Læsetid: 6 min.

Elskovens volapyk

20. februar 1998

Yndere af erotisk og pornografisk litteratur kan i år fejre et jubilæum. For 250 år siden sad i Fleet Prison i London en dybt forgældet forfatter og færdiggjorde dén roman, der skulle blive ophidselsens og forargelsens klassiker nummer ét, Memoirs of a Woman of Pleasure, bedre kendt under jeg-fortællerens navn Fanny Hill.
Værket offentliggjordes først i The Monthly Review, hvis redaktør, boghandler Ralph Griffiths, betalte John Cleland 20 guineas for rettighederne og selv skovlede mindst 10.000 pund hjem på den efterfølgende bogudgave (1748-49). Sikker blev skandalen og salgssuccesen, da bispen af London nedlagde protest mod bogen - for obskønitet. Forfatteren måtte stå frem for Privy Court og forsvare sit værk; men da hverken Cleland eller Griffiths blev straffet, sprøjtede trykkeren lystigt bøger ud til det nyfigne publikum. Efter biskoppens mening pådrog Cleland sig dermed ansvar for to små jordskælv, som i 1750 ramte hovedstaden!
Skønt dette nok var at gøre forfatteren lovlig stor ære, har der nu aldrig hersket tvivl om hans litterære hensigt. Fanny Hill vil ikke bare gavne og fornøje, den vil også pirre og forarge, hvad den opnår ved at give læseren et pikant katalog af seksuelle udskejelser og raffinementer, alt nedtegnet med imponerende kendskab til kvindens fysiologi og intime muskulatur, men også med betydelig sans for ekspressive effekter.
Hør blot hvorledes Fanny skildrer sine fornøjelser i selskab med den unge tjener, Will, i det hus, hvor hun 'holdes' af Mr. H: "Vor fryd tiltog vidunderligt i forhold til vore fælles berøringer i den så vigtige del af mig, hvor jeg nu havde optaget ham, og som nu, fyldt til randen som den var, udvidet, revnefærdig, gav ham så rigelig plads! så ømt et tryk! så kraftig en sugning! gav og tog usigelig fryd!"

Ikke bare sex
Da hun på næste side mærker, at Will har svært ved at holde trit med hende på vej op mod glædens højdepunkt, tager hun, allerede erfaren, opmuntrende kunster i brug: "Jeg strammede ikke alene gjorden om min hvileløse gæst, ved hjælp af en hemmelig fjeder, der adlyder viljen i de dele, men listede min hånd ned til den pose af naturens lækreste honning, der så smukt er vedhængt den ledning, hvorigennem vi modtager den. Der berørte og klemte jeg meget blidt disse søde, rundede beholdere; den magiske berøring virkede øjeblikkeligt og forøgede tegnene på den søde pine, det hensmeltende øjeblik, da glæden dør af glæde og dens mærkelige redskab besejrer den ophidselse, den har forvoldt i de dele, ved at overgyde dem med en strøm af varm væske, som i sig selv er det største pirringsmiddel, og som de tørstigt opsuger lig den varmblodige igle, der for at kølne sig selv uopholdeligt tiltrækker al væde inden for rækkevidde."
Malcolm Bradbury har udtalt, at Fanny Hill i virkeligheden måske handler om æstetik i lige så høj grad som om sex. En stilistisk detailanalyse af de clelandske elskovsscener blotlægger i hvert fald en ikke betydelig hittepåsomhed, hvad metaforer angår, ja, det slår ikke fejl, at når klæderne falder og begæret for alvor sættes i spil, tiltager antallet af verbale omskrivninger drastisk, og fremfor at kalde tingene ved deres rette navne, omgiver forfatteren kvindens og mandens kønsdele med en mangfoldighed af ord, der betyder noget helt andet. Botanik og zoologi, gastronomi og malerkunst, økonomi og landbrug, topografi og meteorologi, smedehåndværk og krigskunst - utallige er de områder, der får lov at levere metaforik til Fannys udfoldelser. Har forfatteren mon i sine billedsprogs-excesser søgt at nærme sig et begærets ursprog, et seksualitetens volapyk? I hvert fald skulle spekulativ filologi blive et hovedanliggende for Cleland, der på sine gamle dage fantaserede om et internationalt kunstsprog på keltisk fundament.
Om forfatterens liv og virke vides, at han blev født i 1709 som søn af en skotsk officer og embedsmand, og at han 1728-40 var frivillig i den engelske Indiens-hær. 1741 kom han hjem til London, hvor han førte et lidt ustabilt liv. Efter successen med Fanny Hill, der kunne have gjort ham hovedrig, hvis han i tide havde fået en ordentlig kontrakt, forsøgte han sig i samme frivole genre med The Memoirs of a Coxcomb (En udhalers erindringer, 1751), som nu ikke blev nogen sællert. Senere fulgte dramatiske arbejder, der i dag er helt ukendte, og et mangeårigt virke som journalist. I hans 80. år udkom et lille skrift Specimen of an Etimological Vocabulary or Essay by Means of the Analitic Method to retrieve the Ancient Celtic (1787), og det er her, han skitserer sit oldkeltiske esperanto.
Boswell beskriver den ældre Cleland som en bitter, gældstynget excentriker. Han førte en skyggetilværelse, én gang for alle stemplet som uforbederlig libertiner.
Dette hans rygte er både berettiget og uberettiget. Fanny Hill er nok fræk og frivol, men også raffineret som roman. Den tager sig friheder såvel erotisk som litterært, men det er på en måde synd, at det første har overskygget det sidste.
Kort fortalt følger romanen en ung pige fra landet, der efter sine forældres død drager til storbyen, hvor hun udsættes for bundløse farer og fristelser. Hun udnyttes groft af kvinder og mænd, men sejrer alligevel i kraft af sin rene, uskyldige sjæl, sit gavmilde, åbne hjerte og sin smukke, robuste krop. Herom beretter hun - i overensstemmelse med tidens litterære smag - i to breve henvendt til en veninde, og garneret med ivrige forbehold og forklaringer, der overbeviser læseren om, at der bag den bølgende barm banker et hjerte af guld.

Læseren kan vælge
Som i de gode gamle romaner, på Clelands tid flunkende nye, såsom Daniel Defoes Moll Flanders (1722) og Samuel Richardsons Pamela eller Dydens Løn (1740), ender alt på allerbedste måde. Fanny glider ikke ned i syndens fordærv og havner ikke som flere kolleger hos en gammel liderlig herre, nej, hun forenes til sidst med sin Charles, manden i hendes liv, den første mand hun gav sig hen til, ham hun skulle have haft og fra starten ville have fået, hvis ikke en ubarmhjertig skæbne havde sendt ham til Indien og hende på horehus. Med ham, den eneste ene, kan krop og sjæl blive ét og glæden således fuldkommen.
I kraft af denne slutning sammenvæves hos Fanny Hill to tilsyneladende modstridende litterære mønstre: på den ene side den 'lave' pikaresk-roman, på den anden side den i tiden yndede 'følsomme' genre. Inden for den første model gennemløber værket en mangfoldighed af polymorft-perverse muligheder. Men i den anden model findes kun den eneste ene. Læseren kan selv vælge; men eftersom man af Cleland aldrig lades i stikken, hvad pirringsmuligheder angår, kan det nok ikke udelukkes, at bogen trods sin pæne morale af svage sjæle er blevet brugt som det, Erica Jong i et forord til romanen kalder et masturbations-hjælpemiddel.
Fanny selv forbliver evindeligt uskyldig. Vælter sig i lastens pøl, men foretager sig efter eget udsagn intet forkert, begrunder tværtimod alt med elskelig common-sense-logik. Over aktiviteter på senge, sofaer, stole, værtshusplankeborde m.m. lægger forfatteren forsorent et forsonende skær, der tillader læseren at glemme sin ambivalens og med skyldfri fornuft give sig ufornuften i vold. Som litterær bedrift et jubilæum værd!

*Der er citeret efter Poul Malmkjærs og Hanne Ringsteds danske oversættelse, som udkom på Thaning og Appels Forlag i 1964 og skulle opleve adskillige genoptryk... Erica Jongs forord kan læses i Lindhardt og Ringhofs nye udgave fra 1981, udsendt i kølvandet på hendes re-make af Clelands roman i Fanny (1980, da. 1981).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu