Læsetid: 7 min.

Døgnets nyheder

19. februar 1998

Danske Herkules til Golfen
*Folketinget vedtog i går regeringens beslutningsforslag om at sende et Hercules-transportfly og 33 mand til Golfen under et eventuelt angreb på Irak. Det skete under indædte protester imod to dages hastebehandling fra SF og Enhedslisten, som stemte imod sammen med fem menige socialdemokrater.

Svensk kritik af dansk militærstøtte
*Den Svenske Freds- og Voldgiftsforening kritiserede i går skarpt den danske regerings optræden i forbindelse med Irak-krisen og erklærede, at Danmark med sit villige militære bidrag til et eventuelt amerikansk ledet angreb uden et nyt FN-grundlag skader selve FN.
"Vi er chokerede over, at et nordisk naboland sælger sig til USA's linje i Irak-spørgsmålet. Danmarks ageren bidrager til, at FN's autoritet undergraves endnu mere", siger fredsorganisations generalsekretær, Jens Petersson ifølge Ritzuas Bureau.
Organisationen finder det hyklerisk, at USA bedyrer, at det stræber efter en fælles FN-holdning til Irak-krisen, men samtidig forbeholder sig ret til at gribe ind på egen hånd, hvis andre Sikkerhedsråds-medlemmer ikke følger det amerikanske oplæg.
"USA har ingen ret til at give sig selv muligheden for at fortolke, hvordan FN's resolutioner mod Irak skal opfattes. Det er og forbliver FN's sikkerhedsråd, som har dette ansvar. Hverken USA eller Danmark har ret til at handle egenhændigt i konflikten mellem FN og Irak", siger Jens Petersson, der har bedt den danske ambassadør i Stockholm, William Friis-Møller om et møde.

Uenigehed om investeringsaftale
*Det mislykkedes tirsdag aften for forhandlere fra landene i industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, at nå til enighed om at udkastet til en aftale i april om at fremme og beskytte investeringer på tværs af grænserne.
Der er tale om den såkaldte multilaterale investeringsaftale (MAI), som berører investeringer på over 350 milliarder dollar (2425 mia. kr.) om året. Striden står især mellem USA og visse europæiske lande - især Frankrig - om bl.a. muligheden for at yde statsstøtte til national produktion af film og anden kultur og amerikanske handelssanktioner mod Iran, Libyen og Cuba, der også berører tredjelande. Herhjemme har blandt andet Enhedslisten været skeptiske overfor en sådan aftele, som de mener ikke tager nok hensyn til ulandene.

Estonia-undersøgelse stopper
*Den svenske statsadvokat Tomas Lindstrand, som har ledet efterforskningen af Estonia-katastrofen, sætter punktum for undersøgelsen, skrev Dagens Nyheter i går.
Det har ikke været muligt at stille nogen til ansvar for katastrofen, der kostede 852 mennesker livet den 28. september 1994. Estonias kaptajn omkom under ulykken, og de mange undersøgelser af forliset har ikke kunnet kortlægge, hvem der havde ansvaret for katastrofen.

Udenrigsministeren møder Wei Jingsheng
*Regeringen har besluttet, at udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) skal møde den kinesiske menneskerettighedsforkæmper Wei Jingsheng, når han kommer til Danmark i næste måned.
Beslutningen blev truffet efter den kinesiske viceministerpræsident Li Lanquings officielle besøg i Danmark. Det officielle Kina betragter menneskerettighedsforkæmperen Wei Jingsheng som en statsfjende og Li Lanquing sagde under sit besøg i Danmark, at Wei Jingsheng "er en fjende og en kriminel."
Hidtil har Niels Helveg Petersen været afventende over for et møde med Wei Jingsheng - angiveligt for ikke at støde den besøgende kinesiske topminister.

Kofi Annan tager til Bagdad
*FNs generalsekretær Kofi Annan meddelte i går, at han rejser til Bagdad på fredag i et sidste forsøg på at løse Irak-krisen og afværge den militæraktion, som USA truer med.
Efter et møde med FNs sikkerhedsråd sagde Kofi Annan, at han ankommer til den irakiske hovedstad fredag "med støtte fra hele Sikkerhedsrådet". Men USA's FN-ambassadør Bill Richardson advarede om, at Washington muligvis vil trække sin støtte tilbage.
"Vi ønsker ham alt vel, men vi forbeholder os ret til at modsætte os, hvis udfaldet af rejsen ikke er i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolutioner og vor egne nationale interesser," sagde Bill Richardsom efter sikkerhedsrådets møde.

Røget filet skyld i salmonella-forgiftning
*Mindst 46 personer over hele landet er blevet syge af den såkaldte Salmonella Manhattan-bakterie siden jul. Det oplyser Veterinær- og Fødevaredirektoratet. Nogle har været så hårdt angrebet, at de har måttet indlægges. En undersøgelse tyder på, at udbruddet skyldes skiveskåret, røget filet af svinekød mærket med DK 838 EØF fra Vestjyske Slagterier i Struer. Produktet skal derfor omgående fjernes fra butikkernes hylder. Skiveskåret røget filet har normalt en holdbarhed på 30-35 dage, og det må derfor forventes, at der i mange hjem ligger færdigpakninger med produktet.

FAO anbefaler mindre landbrug
*FN's fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) mener at det er de store hysdyrbestande, der er skyld i de mange sygdomsepidemier blandt husdyr i Europa. Endvidere mener organisationen, at det er nødvendigt at føre mere kontrol med landbruget.
Ifølge Ritzaus Bureau sagde FAO-rådgiver Gareth Davies, at "husdyrindustriens ansvar bør undersøges, fordi den ikke er stand til at tøjle sig selv.

Købehavns Kommune skal købe grønt
*De offentlige institutioner i Københavns Kommune skal i fremtiden kun købe miljørigtige produkter, mener hovedstadens nye miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF).
"Børnehaver, skoler, plejehjem med videre skal fremover købe "grønt" og i det hele taget opføre sig mere miljøbevidst," siger miljøborgmesteren til Ritzaus Bureau.
Miljø- og forsyningsudvalgetdvalget skal til maj behandle en konkret handlingsplan for grønne indkøb i de institutioner, der ligger inden for udvalgets område.

LO forudser snarlig konflikt
*LO-formand Hans Jensen vil mandag på anbefale forligsmanden at indkalde overenskomstparterne indenfor industrien og påbegynde mægling om en ny overenskomst, siger Hans Jensen til Ritzaus Bureau.
Anbefalingen kommer på grund af de stillestående forhandlinger i industrien, der blokerer for, at resten af parterne på det private arbejdsmarked får forhandlet en overenskomst igennem.
Arbejdsgiverne har nemlig givet hinanden håndslag på, at industrien skal være toneangivende i forhandlingerne, hvilket betyder, at industrien skal være først med et forlig.
LO forudser konflikt, hvis ikke snart der sker et gennembrud i overenskomstforhandlingerne.
"En indgriben er efter LO's opfattelse eneste mulighed for at undgå storkonflikt", understreger Hans Jensen til Ritzaus Bureau.
Dansk Arbejdsgiverforening vil ikke udtale sig om LO's udspil før efter mødet i Forligsinstituationen.

Flertal for patenter på gen-materiale
*Et meget stort flertal i Folketinget er parat til at støtte vedtagelsen af et nyt EU-direktiv om patenter på det bioteknologiske område.
Det fremgik af en redegørelsesdebat i går, der især samlede sig om risikoen for, at ulandene bliver sorteper ved for eksempel i værste fald at skulle betale for de afgrøder, som man selv dyrker, fordi der er taget patent på dem.
Regeringen, Venstre, de konservative, CD og SF hæftede sig ved, at direktivforslaget, der rummer mange andre bestemmelser, i det store hele er en imødekommelse af danske indvendinger.
Det var kun Enhedslisten, som var direkte modstander af direktivet, som er blevet kritiseret af en række danske miljø- og bistandsoraganisationer heriblandt Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og WWF-Verdensnaturfonden.

Inderigsministeren får en irettesættelse
*Et enigt finansudvalg sendte i går en skriftlig irettesættelse til indenrigsminister Thorkild Simonsen (S). Ministeren kritiseres for at have givet udvalget "ufuldstændige oplysninger" om værdien af de seks flygtningelandsbyer, Danmark har doneret til Polen.
Finansudvalget bevilligede i oktober sidste år 30 millioner kroner til at sende de tomme danske landsbyer til Polens ofre for sommerens oversvømmelser.
Ifølge Indenrigsministeriets oplysninger til udvalget havde hver landsby en værdi på omkring syv millioner kroner. Men senere viste det sig, at landsbyerne kun var 1,5 millioner kroner værd i reel handel.
"Og det er uacceptabelt," skriver finansudvalget i brevet til ministeren.

RUC-studerende stopper boykot
*De første års studerende på RUC's basisuddannelse har efter 12 dages studieboykot genoptaget deres arbejde. De studerende mener, at der er for få ressourcer sat af til studierne - især på den humanistiske internationale basisuddannelse.
Nu tager de studerende fra RUC kontakt til de andre universiteter i Danmark og håber at kunne sætte gang i en general debat om revision af den bevillingspolitikken for de højere uddannelser.

Retssag mod Sinn Fein udsættes
*Retssagen, der skal afgøre om Sinn Fein fortsat skal deltage i de nordirske fredsforhandlinger, blev udsat i går.
Sinn Fein, der er den politiske fløj af Den Irske Republikanske Hær (IRA), er i fare for at blive udelukket fra de igangværende forhandlinger om en løsning på den mangeårige konflikt mellem katolikker og protestanter i Nordirland.
IRA beskyldes for at stå bag to mord på protestanter, og derfor vil regeringerne i Irland og Storbritannien, der arrangerer fredsforhandlingerne, udelukke Sinn Fein.

EU-stop for dumpning af olieplatforme
*Ifølge et forslag fra miljøkommissær Ritt Bjerregaard bør omkring 600 platforme efter endt brug bringes ind på land og genbruges eller oplagres i sikre depoter.
Langt de fleste af platformene befinder sig i Nordsøen, og planen vil medføre, at 15-20 af dem skrottes hvert år. Det anslås at ville koste 550 mio. kr.

Deng Xiaoping mindes
*Overalt i Kina forbereder man årsdagen for Kina's tidligere leder Deng Xiaoping død med mindeudstillinger og hyldestcermonier.
"Socialisme med et kinesisk ansigt" lød det fra Deng Xiaoping, da han som den første kinesiske leder lempede for markedskræfternes frie spil i den socialistiske folkerepublik. Og den sentens klynger hans efterfølger, Jiang Zemin sig stadig til - i mangel af bedre.
"I det forløbne år har hele den kinesiske befolkning været i sorg over tabet af en stor statsmand og hjernen bag Kina's reformer, åbenhed og modernitet," sagde Jiang Zemin, der ifølge politiske iagttagere har svært ved at kæmpe sig ud af Deng Xiaopings skygge.
"Kineserne kender Mao's lære og Dengs teori. Men Jiang Zemin er endnu ikke kommet på noget, som kan gøre ham til en stor mand ligesom Mao og Deng," siger en politisk iagttager til Reuters Bureau.
Jiang Zemin er dog 'stor nok' til at holde det kinesiske folk i et jernhårdt greb, der anser kritikere af styret for "kriminelle og fjender af staten". Det gælder blandt andet menneskerettighedsforkæmperen Wei Jingsheng, som kommer til Danmark i næste måned.
Under sit netop overståede officielle besøg i Danmark advarede den kinesiske vicepremierminister Li Lanquing netop mod Wei Jingsheng.
Den danske regering har dog besluttet sig for at trodse advarslen og meddelte i går, at Udenrigsministeren skal mødes med Wei Jingsheng.

Redigeret af Manja Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu