Læsetid: 4 min.

Flinke ben og blanke ansigter

14. februar 1998

Den kongelige ballet er igen i krise. Der er skreget 'ulv' så ofte, men denne gang er der virkelig fare på færde

BALLET
Den kongelige ballet har ikke blot haft premiere på en af de mest spektakulære fiaskoer i årevis, Flemming Flindts ballet De røde sko, men har også vist fire finaleværker i den internationale koreografkonkurrence. Maina Gielgud indledte onsdagens første præsentation af de fire vinderbidrag med overstrømmende begejstring for initiativet. Man skal tage chancer, det er "very, very important", sagde hun - og man undrede sig over, hvorfor det skulle være så usandsynligt vigtigt for en nytilkommen balletmester at søge med lys og lygte i den store verden efter koreografisk talent. Især da to af finalisterne kunne være fundet med en enkelt rundtur på HT's inderste, københavnske zone.
Der har tidligere været vist koreografi af håbefulde dansere og andre trinbegavelser i Den kongelige Ballets work-shops, der præ-senterede både det løfterige og det mindre levedygtige under en uprætentiøs form. Det var en ganske udmærket rugekasse for nye talenter, og et solidaritetsskabende element i danselivet. Tim Rushton, der sås som finalist i koreografkonkurrencen, var med til at starte disse workshops sammen med Stephen Pier.
Også i Maina Gielguds tid har der været vist en enkelt workshop, men den havde mere karakter af russisk danseskole-afslutning, hvor det først og fremmest var præsentationen af enkelte virtuos-numre fra det klassiske repertoire, der var lagt vægt på. #Borte var stemningen af leg og eksperiment, bortset fra et indslag af Karina Elver, der altid har kunnet komme med et skævt, personligt bud på dans i dag.

Dansk tradition dør
Man undrer sig derfor over, hvorfor Maina Gielgud ikke først danner sig et overblik over den danske dansescene, de danske scenografers værker, det repertoire, der ligger for den ballet, hun er sat til at bestyre. Det kan virke som led chauvinisme at blive ved med at ivre op om, at Den kongelige danske ballet er noget ene-stående, som man skal passe godt på. Men det er ikke almindelig angst for, at nogen skal komme til at snuppe danske arbejdspladser, der ligger bag forskrækkelsen over de mange udenlandske navne i programmerne.
Der var engang en dansk ballet, der havde en ganske særlig tradition, som stammede fra romantikken - senere døbt 'den danske guldalder'. Dette kompagni blev opdaget af dansere og koreografer fra den store verden i 1950'erne, og store balletdigtere som Ashton og Balanchine lod sig inspirere af disse dansere til uforglemmelige forestillinger. Erik
Bruhn, et af dette århundredes genier, var den kendteste af danserne, men også Margrethe Schanne, Mona Vangsaae, Toni Lander og Stanley Williams, Fredbjørn #Bjørnsson og Henning Kronstam formåede at gøre dansen beåndet.
Der har ikke været nogen bestræbelse på at forstå og videreudvikle denne tradition, siden Frank Andersen blev trængt ud af Det kongelige Teater, og med Henning Kronstams død er det blevet næsten utænkeligt, at forbindelsen kan retableres. Problemet er blot, at når Det kongelige Teater bliver et kompagni lige som alle andre, i Australien, for eksempel, så er det ikke særligt interessant længere. Derfor undrer man sig, når Maina Gielgud laver koreografkonkurrence i stedet for at spørge, om hvilke balletter, der har rod i det kompagni, hun overtog. Det virker heller ikke, som om hun ønsker at tilegne sig ånden i Bournonville-traditionen, der skyer den akrobatiske udvendighed.

Ingen visioner
Hvis de fire finaleværker havde vist nye veje, ville alle have været glade, men sagen er, at så forfærdeligt nye var de ikke, hverken i deres koreografi eller i deres rollespil imellem mænd og kvinder. Vinderen af konkurrencen blev Jochen Heckmann, der stod for en nydelig, men ikke overraskende pas de deux om tiltræk-ning og frastødning mellem dreng og pige. Han kan takke Vladimir Da-mianovs charme og Ba-
ryshnikov-oplagthed for prisen - men i øvrigt vil det være uretfærdigt at fremhæve enkelte dansere frem for andre, for der blev på alle pladser danset fortrinligt, rent og engageret. Og så fik vi endda at vide, at danserne havde indøvet alle partierne i deres fritid - og at teknikken havde gjort det samme.
Den ballet, der havde lidt af fremtiden i sig, var Tim Rushtons Sweet Complaint til musik af Arvo Pärt. Hans fornemmelse for sære, skulpturelle virkninger hævede sig ud over den pænhed, der gjorde de øvrige bidrag nemme at glemme. Men han har et langt repertoire bag sig på de danske dansescener, og balletmesteren kunne være blevet opmærksom på ham uden en kostbar koreografkonkurrence.

Forlis
Lørdag aften forliste Den kongelige Ballets flagskib i denne sæson, Flemming Flindts Legs of Fire som en anden Titanic, med dansemus og -mænd, medens husorkestret spillede "Nærmere Gud til Dig" - eller noget lignende pompøst. Torsdag var et redningshold sendt ud for at hæve vraget, bestående af Gitte Lindstrøm som pigen i de røde skos vold,
Jean-Lucien Massot som den slemme Dr. Mann og Silja Schandorff som slangen i Paradisets have.
Doktormanden vedblev at være en tegneseriefigur, som Massot ikke havde noget held med at genoplive, medens de to kvinder fik mere krop og langt flere nuancer i skikkelse af Gitte Lindstrøm og Silja Schandorff. Men selv deres linjeskønhed og bestræbelserne på at give fortællingen en dybere mening kunne ikke skjule, at de er sat til at forgylde simili. Dekorationer og kostumer spiller hovedrollen, ligesom i Titanic - men tragedier er nu engang ikke et 'livsstilsfænomen'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu