Læsetid: 5 min.

Fire linjer støv

6. februar 1998

Blandt de talrige kostbarheder, der forsvandt i Atlanten ved Titanics forlis, befandt sig et gammelt persisk håndskrift indeholdende selveste Rubaiyat (Firlinjede Digte) af den berømte matematiker, astronom, fysiker, filosof og poet Giyat ad-Din Abu 'l-Fath 'Umar Ibn-i Ibrahim al-Hayyami, bedre kendt under navnet Omar Khayyam. Takket være flotte gendigtninger ved Edward Fitzgerald (1809-83) i 1859 (med udvidede udgaver i 1872 og 1879) dannede den østerlandske vismand kult i Victoriatidens England. Digtere og skønånder af hankøn stiftede særlige Khayyam-selskaber og besang under pokuleren kvinden, vinen og nuets fylde, mens mesterens elegante kortvers gik deres sejrsgang over hele den vestlige verden. Samtidig med at det uerstattelige litterære klenodie gik tabt, sad følgelig i Lemvig Thøger Larsen og lempede persisk hedonisme og smilende melankoli velbeholdent over på dansk:

Vaagn op! En Morgen slyngede paany
den Sten, for hvilken alle Stjerner fly.
Og Jægeren fra Øst har fanget ind
Sultanens Taarn i røde Baand af Gry.

Oversættelsen af denne hyldest til den livgivende sol bygger på allerførste rubai hos Fitzgerald, som lyder:

Awake! for Morning in the Bowl of Night
Has flung the Stone that puts the Stars to Flight:
And Lo! the Hunter of the East has caught
The Sultan's Turret in a Noose of Light.

Desværre hersker der tvivl om denne og andre strofers ægthed. Den persiske tradition tilskriver Omar Khayyam ikke mindre end 1500 rubaiyat, men af disse har forskere kun turdet erklære mellem 180 og 250 for genuine frembringelser, ja, man opererer endda med en kerne-Khayyam bestående af kun 53 firlinjede digte. Hertil kommer, at selv om Fitzgerald var lykkeligt fri for den typisk vesterlandske tendens til utidig åndeliggørelse af østerlandsk kultur- og tankegods - Khayyam er netop eksempel på, hvordan sprituelt og abstrakt i Persien uløseligt sammenvæves med en pragmatisk-realistisk vurdering af livets værdier og muligheder - så repræsenterer den klassiske engelske version en æstetisk tilsnigelse, hvad man kan overbevise sig om ved i Penguin Classics at læse 235 filologisk hyperkorrekte, men smaskkedelige udlægninger af Rubaiyat (1979) ved Peter Avery og John Heath-Stubbs.

Udfordrende form
Som det ses af eksemplet, har vi at gøre med en nok så stram strofeform, på persisk i to to-delte linjer, på engelsk og dansk knækket til fire linjer med fælles enderim på alle undtagen den tredje, der fungerer som pludselig forskydning, et kontrapunktisk snit. Indholdsmæssigt kræver formen en deling mellem strofens første og anden halvdel, således at digteren i linje ét og to fremsætter en tanke, præsenterer et naturbillede, ytrer en enkel stemning, hvorefter en ny bevægelse sætter ind, der kontrasterer eller kompletterer det sagte, indtil sidste linje hidsætter en åndfuld pointe. Formen har i ny dansk poesi udfordret Henrik Nordbrandt (Håndens skælven i november) samt Simon Grotrian (Fire, en titel der dog også kan udtales på engelsk og dermed referere til stof fremfor til form).
De ældste eksempler på rubai er ca. 1000 år gamle. Formen perfektioneredes dog af Khayyam, der næppe selv nedskrev sine lyriske produkter, men gavmildt strøede dem ud til venner og elever, der siden samvittighedsfuldt sørgede for at bevare hans vers for verden. Hvad angår Omar Khayyam som person, foreligger mange modstridende efterretninger. Nogle priser ham som en rettroende og pietetsfuld muslim, andre - og det er de fleste - fordømmer eller hylder ham for hans kætteri, hans drilske udfald mod alskens teologisk spekuleren, hans insisteren på nuet og nydelsen, hans betoning af støvets og åndens enhed.

Baade i Babylon ogNaishapur -
Baade, naar Vin er sød, og Vin er sur -
vil Livets Drik bortsiveDryp for Dryp,
og Livets Løvfald venter alNatur.

Eftersom et horoskop blev bevaret i en af de første biografier om Khayyam, har man kunnet fastsætte hans fødsel til 18. maj 1048. Han kom til verden som teltmagersøn i Nishapur, hovedstad i Khurasan i det nordvestlige Persien, og døde sammesteds i 1131. En øm overlevering vil vide, at digteren ved en selskabelig sammenkomst i 1112 eller 1113 forudsagde, at hans jordiske rester ville blive lagt på et sted hvor træerne to gange om året strøede deres blomster. Vennen og eleven Nizami fandt dette umuligt, "skønt jeg vidste at en mand som han ikke sagde upassende ting"; men da han kom til Nishapur 23 år senere, fire år efter mesterens død, fandt han dennes grav ved siden af af havemur, hvorover der lænede sig både pære- og ferskentræer.

Andre fortjenester
Både-og! Det står også som stikord til Omar Khayyams hele virke og værk. Ikke alene huskes han som den måske største nærorientalske digter, han var også en polyhistor, hvis værker om bl.a. matematik skulle leve længe, og hans bidrag til fastlæggelsen af en ny kalender i 1079 bestod bl.a. i at udregne årets længde med hårfin præcision.
Som poet vender Khayyam sig imod religiøs fanatisme og bekender sig til balanceret enhedstænkning. Der er legemlighed og køn i hans versificerede bønner, og omvendt er der i hans hymner til rusen og kærligheden en selvfølgelig åndelig dimension. Han har altid rigelig plads, både til en skaber-gud uden for den fysiske verden og til en klar forestilling om, at Gud er her hvor menneskene er. Modsat sin samtids sufi-mystik, der sætter kærligheden til Gud over alt andet og følgelig forlanger ydmyg askese, opfatter Khayyam kærligheden med en slags forfinet libertinisme. Kærligheden står jo over alt, guddommelig af væsen, derfor også over menneskelige regler og love. Fitzgerald har fat i denne altid aktuelle visdom, når han oversætter som følger:

Ah , Love! could thou and I with Fate conspire
To grasp this sorry Scheme of Things entire,
Would not we shatter it to bits - and then
Re-mould it nearer to the Heart's Desire!

*Af danske Rubiyat-oversættere findes i alt syv. Ovenfor er citeret efter Thøger Larsens version i digtsamlingen "Bakker og Bølger", 1912, udsendt som selvstændig bog hos Gyldendal i 1920. Andre fordanskninger er lavet af Holger Bagger (Det Schubotheske Forlag, 1900), Alfred G. Anderson (Privattryk, Mass., USA, 1938), Viggo Olsen (J.A. Hansen Bogtrykkeri, 1944), Aage V. Reiter (Nordiske Landes Bogforlag, 1945) samt Elsa Gress (Spectator, 1960). En særstilling indtager Arthur Christensens ret teksttro oversættelse (Gyldendal u.å. (1920) og Munksgaard, 1943), som i modsætning til de øvrige bygger på persiske forlæg, ikke på Fitzgerald

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her