Læsetid: 6 min.

EU-parlamentarikere et ekko af styrets retorik

14. februar 1998

EU-parlamentets delegation til Algeriets var en fiasko. Europa må kræve større indsigt med hvad der foregår i landet

Efter seks års myrderier og massakrer er Algeriet for alvor kommet på den europæiske dagsorden. Situationen i landet har været genstand for drøftelse i Europarådet og i det danske Folketing, som den 3. marts vedtog at arbejde for større adgang til information om, hvad der egentlig i foregår landet.
EU-trojkaen besøgte i januar Algeriet med henblik på at diskutere mulighederne for europæisk hjælp til bekæmpelse af terrorismen. I tirsdags vendte en delegation fra EU-parlamentet hjem fra Algier efter et fem-dages besøg i landet. Europa-parlamentarikernes formål med turen var ligeledes at samle viden om situationen samt indlede dialog.
To spørgsmål presser sig på: Hvorfor begynder Europa at interesse sig for Algeriet nu? Og hvad nytter de igangsatte initiativer? Hvad det første spørgsmål angår, kalder det selvfølgelig på undren, at der skal gå seks år før EU i hvert fald officielt sætter Algeriet på dagsordnen. I EU's seks tavse år er et meget stort antal mennesker blevet slået ihjel. Ingen kender tallene, som de fleste, dog med undtagelse af Algeriets regering, skønner ligger i en størrelsorden på 60-70.000. Flere tusinder er forsvundet i myndighedernes maskineri. De fleste er formentlig blevet likvideret, nogle døde som følge af tortur og nogle er gemt væk i fængslerne. Lakoniske nyhedstelegrammer har gang på gang meddelt om dræbte kvinder og børn ved massakrer. Algeriere har skrevet om den manglende retssikkerhed i landet.
Officielt har EU intet foretaget sig for at få massakrerne stoppet før i januar i år. EU har siden 1996 forhandlet med Algeriet om en partnerskabsaftale i forlængelse af Barcelonakonferencen i november 1995. Her indgik EU og de sydlige Middelhavslande en aftale om økonomisk samarbejde og politisk dialog. Ved den afsluttende pressekonference førte den algeriske udenrigsminister det store ord: Barcelona markerede indgangen til en æra i Middelhavet, hvor landene gennem økonomisk samarbejde, demokratisk udvikling og styrkelse af civilsamfund skulle genoplive drømmen om al-Andalus, hvor de tre store religioner jødedom, kristendom og islam skulle udvikle sig i gensidig tolerance.
Aftalen gav anledning til en vis optimisme, hvor man kunne forvente en kritisk dialog indledt mellem EU og de sydlige Middelhavslande.

Demokratisk udvikling og respekt for menneskerettigheder skulle presses igennem med udsigt til gunstigt økonomisk samarbejde. Smukke ord, der dog hidtil har vist sig at være tom retorik.
I hvert fald er det ikke den politiske dialog, der har stået øverst på dagsordnen i forhandlingerne mellem EU og Algeriet, men det samarbejde, der på den ene side sikrer Sydeuropa gas og olie og på den anden sig sikrer den algeriske stat størstedelen af dens eksportindtægter.
Sådan var situationen frem til årsskiftet, hvor den tyske udenrigminister Klaus Kinkel proklamerede, at EU nu måtte tage initiativer til at stoppe massakrerne i Algeriet. Han blev øjeblikkeligt bakket op af den engelske udenrigsminister og formand for EU samt af Danmarks Niels Helveg Petersen.
Klaus Kinkels udtalelser kom efter rapporter om den mest blodige fastemåned i den 6-årige lange konflikt. Men det har helt sikkert også spillet en rolle, at den europæiske opinion i stigende grad stillede - og stadig stiller - kritiske spørgsmål til EU's mangel på handling. Der er mindst to grunde til, at europæerne i efteråret 1997 for alvor fik øje på konflikten i Algeriet. For det første tillod de algeriske myndigheder medier at få adgang til landet i forbindelse med lokalvalgene i september. Dette betød, at det nu ikke længere blot var nyhedstelegrammer, der informerede om situationen, men at der også kom billeder på. Man fik med andre ord syn for sagn og måtte stille de uundgåelige spørgsmål: Hvordan kan det ske og hvorfor gør vi ikke noget? For det andet kom der stadig flere udsagn om, at militæret i Algeriet er indblandet i massakrerne.
Øjenvidner og deserterede sikkerhedsfolk berettede til engelske aviser, at de havde været indblandet. I november udgav Amnesty International en rapport, der utvetydigt dokumenterede regimets omfattende brud på menneskerettigheder samt fremlagde mange indicier på, at militærets rolle i konflikten er højst tvivlsom.

EU-trojkaens besøg i januar kunne ses som tøbrud, skønt der politisk set stort intet kom ud af det. Men EU havde omsider officielt erkendt, at det ikke længere er holdbart blot at betragte konflikten som noget den algeriske regering selv må klare, samtidig med at den søger for sydeuropas forsyningssikkerhed. Den engelske udenrigsministers skuffelse og kritiske kommentarer efter besøget gav begrænsede håb om, at EU fremover ville være mindre fleksibel i spørgsmålet om Barcelona-aftalens formuleringer om politisk dialog.
Nu er EU-parlamentarikerne kommet hjem efter deres besøg. Hvis deres udtalelser er udtryk for EU's holdninger til situationen i Algeriet er der i høj grad grund til at skamme sig over at være europæer for det, de har sagt, er ikke andet end et ekko af den algeriske regerings retorik. De kom der for at skabe dialog, men taler nu blot Algeriets magthavere efter munden. Ja, endnu værre: De kom til Algeriet for at få noget at vide om, hvem der står bag massakrerne og hvad regeringen gør for at stoppe dem. De er kommet tilbage med en opfordring om, at EU foranstalter en selvransagende undersøgelse af, hvilke netværk i Europa, som støtter terroristerne. Der er næppe tvivl om, at der er netværk, grupper, forbrydere og smuglere i Europa, som er med til ikke blot at forsyne terroristerne i Algeriet, men overalt hvor de kan komme til det. Men tror de kære EU-parlamentarikere og styret i Algeriet virkelig, at de europæiske stater bare lader noget sådant passere? Tror de virkelig, at de forskellige efterretningsvæsner blot sidder og triller tommelfingre, mens terrorister og kriminelle lystigt forsyner kolleger i Algeriet med våben?
Sjældent har man set en større bunke klovne tumle rundt i en konflikt, de tilsyneladende ikke har det mindste begreb om, end de netop hjemvendte Europapolitikere. Styret i Algeriet må grine svedent hjemme i deres godt sikrede gemakker: Det er lykkedes ikke blot at aflede interessen fra styrets og militærets rolle, men også at skubbe anklagerne over i den anden lejr!

På den måde er EU-parlamentarikernes besøg ikke kun blevet en tom ligegyldig politisk manifestation af interesse for ofrerne, men en helt ubegrundet og urimelig legitimation af myndighederne i Algeriet.
Europa og EU behøver ikke Algeriets rådgivning i forbindelse med optrævling af terrornetværk. Sporerne skræmmer alt for meget. Derimod behøver Europa og EU at insistere på, at Algeriet samarbejder om at få klarlagt forholdene i landet.
I dag kan der næppe herske tvivl om, at hovedårsagen bag den eskalerende vold i Algeriet var genindførelsen af militærregimet, eftersom afbrydelsen af den demokratiske proces i 1992 på den ene side førte til radikalisering blandt de islamiske fundamentalister og på den anden side til iværksættelse af stadig mere brutale metoder i sikkerhedsstyrkerne.
Militærets magtovertagelse har således ført til en dobbelt voldsspiral: i skuffelse over at blive nægtet politisk legitim deltagelse greb mange grupper blandt de islamiske fundamentalister til våben. Dertil kommer, at der er indicier på, at dele af militæret har infiltreret de radikale islamiske grupper og på den måde er med til at holde volden igang.

Meget tyder derfor på, at volden i dag kun har meget lidt at gøre med fundamentalistiske gruppers kamp mod regeringen. Faktisk er det en udbredt opfattelse, at GIA, som står bag de fleste massakrer, ikke er nogen velorganiseret gruppe, men primært består af en lang række selvbestaltede celler af radikale fantaster, der ofte er påvirket af narkotika, af kriminelle, som gennemfører aktioner for personlig vinding, og af celler etableret af hardlinere i sikkerhedsstyrkerne, som ikke bakker op om præsident Zerouals program.
Det er disse spørgsmål, EU må kræve at få belyst. Det er muligt at beskydningerne mod militæret er forkerte.
Men mistanken er der og samler i høj grad støtte i Algeriets blodige historie. EU må insistere på, at Algeriet samarbejder om at fremskaffe informationer. Om det skal være repræsentanter fra FN, fra EU eller fra en helt tredje kant er i grunden ligegyldigt. Men det er uomgængeligt at få vide hvad der sker, og dette ganske beskedne og rimelige krav må EU med al sin magt og kraft holde fast på. Men lidt klogere er vi blevet i dag: Det nytter ikke noget at sende EU-parlamentarikerne afsted. Det er selvfølgelig deres egen sag om de vil, men godt er det ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu