Læsetid: 4 min.

Film

26. februar 1998

*Paul Newman kunne for nylig beundres, da TV2 sendte Hvem er fuldkommen? I Druknepølen fra 1976 ses han i yngre udgave som den kyniske privatdetektiv Harper, der forsøger at trænger til bunds i en rig sydstatsfamilies temmelig rådne hemmeligheder. Historien og figuren bygger en roman af Ross Mac-Donald, et agtet navn i detektivgenren, men filmen har ikke det store ry, trods en ganske imponerende rollebesætning. Newman støder på en del farverige personer undervejs, og de spilles af Joanne Woodward, Melanie Griffith (som teenager), Tony Franciosa, Murray Hamilton (en god skurk) samt den fremragende engelske karakterskuespillerinde Carol Browne (kendt for Dreamchild). Stuart Rosenberg har instrueret, og han arbejdede også sammen med Newman på Cool Hand Luke (Skrappe Luke).
The Drowning Pool/ Druknepølen. TV2, fredag kl. 00.05-01.55

*Peer Guldbrandsen var i 1950'erne og 60'erne et fænomen i dansk film på grund af sin voldsomme produktivitet. Ikke nok med, at denne forhenværende skuespiller instruerede og skrev 21 spillefilm - han skrev også manuskript til 19 andre. Først arbejdede han for Palladium, så for Saga, og til sidst fik han sit eget studie, Novaris, og det gik han økonomisk ned på. Men den mærkelige mand, der gjorde sig inden for næsten alle genrer, havde da nået at sætte sit præg på vor nationale produktion med sine ofte ganske dygtigt sammenskruede film. - Kvindelist og kærlighed fra 1960 er et eksempel på Guldbrand-sens fingerfærdighed som komedieskaber, en københavnsk kærlighedskarrusel med Preben Mahrt som en tandlæge, der bliver kastebold mellem nogle erotisk initiativrige kvinder, spillet af Lily Broberg, Jeanne Darville, Hanne Winther-Jørgensen og Ulla Lock. Det er ikke viddets mest åndrige dybder, filmen udforsker, til gengæld kommer man ganske godt rundt i et datidigt København og kan for eksempel beundre en mistet herlighedsværdi som Bellevue Strandhotel. Og så har filmen er pragtfuld kolerisk præstation af Kjeld Petersen som en familiefar, der har svært ved at greje kvinderne i hjemmet - konen, der altid tuder, og datteren, som altid flirter.
Kvindelist og kærlighed. DR 1, lørdag kl. 21.25-22.55

*Marin Karmitz er en ambitiøs fransk producent, der gang på gang har påkaldt sig opmærksomhed, først og fremmest som producent af Kieslowski-trilogien Blå, Hvid og Rød, men også som en kontroversiel figur, der vender sig kraftigt mod den kommercielle udnyttelse af vold på film. Han er producenten bag den fransk-russiske film Shamanen fra 1996, som DR2 viser i en temaaften om rædslerne i Stalins Sovjetunionen. En historie om en ung russer, der flygter fra en fangelejr i Sibirien og får hjælp af en shaman. Den sibiriske ødemark spiller en stor rolle i filmen, der er instrueret af cirkusartisten og skuespilleren Bartabas, kendt for hesteteatret Zingaro - et show, som flere gange har kunnet ses i København.
Shamanen. DR2, lørdag kl. 20.30-22.05

*Clint Eastwood har på mange måder været som et forvandlet menneske nu i 1990'erne og er på sine ældre dage fremtrådt som en instruktør af en indtil da ukendt sensitivitet. For eksempel i A Perfect World fra 1993, hvor han indgik i et overraskende samarbejde med Kevin Costner. Eastwood instruerede filmen og spillede den mindre mandlige hovedrolle som politimand, mens han gav Costner den centrale opmærksomhed som den undvegne straffefange, der slutter venskab med en syvårig dreng, han har taget som gidsel. Det blev ikke noget publikums-hit, men anmelderne var afgjort positive, og The New Yorkers Terrence Rafferty skrev: "Den føles aldrig som et ordinært Hollywood-produkt - hvert eneste øjeblik er det noget at stirre forbløffet på, nogen gange beundrende, andre gange i vantro.
A Perfect World. TV2, lørdag kl. 22.20-00.40

*Dirch Passer havde en af sine glansroller som Charles tante, en lidt støvet forvekslingsfarce, som Passer sprængte indefra med sin balstyrige, kvindeklædte komik. På film blev det dog ikke helt den forventede altoverskridende morskab, fordi den ubehjælpsomme instruktør Poul Bang havde travlt med at afvikle de øvrige medvirkendes intriger og kun ca. halvdelen af tiden koncentrerede sig om Passers fabeldyr i kvindeklæder. - "For lidt krudt og for mange klunker", skrev Frederik Dessau præcist i sin anmeldelse, men når den tårnhøje Passer kurtiseres ihærdigt af lille firskårne Hans W. Petersen, er farcen nu ikke rigtig til at stå for.
Charles tante. TV2, søndag kl. 20.00-21.45

*Rainer Werner Fassbinder er egentlig ikke en instruktør, man føler synderlig trang til at vende tilbage til. Også selv om biografpremieren for et par år siden på hans TV-drama fra 1973, Martha, overbeviste om den kunstneriske konsekvens, der gennemsyrede Fassbinders stilbevidste univers. Titelpersonen er en gammeljomfrunalsk bibliotekar, der gifter sig med overfladisk nydelig ingeniør, som ret hurtigt viser sig som sadist. Men da Martha har masochistiske tilbøjeligheder, finder hun sig i sin undertrykkelse. - Figurerne holdes ud på arms afstand i denne nådesløse analyse af et ægteskabeligt helvede. Meget i filmen - farver, kostumer, dekorationer - er grimt som arvesynden, men ikke mere frastødende end nogle af personernes indre. Fassbinder udstiller sine personer i dette hæslighedens vokskabinet, og gysende ubehag snarere end medfølelse bliver resultatet.
Martha. TV 2, mandag kl. 00.30-02.25

*Coen-brødrene var i løssluppent lune, da de lavede den stort og dyrt opsatte The Hudsucker Proxy, en ofte skæg, men noget overbroderet pastiche over 1930'rnes og 40'rnes amerikanske komedier. Både Preston Sturges' sa-tirer og Frank Capras historier om uskylden i storkapitalens vold har været forbilleder. Tim Robbins er gudsordet fra landet, der falder i storbyklør og er lige ved at gå under, i denne ofte kyniske fabel om høj og lav, magt og troskyldighed. Jennifer Jason Leigh er den skrappe journalist, der kunne sælge sin gamle mor for en god historie, og Paul Newman er entycoon med smag for de helt store cigarer. - Filmen fik en noget blandet modtagelse, men tro rubrikbestyreren - den rummer prægtige afsnit, f. eks. et om hula-hoop-ringens opfindelse og udbredelse.
The Hudsucker Proxy/ Det store spring. TV2, onsdag kl. 22.40-00.35

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu