Aldrig har man kunnet beskylde Den Økonomiske Monetære Union for at være et muntert og folkeligt tilløbsstykke. Tværtimod har Den Europæiske Unions hofprojekt, ØMU'en, været fyldt med svært tilgængelige tekniske terminologier om konvergens og andre begreber fra den såkaldt økonomiske videnskab. Så svære, at mange borgere forlængst er stået af og har forladt det europæiske teater, mens fremtrædende økonomer, politikere og EU-eksperter på scenen taler i munden på hinanden om dette "velsignelsesrige" projekt.
Sådan er det ikke i Italien, hvor man hverken lider af dansk skepticisme, britisk ø-mentalitet eller den rationelle tyske disciplintænkning, men foretrækker at gøre selv tunge politiske spørgsmål til underholdning, et godt show. I søndags sendte den statslige fjernsynsstation RAI et fem timers glitrende underholdningsshow om netop ØMU'en.
En slikket mandlig tv-vært omgivet af letpåklædte kvindelige sex-symboler søgte at animere seerne til at deltage i en tv-afstemning om hvilke kulturelle personligheder og historiske værker, der bør pryde de kommende europæiske mønter.
Mere end halvanden million italienere brugte stemmeretten i et til lejligheden indrettet
fjernsynsdemokrati. Mange stemte for at få Romerrigets "underholdningsarena" Colosseum på euro-mønterne. Andre håber, at euro'en giver Europa en renæssance: tv-demokraterne vil have Boticellis udtryks- og lidenskabsløse muslingekvinde i Venus' fødsel på en anden mønt.
Den italienske regering foreslår derimod, at en euro-mønt bør bære Leonardo Da Vincis nøgne muskuløse "renæssance-mand", der i perfekt harmoni strækkes ud i alle vinkler. Og det er i sin skønneste orden. Drømmen om den perfekte og harmoniske orden styret af den oplyste menneskelige fornuft ligger ikke fjernt fra den ånd, som skabte Maastricht-traktaten.
Det uopsigelige broderskab regner man med bliver til virkelighed, når et europæisk topmøde den 1.-3. maj udvælger euro-landene og måske fastfryser euro-landenes valutakurser. Bankerne, virksomhederne og regeringerne er godt igang med forberedelserne til den store festdag.
Derfor var det upassende, at 155 økonomiprofessor af den bogstavtro tysk-østrigske skole med et indlæg i aviserne Frankfurter Allgemeine Zeitung og Financial Times krævede "en velovervejet udsættelse i et par år", fordi økonomiens nuværende tilstand i kernelande som Tyskland, Frankrig og Italien er "højest uegnet som udgangspunkt for møntunionen".
Europas strukturelle problemer og høje arbejdsløshed er, som de 155 "sure" professorer rigtig nok påpeger,
ikke blevet bedre siden Maastricht-topmødet i 1991, men forværret. Kun en rigoristisk håndhævelse af de berømte konvergenskrav til budgetunderskud, gæld og inflation kan forhindre, at euroen bliver svag.
Den tyske forbundskansler Helmut Kohl vil ikke lytte til professorerne. Tiden er moden til at danne møntunionen, og det er i Tysklands interesse, fastslog han i kommentar... og udenrigsminister Klaus Kinkel istemte med, at ØMU'en er lige så sikker som Amen i kirken.
En kansler som Kohl skal have blikket rettet mod fremtiden, fast besluttet på at skabe historie og forene Europa om den fælles mønt. Præcis som ved den tyske møntunion og genforening efter murens fald give sin stærke politiske vilje forrang for økonomiens trivialiteter. Viljen alene sikrer ikke, at den europæiske mønt bygger på en fælles identitetsfølelse, eller nationalisme som i D-markens land. Hele 7 ud af 10 tyskere er modstandere af ØMU'en og euroen, og for første gang viser meningsmålinger for hele EU, at den folkelige skepsis nu er blevet så stor, at mere end halvdelen af befolkningerne siger nej til projektet. Men dem gider EU's politiske lederskab ikke længere lytte til. Den demokratiske diskussion er afsluttet. Og de rigoristiske konvergenskrav fra Maastricht, som de 155 professorer kræver overholdt, tager politikerne ikke længere så alvorligt - også lande, der ikke kan klare kravene ser ud til at komme med i ØMU-togets første klasse.
Det fik tirsdag et rådsmedlem i den tyske forbundsbank, Reimut Jochimsen, til at sige, at man dermed har "degraderet hele konvergenstesten til en underholdningsbegivenhed... det hele ender som en vittighed og helt sikkert ikke som en troværdig beslutning".
Når ØMU'en og euroens værdi gøres økonomisk - og demokratisk set - utroværdig, så er det ikke bare en vittighed, så kan det også blive farlig politisk dynamit for Europa. Og efter festfyrværkeriet og det store brag vil smilene i showet stivne, centraleuropæerne må kigge langt efter et medlemskab, EU-landene vil få rasende travlt med at klinke skårene, og befolkningernes frustrationer vil måske forværres i ubehagelig grad.
Lad os håbe, det ikke går sådan.
