn af indvandrere kan tale dansk, når de begynder i skolen.

Krisen i Asien aftager langsomt
*De asiatiske valutaer blev i går styrket en anelse, da det forventes, at G7-landene på deres møde i London vil udsende en erklæring om en fælles indgriben på finansmarkederne for at støtte de trængte asiatiske valutaer.
Den tyske finansminister, Theo Waigel, satte forhåbningerne yderligere op, da han i går i Jakarta sagde, at den økonomiske krise har taget noget af, omend den ikke er overstået endnu.
G7-kommunikéet ventes også at indeholde et alternativ til Indonesiens eget forslag om en særlig valutaordning, som er blevet mødt med skarp international kritik.
Artikel side 5

Kvindelige soldater i forsvaret
*Folketinget besluttede i går, at kvinder skal have mulighed for at blive soldater.
Der bliver ikke tale om en værnepligt som for mændene, men kvinder, der ønsker det, kan gennemgå en uddannelse i forsvaret på værnepligtslignende vilkår. Efter endt uddannelse skal kvinderne indgå i forsvarets mobiliseringsstyrke på linje med mænd.
Baggrunden for at kvinderne skal have lov at komme i trøjen, er et ønske om at fremme ligestillingen i samfundet, og forslaget fra forsvarsminister Hans Hækkerup (S) blev vedtaget af et enigt Folketing.
Kvinder kan ikke nå at komme med til Golfen, idet loven først træder i kraft den 1. april.

Lovligt at dyrke hamp i Danmark
*Folketinget vedtog i går at gøre det lovligt at dyrke cannabinolfri hamp.
Både Socialdemokratiet og de radikale kæmpede til det sidste mod forslaget med den begrundelse, at det er umuligt for politiet at se forskel på den cannabinolfrie hamp - og den illegale hamp, der for eksempel kan bruges til fremstilling af hash.
Venstres Peter Hansen-Nord erkendte, at politiet, der har protesteret mod forslaget, vil få et kontrol-problem. Men han mente, at man var kommet politiet i møde ved at åbne op for alle mulige former for kontrol.

Dansk kritik af dopingundersøgelse
*Det Internationale Svømmeforbund, FINA, har efter fire dage i Kina, konkluderet, at der ikke er nogen beviser for systematisk doping af de kinesiske svømmere.
FINA har undersøgt forholdene i Kina efter dopingskandalen ved VM i Australien hvor fire kinesiske svømmere blev taget i dopingkontrollen, mens en svømmer og hendes træner blev taget i lufthavnen med væksthormon nok til at holde hele holdet "kørende" ved mesterskaberne.
FINA's konklussioner overbeviser ikke den danske sportschef, Jens Glavind, der skarpt har kritiseret Kina og FINA. Og vreden over de kinesiske svømmeres misbrug er ikke blev mindre af FINA-delegationens besøg i "riget i midten".
"Det kan man ikke undersøge på et fire dages besøg. Min holdning er stadig, at de kinesiske svømmere er dopede. Det kan godt være, at det kinesiske forbund ikke er indblandet, men det bliver de ikke mindre dopede af," siger Jens Glavind til Ritzaus Bureau.

Nordkorea opfordrer til dialog
*Nordkorea har opfordret til en fornyet dialog med politiske partier og organisationer i Sydkorea, og er indstillet på at tale med "hvem som helst", fremgår det af oplysninger, der er sluppet ud af det lukkede, kommunistiske land.
"Vi gør det klart, at vi er villige til at have en dialog og forhandlinger med hvem som helst i Sydkorea, heriblandt også politiske partier og organisationer," citerer det nordkoreanske nyhedsbureau, KCNA, sekretæren for landets kommunistparti, Kim Yong-Sun, for at sige.
Ifølge meddelelsen, som blev kendt i Sydkorea i går, gøres det imidlertid klart, at der ikke kan ske nogen forsoning på den koreanske halvø så længe den sydkoreanske regering vedbliver med at være afhængig af "fremmede magter".
KCNA oplyser, at udspillet fra Kim Yong-Sun kom onsdag i forbindelse med et møde i den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, mellem politiske partier og organisationer.

Svensk FN-observatør bortført
*En svensk militær FN-observatør er blevet bortført og taget som gidsel i Abkhasien i Georgien. Han og tre andre militære observatører fra Uruguay og Tjekkiet blev overmandet af omkring 20 mænd og tvunget bort.
Gerningsmændene kræver som betingelse for at frigive svenskeren og de tre andre, at regeringen i Georgien løslader fem personer, som blev arresteret i forbindelse med et blodigt attentat for nylig mod præsident Eduard Sjevardnadse.
Sjevardnadse slap uskadt fra attentatet.
Gerningsmændene formodes at være tilhængere af den døde georgiske leder Sviad Gamsakhurdia. Der er godt 100 FN-observatører i Georgien, som siden 1994 har overvåget en våbenhvile mellem Georgien og Abkhasien.

Anonyme kritikere skal stå skoleret
*Den konservative leder, Per Stig Møller, er træt af, at anonyme partifæller i tide og utide udtaler sig negativt om hans ledelsesstil til pressen. Efter tip fra selvsamme presse er navne på de lidt for åbenmundede partimedlemmer dukket op på partilederens bord, som understreger, at han ikke selv har været ude og spionere. Per Stig Møller vil nu indkalde de ikke længere anonyme kritikere og lukke munden på dem.

Forhandlingerne i Nordirland står stille
*Sent i går aftes var det endnu ikke afgjort om Sinn Fein med lederen Gerry Adams i spidsen fortsat skal sidde med ved de nordirske fredsforhandlinger.
Den brtitiske regering og fredsforhandlingernes internationale ledere har truet med at udelukke partiet, fordi Den Irske Republikanske Hær (IRA) er mistænkt for at stå bag to mord på protestanter sidste uge i Belfast.
Sinn Fein har protesteret kraftigt mod en udelukkelse men har samtidig forstået at udnytte situationen til egen fordel. Sagen har flyttet fokus fra selve freden til Sinn Fein, som bruger enhver lejlighed til at bedyrde dets uskyld og gode vilje til fred.
Alle regner med, at selvom Sinn Fein bliver udelukket fra forhandlingerne, så vil det ikke dreje sig om mere end et par uger og partiet vil være med fra sidelinjen.
Nyhedsanalyse her på siden

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu