Læsetid: 6 min.

Flydende univers

10. februar 1998

Pia Tafdrups store digtbog fra vandets og kønnets verden imponerer, overvælder - og kalder på kritisk modspil

NY BOG
Nogle bøger får først endelig titel, mens de ligger i korrektur. Andre, og det er de fleste, navngives et sted undervejs i processen, når deres bærende tematiske eller formelle mønster tegner sig med tilstrækkelig klarhed. Enkelte gange begynder en digter med at lægge overskriften som en bjælke øverst i teksten, og som et slutpunkt at skrive sig frem imod.
Således sagde Knud Holst for over 30 år siden i et interview, at han længe havde gået og drømt om at skrive et værk med titlen Sameksistens. Og vupti, et år eller to derefter lå den der faktisk, bogen.
Om sin niende og hidtil største digtsamling Dronningeporten oplyser Pia Tafdrup i en note, at dens projekt faktisk begyndte med titlen. Under et ophold i Jerusalem (det der afsatte forgængeren Territorialsang, 1994), hvor hun flere gange blev nægtet adgang til synagoger, blev hun opmærksom på, at intet af navnene på otte porte til den gamle bydel antydede noget kvindeligt. Der findes en Jaffa-port og Herodes-port og hele to St. Stefans-porte, men altså ingen direkte 'feminin' indgang, ligesom der i et klassisk græsk dramas faste scenografi nok er en kongeport, men ingen ud- eller indstigning beregnet for og benævnt efter kvinder.

Urkvindeligt univers
Heraf i trods Dronningeporten som indgang til et stolt, stejlt og imponerende modigt digterisk projekt, der stofmæssigt tager sigte på at fremstille et flydende 'ur-kvindeligt' univers, vandets tilstandsformer og ydre strukturer, som Pia Tafdrup modsætningsvis udfolder poetisk i ret stramme formelle mønstre bygget over de 'hellige' tal, syv og ni. Det bliver i alt til 63 tekster struktureret over rækken af ulige tal, noget der på forhånd signalerer disharmoni og asymmetri, men også vækst og tilblivelse.
Hvor Pia Tafdrups tre første bøger (1981-83) gennemførte en art eksperimentel rejse: sansende, drømmende, digtende, indad i kvindekroppen, mod dennes skjulte inderste zone, bevægede hun sig i sine tre næste (1985-88) snarere gennem regioner i sindet, som lysten, ekstasen, manien, panikken, sorgen og den retningsløse længsel. Derpå tog hendes digte retning horisontalt, mod fundamentale og omfattende størrelser som træet med alle dets implikationer af natur og vækst, og byen, her byen Jerusalem, som fælleskatalog over menneskeslægtens erindring, historien.
Dronningeporten afslutter denne tredje triade ved at gennemspille vandets motiv, men samtidig sendes garvede Tafdrup-læsere gang på gang retur til de første og mellemste bøger, der jo ikke ligefrem sparede på vandet, for slet ikke at tale om den højstemte 'poetik' Over vandet går jeg (1991), der har det flydende element helt oppe i sin titel, sammen med inspirationens ekstatiske svæv.

Kunstnerisk overkill
De nye digte bæres af en drøm eller vild ambition om at skrive i strømme, i veri-table skyller af ord, rytmisk vuggende, erotisk gyngende, henført syngende et sted mellem hymnen og elegien. Med indforstået hilsen til Inger Christensens digtcyklus alfabet (1981) hedder det f.eks. i "Kilden": "Jeg skriver for at løfte stenen, for at vække orme, / snegle og andet kryb, skriver for at åbne en forseglet port / til lyset, til vandet og den isblå himmel, en indgang anet, / endnu før den dukkede op i drømmenes irgange."
En sådan forestilling om en livgivende og visionær skriftstrøm er ikke uproblematisk, al den stund digte før eller siden må holde op, og eftersom poesien helst skal sætte sig definitive spor, tale med slående prægnans, sådan at man tænker: ja, sådan er det!
Denne spontane sandheds/skønhedseffekt opnås ofte, men alligevel, synes jeg, alt for sjældent i disse nye digte, som langt hen ad vejen, dybt ned i havet, synes mig at have kapituleret dels til den pureste ordmusik, dels til en stram formel disciplin, som fremfor stedse at drive udtrykket frem mod indlysende sande spidsformuleringer tvinger digtet over i udfyldende dekorationer, dvs. lange rankelignende sideordningskonstruktioner med ubønhørlig udvanding som følge.
Resultatet bliver på et grafisk og musikalsk plan smukt og forførende flot, og vé den læser der ikke føler ærlig fryd ved at bade i denne opfyldelse af drømmen om stor, våd poesi; men selve motivernes og mønstrenes vilkår giver i lange stræk - og flere af digtene er vældig lange - bogen et præg af kunstnerisk overkill, som i uskøn sameksistens med digterens velkendte hang til 'øko-feministisk' budskabisme bare er og bliver nærværende - mandlige - læser for meget.

Kategorisering
Der findes, siger Ib Michael, to slags mennesker: dem, der siger, at der findes to slags mennesker, og dem, der ikke gør det. Pia Tafdrup tilhører helt afgjort den førstnævnte kategori, idet hun, meget naturligt, deler folk op i kvinder og mænd. Disse to grupper falder så i fire distinkte underafdelinger:

Der er to slags kvinder:
De der synker
sæden, og de der spytter
den ud -
Og der er to slags mænd:
De der slikker
en blødende kvinde, og de
der ikke gør -

Her som et sted hvor der sagligt tales om 'daggammel sperm', føler man sig nærmest hensat til et herværende dagblads kultur- og debatsider i feminismens glansperiode, dengang marxismen daglig blev nabo til en intens opslugthed af kønnenes politik:

'Nåmmen, ski' vær' me'et,
Gitte, siger jeg så
te' mig sel', ikk' oss',
'du blader bar' om'.
Så jeg blader jo om,
ikk' oss',
- men dær var'et lig'
det modsat',
dær sagde de'et lig' ud
det hel',
næsten for meget altså,
kønsliv, ikk' oss',
de sagde'et lig' ud, lissom
Rapport,
clitteris, ikk' oss',
og - sperm, Susanne,
hva' gir du?

Andre væsker i Pia Taf-drups fugtige bog er naturligvis blod, sved og tårer, men også spyt, pis, fostervand og brystmælk:

Børn drikker under hvileløse
skyer
kun afbrudt af stilheden,
som tapper de træet for dets
saft.
Og i drømme
stjæler også de voksne mænd
af mine bryster.
Ikke for at stille deres sult,
men for bedre
at kunne dø.

Allerurmoderligst forekommer et digt, anbragt sidst i bogens midterdel, hvor digteren identificerer sig med verdenshavet og i et syngende katalog fører sin læser på sørejse:

Jeg krænger det indre ud efter
storm,
ruller frem og tilbage med
mine sten og døde,
hvis navne endnu anråbes på
landjorden,
men gravene tæller jeg ikke.
Nej, der findes ikke overleven-
de på min bund,
jeg er rå realitet, og ikke
fiktion.

Erklærer frejdigt ærke-symbolet, som om modernismens sprogkritik blot har været en lille irriterende parentes inden universalromantikkens flodbølgeagtige genkomst. Selv sprogene tildeles herrenhjælpemig fælles ophav i Pia Tafdrups digts oceaniske skød:

Jeg bruser ind mod land og
trækker mig tilbage igen,
lyt til mine mørke vokaler og
til mine lyse,
men min grundtone er A.
Jeg er begyndelsen til hvert
et sprog,
jeg er essensen af dem alle,
jeg husker fremtiden og er
nøglen
til hemmelige skrin af
betydninger.
Jeg kalder og støder bort,
af mit skød stiger solen
og kaster lyset blændende
tilbage.

Er det Jakob Knudsens hav eller Gaia eller Poesien eller selveste urkraften der taler? Svaret plasker i vandet, i en hymnisk selvynglende, poly-determineret skrift, der her og i mange andre passager formelig skriger på tankemæssigt modspil, en sprogfilosofisk relativering.

Monstrøs fetichering
Mennesker er ganske rigtigt 70 pct. vand og resten land. Og uden vandet lever vi jo ikke, står der lige så rigtigt nøjagtig midt i værkets storladne struktur. Måske lever vi i sidste ende heller ikke uden poesi, forstået som det "sprog, der nyfødt / udforsker hjernens verdensrum." Men digtekunsten kan åbenbart også indrettes til arena for en monstrøs fetichering af kvindelighed og for en poetisk ambition så vældig at produktet trods sine mange indlysende kvaliteter kan blive umuligt at sluge.

Jeg tager en slurk af vandet,
åbner munden så dødelig
højt,
at selv de største ord kan
passere,

skriver Pia Tafdrup modigt og stolt sidst i sin bog. Selv har jeg som læser gabt så højt jeg kunne, højere end hos min nye kvindelige tandlæge. Kongelige gaver har jeg fået! Men en overpyntet dronninge-port mellem urhav og nutidssprog, det er ganske enkelt for meget.

*Pia Tafdrup: Dronningeporten. Digte. 176 s. Kr. 195,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her