Læsetid: 4 min.

Film indefra

3. februar 1998

Tom DiCillos filmdagbog, Notes from Overboard, er et godt akkompagnement til hans seneste film, 'Box of Moonlight'

"Man indser, at Tarantino alligevel er et geni, og at ens eneste frelse er med det samme at begynde på at skrive et manuskript, hvor mænd i sorte jakkesæt skyder hinanden i deres gedeskæg."
Nej, det er ikke nemt at være uafhængig filminstruktør i USA. Citatet er hentet fra instruktøren Tom DiCillos Box of Moonlight & Notes from Overboard, hvori han fortæller den barske og ofte mor-somme historie om tilblivelsen af sin tredie film Box of Moonlight. Filmen har netop fået dansk video-premiere under titlen Tidens mand.
DiCillos desillusionerede og dog tørt-humoristiske ord falder efter, at han har vist det første gennemklip af filmen for bl.a. producenten og skuespillerne og giver et meget godt indblik i, hvorledes tilværelsen for en instruktør former sig med op- og nedture og konstant higen efter anerkendelse, som næsten aldrig kommer, når man har brug for det.

Independent
Det er anden gang, Tom DiCillo skriver dagbog fra optagelserne af en film. Første gang var under optagelserne af Living in Oblivion fra 1994, der handler om den pinefulde oplevelse, det er at lave film. Filmen blev rost af en enig presse, men desværre gik næsten ingen i biografen for at se den.
Bogens undertitel Eating Crow hentyder til, at selvom de fleste mennesker i filmbranchen gerne ville kunne sige 'rend mig' til de mange røvhuller, branchen er fyldt med, så gør de det ikke, da man aldrig kan vide, hvem de får brug for senere. Og så er det, "at man er nødt til at æde hver lille bid væmmelig, død krage, som man så ubekymret smed i deres hoveder."
Ind i mellem kan man undre sig over, at DiCillo overhovedet gider blive ved med at lave film, for hans bøger er fyldt med beretninger om alle de fortrædeligheder og ydmygende oplevelser, man må lide under, når man ikke i sig selv er et stort og anerkendt navn.
Men det er bestemt interessant at følge hans films tilværelse fra starten på optagelserne til de på den ene eller anden måde bliver hentet til de amerikanske filmfestivaler, hvor fokus er på independent-film. Og hvor alle filmselskaberne og pressen er ved falde over hinanden og de stakkels filmskabere i deres jagt på den nye Tarantino eller Soderbergh.

Humoristisk
DiCillo startede som fotograf for en anden af amerikansk independent-films store stjerner Jim Jarmusch, og han debuterede som instruktør i 1992 med den ikke særligt succesfulde Johnny Suede, der havde en på det tidspunkt ukendt Brad Pitt i hovedrollen.
Så begyndte han forberedelserne til Box of Moonlight, men finansieringen faldt gentagne gange til jorden, og det endte altså med den noget selvbiografiske Living in Oblivion, der med Steve Buscemi i hovedrollen er en humoristisk film om den mareridtsagtige tilblivelse af en independent-film.
Men så i 1996, efter fem års ventetid, var filmen endelig en realitet.
Box of Moonlight er historien om den stive og kedelige elektroingeniør Al, der tager sin midtvejskrise på en køretur ud i det blå og undervejs genopdager både sig selv og livet. Ikke mindst takket være den unge fløs Kid, der har meldt sig ud af samfundet og lever af at hugge havefigurer og videresælge dem.
Den stilfærdigt morsomme film er fortalt i et adstadigt og nærmest lidt drømmeagtigt sprog, der, som DiCillo selv antyder det i sin bog, vækker mindelser om Troldmanden fra OZ.
John Turturro leverer en meget stærk præstation som den rigide Al, der langsomt begynder at tø op helt indefra, mens Sam Rockwell er dejlig balstyrig som den oplivende Kid.

Øretæver
I sine bøger lægger DiCillo ikke fingrene i mellem, når han beretter om det at lave film, og man kan ikke sige sig en smule fri for at nyde de afsnit, hvor den til tider krukkede filminstruktør langer sarkastiske øretæver ud til højre og venstre. Især fordi det er så sjældent, at filmfolk, der stadig bor og arbejder i miljøet tør tage bladet fra munden og fortælle nogle sandheder.
DiCillo er forbavsende ærlig, og han synes åbenbart opsat på ikke længere at skulle arbejde sammen med de mennesker, han så åbenlyst kritiserer. Dog er han fair over for de mennesker, han respekterer, og f.eks. er det interessant at læse hans skildring af arbejdet med Turturro og Rockwell - åbenbart to sande kunstnere på deres felt.
Og samtidig er de to bøger guldgruber af informationer om, hvordan den uafhængige amerikanske filmindustri virker. Hvor alle lurer på alle, og hvor en instruktør må gå balancegang mellem sin egen integritet og vision, producenten, skuespillerne og holdet.

'The Real Blonde'
Allerede under postproduktionen på Box of Moonlight er Tom DiCillo igang med forberedelserne til sin næste film, The Real Blonde, og megen af diskussionen går på, om han skal have nogle lidt større stjerner i hovedrollerne på dén film, så den bliver en smule nemmere at sælge til potentielle distributører og publikum.
Enden på det hele bliver, at DiCillo får lov til at holde fast i sin kvindelige hovedrolleindehaver Catherine Keener (som også har medvirket i hans tre forrige film). Og at Matthew Modine indvilger i at tage den mandlige hovedrolle.
Filmen får sin skandinaviske premiere under dette års Göteborg Film Festival, og vi kan kun håbe på, at den når til de danske biografer - med eller uden filmdagbog i halen.

*Living in Oblivion & Eating Crow og Box of Moonlight & Notes from Overboard er begget udgivet af engelske Faber & Faber og kan bl.a. bestilles gennem Filmhusets Boghandel, Kbh.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu