Læsetid: 4 min.

Eksotiske billeder og ustyrlige fantasier

17. februar 1998

Malmros' 'Barbara' præsenteret i Berlin sammen med film fra Brasilien og Argentina.
Og Coen-brødrene med tomme kalorier

FESTIVAL
BERLIN - Mandag var dagen, hvor Nils Malmros' Barbara mødte det internationale publikum. I eftermiddag ved den egentlige officielle visning, men her til formiddag for pressen, hvor reaktionerne var beherskede men høflige.
Ved det efterfølgende pressemøde, hvor den skandinaviske verdenspresse fyldte godt i den bemærkelsesværdigt tyndt besatte sal, søgte middagspressen energisk at finde en udlænding der havde set filmen og ville sige noget om den. Efterfølgende fortalte instruktøren om romanen, sin fascination og de vanskelige optagelser på Færøerne og om hvordan de franske sejlskibe var fotograferet i Caribien, puttet i en computer der tre-doblede antallet, hvorefter de blev flyttet til Færøerne.
Måske har filmen med de fotogene og eksotiske lokaliteter en international mulighed. Det er i hvert fald en af filmkunstens fascinationsformer, at vi i biografens mørke kan møde fremmede verdener og mennesker, som vi for en stakket stund lærer lidt at kende. Som f.eks. i Walter Salles' brasilianske konkurrencefilm Central do Brasil. Instruktørens debut fra 1995, Tierra estrangeira, der har kunnet ses i Filmhuset i København i 96 i en brasiliansk serie, var en poetisk sort-hvid road movie, der i markante billeder førte hovedpersonerne fra Brasilien til Portugal. En lovende og meget rost debut der i sit billedsprog viste et oplagt talent.

Veldrejet brasiliansk film
Den nye film har også road moviens karakter, men også en vis sentimentalitet i fortællingen, der har ikke så få billeder, der minder om glarmesterkunstens sigøjnerbarn med en tåre i øjet, men også rummer en fin lille historie og dertil betagende billeder fra de øde nordøstlige egne af Brasilien.
Hovedpersonen er knægten Josué, hvis mor dør ved et færdselsuheld, og som vil finde sin forsvundne far, der i hans øjne er et idol. Den anden hovedperson er Dora, en pensioneret lærerinde, der tjener lidt ekstra i en lille bod på Rios hovedbanegård, hvor hun skriver breve for folk. At kun de færreste bliver sendt er en anden sag.
Dora er en noget kynisk overlever, der en dag skriver et brev for Josué og hans mor til den forsvundne far. Hun tager sig lidt af Josué, men får så for gode penge solgt ham til en kvinde, som det antydes vil få ham myrdet for at sælge hans organer. Her rykker man lidt i stolen og forventer en anden film end den man får.
For det vi får, er historien om det umage pars lange rejse ind i det ukendte efter den ukendte far. Og selvfølgelig ændres hans stædige egenrådighed og hendes modvilje til en mere gensidig forståelse og accept, en form for menneskelig varme under den lange rejse mod en far de aldrig når, men hvem Josué vist efterhånden får et mere nuanceret billede af.
Det ville være forkert at sige, at landskabet er hovedpersonen, men det spiller en vigtig rolle i denne veldrejede men også traditionelle lille film om en rejse, hvor begge bliver klogere.

Argentinsk, der huskes
Lige så særegen er den verden vi møder i den 27-årige Gregorio Cramers debutspillefilm Invierno mala vida/Vinterland fra Argentina. Men her er i tilgift en helt usentimental fortælling, en sær og indimellem surreel beretning om en rejse i det øde og vindforblæste sydlige Argentina, Patagonien. Fra de første indstillinger af landskabet, tingene, menneskene er man overbevist om, at være i hænderne på en instruktør der kan se sin verden, kan skabe stemninger og har filmisk rytme i kroppen.
Her møder vi den alkoholiserede Valdivia, en småforbryder, der slår sig igennem med mærkelige småjobs - som f.eks. at skulle fragte et får - et gyldent får - til den mystiske senor Ramenfort, som vi aldrig får at se. Også Valdivia har en drøm om dette mytiske får, men det han sælger til Ramenfort, har han selv farvet, og med det begiver han sig ud på en rejse i et bart, ugæstfrit og forblæst månelandskab. Man tilgiver gerne det indimellem lidt uklare fortælleforløb, der måske nok hænger sammen med en produktionstid på fire år. Men filmen får denne udsendte til at huske instruktørnavnet.

Tomme kalorier
I konkurrenceprogrammet har det nyeste udspil fra
Coen-brødrene været præsenteret. The Big Lebowski er titlen, men filmen er kun 'big', som en Big Mac og lige så fuld af tomme kalorier. Det er Chandler og noir-filmen der holder for, men i en form, der minder om deres The Hudsucker Proxy mere end hovedværker som Fargo og Barton Fink.
I deres nye film snubler indfaldene over hinanden, og visuelt er alt muligt og derfor tilladt. Brødrene kan ikke nægtes visuel fantasi, men her får de den ikke styret. Og sidder man og griner godt i lange passager, summer det sig ikke op til andet end situa-tionskomiske shownumre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu