Læsetid: 7 min.

Drejebog i korte klip

7. februar 1998

Intermetzo
Statsministeren skrev et brev til den betrængte præsident Clinton: Dear Bill, Did You get anything on the stupid lately? Love from me and Lone, You knows.
Spas til side. Hvem har ikke lyst til at skrive til dette belejrede stykke mandfolk, der slæber rundt med sit ulyksalige ry for ikke at kunne lade noget kvindekød i nåhøjde forblive uberørt. Kære Bill, keep up Your head...Oh, sorry, I mean, face the world...Oh, sorry, I mean fuck them! Ahr, forget it man and keep cool, man! All of us from Denmark, Your old friends, remember, from Old Square in Copenhagen, You know with all the small Dannebrogflags?
Danske politikere med statsministeren i spidsen priser sig lykkelige over, at det (endnu) ikke er kommet så vidt her i landet, at en og anden forstyrret erhvervspraktikant på Christiansborg kan gøre sig selv og sine fantasier til brændpunkt i hele verdens forstørrelsesglas. Eller at en og anden statsadvokat (en Clan?) presset af omstændighederne, kunne finde på at gøre en evighedsundersøgelse af den politiske tops underlivsbevægelser til karriere og levevej.
I andre sammenhænge ville et sådant rygte, som Bill Clinton mere eller mindre berettiget har opnået, være dollars værd i et machosamfund for en mand, der har alt. Tænk bare. Man skal også lige huske på, at ingen til dato har beskyldt præsidenten for direkte voldtægt, hvilket logisk indebærer, at kvinderne, såfremt sladderen en dag bliver verificeret for alvor, også på deres side vil ét og andet med Williamboy. De er jo ikke allesammen løbet skrigende bort.
At sex og vold hænger nøje sammen i en amerikansk virkelighed demonstrerede henrettelsen af den dødsdømte øksemorderske Karla Faye Tucker i Texas forleden. Selve forbrydelsen for hvilken hun blev dømt i sin tid havde texanske dimensioner:
Karla Faye Tucker plus et stk. mandlig kollega hakkede for små femten år siden to andre mennesker til døde med en isøkse for til sidst at plante dette overdimensionerede haveredskab i brystkassen på det ene af ofrene - en i sammenhængen vist nok sagesløs men - ulykkeligvis for hende - tilstedeværende kvinde. Det mandlige offer havde imidlertid spildt motorolie på morderskens gulvtæppe, hvilket jo alt afhængigt af gulvtæppets beskaffenhed og pris kan siges at være grundlag for en slags motiv.
Karla Faye Tucker, hvis levevej var den prostitueredes, var ifølge tilgængelige rapporter i gerningsøjeblikket, omend ikke utilregnelig, så i hvert fald stofmisbruger i betragteligt omfang, hvilket til tider næsten kommer ud på det samme. Fjorten år på dødsgangen fik Karla Faye Tucker til at overveje sin utilgivelige gerning. Alle appeller forgæves.
Uanset, at mordersken fra første færd in the can betroede sig i Jesu Kristi favn og hengav sig til bøn og salmesang, samt giftede sig med en præst fra kvindefængslet, fandt myndighederne ingen grund til at gøre nogen undtagelse fra reglen om øje for tand og økse for økse.
Hvor mange gang har man ikke overværet scenen i gamle amrikanske film! Den dødsdømte sidder i nystrøgen skjorte og drejlselsbukser (i erindringens selvbedrag James Cagney, Humphrey Bogart eller Paul Muni). Vogterne, en tyk og tynd, er inderst inde på den dømtes side. Lyssætningen i dødscellen som kun fotograferne og elektrikerne i datidens Holywood kunne lave lyssætning i en dødscelle.

De taler lavmælt og som mandfolk. Om alt andet end det forestående. Den tykke vogter vender ansigtet bort. Det sidste måltid. De taler nu om døden uden at tale om døden. Den dødsdømte taler om sin gamle mor i Montana, som for alt i verden ikke må få at vide, hvordan det hele endte. Den tynde vogter vender ansigtet bort. Tunge skridt i den store fængselsgang udenfor. Flere folk på vej. Sømbeslåede støvler. Tramp, tramp. Klirren af nøgler. Lavmælte ordrer. Fængselspræsten i celledøren. Lukkes ind. Ung, synligt utilpas ved situationen (i erindringens selvbedrag Karl Malden). I need no prayers, father. All my life I lived without. I intend to die that way. My son... Anyway, when it is all over, go, father and tell me ol' ma'... Den dømte tager sig i det. Ansigtet hårdt som asfalt i februar. Præsten vender ansigtet bort. Klip til nær. Tåre i den tykke vogters øje. Fængselsinspektøren i stribet habit med vest med urkæde og kortklippet a la Hoover. Læser dommen op. En hjælper sprætter revner i den dømtes tøj. Håndjern. To mand på hver side. Afsted den korte lange vej til... stolen i nær. Klip til Cagney. For første gang en trækning ved munden. En vaklen. Glimt af panik. Men intet sammenbrud. Sætter sig selv i stolen. Fængselspersonalet farer til og gør ved. Remme spændes, elektroder anbringes, bøjlen over hovedet trykkes mod den barberede isse. Præsten messer. Hætten helt på plads. Total af manden i stolen. Nær til ur. Klip til rummet udenfor. Knivafbryder. Nær.

Klip til regeringsbyen. Guvernørens embedsbolig. Guvernørens børn leger i haven. Guvernørens hustru har damer til te. Latter og overfladisk konversation. Guvernørens kontor. Guvernøren ryger cigaretter. Før dét var forbudt. Nær til askebæger. Fyldt med cigaretskod. Klip til gammel mor i Montana. Fodrer intetanende høns. Klip til bil i rasende fart. Den dødsdømtes veninde (i erindringens selvbedrag Lauren Bacall). På vej til mor. Uafvidende ligger mor - af alle - inde med nøglen til benådning. Klip til brev på mors servante. Nær til stor sten på vejen mod mor. Klip til ur i knivafbryderrummet. Klip, telefon nær. Guvernørens hånd med cigaretten. Hånden tøver. Bilen i rasende fart. Stenen. Bilhjul møder sten. Uundgåeligt som henrettelsen. Nær Bacalls øjne. Rædsel. Udskridning. Bil i afgrund. Bacalls udslåede hår på klippen. Antydning af blod i græsset. Klip til telefon. Guvernørens hånd. Hånden trækkes tilbage. Vidner, bøddel, fængselsinspektør. Uret. Hånd på knivafbryder. Inspektøren. Umærkeligt nik. Karl Maldens underbid. Øjne, vidt opspilede. Knivafbryder sluttes. Lyset blafrer og går ned. Reflektorer i fængselsgård fader. Det rykker i manden i stolen. Klip til høns. Mor har hørt braget fra bilen. Rynket pande. Vidnerne, bødlen, vogterne, inspektøren, præsten. Ser ned i gulvet. Guvernøren. Hånden for ansigtet, cigaretten i askebægret. Musikken op. Nærbillede af himlen.
The end.

Guvernøren havde i sin hånd at benåde den dømte, således som amerikanske guvernører har haft det hver gang USA's 38 stater brugt dødsstraf siden 1976, hvor dødsstraffen ved en højesteretsbeslutning genindførtes, har sendt deres mest udprægede sociale tabere over i en påstået bedre verden. Alene Texas' guvernører har ved at fraskrive sig benådninger siden 76 henrettet 144 dødsdømte. Den nuværende guvernør, George Bush, søn af tidligere præsident af samme navn og med egne præsidentambitioner, har sanktioneret 59 - nu 60 - henrettelser i sin regeringstid. Dog skal det retfærdigvis tilføjes, at guvernøren ikke som i filmene egenhændigt har bemyndigelse til benådning. Et nævn på 18 medlemmer tager endelig stilling. Af de 18 skal 10 stemme for benådning. En detalje vidner om vanskelighederne ved i sidste øjeblik at redde livet indespærret på dødsgangen i det texanske fængselsvæsen: Rådet mødes ikke og påhører ingen udsagn, allermindst fra den dødsdømte. Rådsmedlemmerne afgiver deres indstilling pr. brev. Efter dette næsten ubrydelige flertals synspunkt haver guvernøren sig godhedsfuldt at rette. Og gør det ifølge hr. Bush' egne udsagn om dødsstraffens velsignelser hjertens gerne. Det lader ikke en gang til, at henrettelserne i USA - endsige i Texas - for de politisk ansvarliges vedkommende er forbundet med en eller anden form for sjælekval eller blot second thought. Såfremt det er tilfældet, holder politikerne det i hvert fald godt skjult.
Ikke som den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing (1974-81) i hvis enevældige magt det faktisk lå at benåde dødsdømte. I de år henrettede man stadig folk som i de glade dage under revolutionens rædselsregimente ved brug af den noble dr. Joseph Ignace Guillotins effektive opretstående opfindelse.
På et tidspunkt i Giscards regeringsår begav det sig det så, at en dødsdømt, der ifølge dommen skulle have forgrebet sig på et barn, og hvor skyldsspørgsmålet i øvrigt senere blev rejst igen, fik sin sag for hos præsidenten.
Kun denne kunne nu afgøre den dømtes fremtid eller mangel på samme.
Giscard fik faktisk vendt situationen til egen fordel, således at det var ham, det var synd for. I en hjertegribende beretning til det franske folk fortalte den stakkels præsident, hvordan det var at vandre ensom rundt i Elyséets tomme korridorer hint daggry, hvor pariserne endnu ikke var stået op for at hente morgencroissanter, og kun præsidenten, il même, vågede over folkets ve og vel.
I denne ophøjede ensomhed, som ingen dødelig ville være i stand til at sætte sig ind i, traf han så sin beslutning, gjorde præsidenten. For at klippe en kort historie kortere var der ingen kære mor, den dødsdømte skulle af med knappen, uanset hvor meget denne ensomme afgørelse dog pinte den følsomme præsident.
Hvad angår gamle amerikanske film, der har inspireret til dele af denne klumme, skal klummisten gøre eventuelle læsere opmærksomme på TNT-kanalen, der (næsten) udelukkende sender kvalitetsfilm - ofte rene klassikere. Så er det da værd at se lidt fjernsyn igen.
Klip.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu