Læsetid: 1 min.

FOLK

3. februar 1998

Liva Weel
*Hun er en ægte evergreen - på Revy- og Morskabsmuseet på Frederiksberg er der denne tirsdag præsentation af en cd med hidtil upublicerede optagelser med revydronningen Liva Weel fra perioden 1939-52.

Lester Brown
*I dag udgiver forlaget Munksgaard Rosinante rapporten Verdens tilstand. I den anledning besøger Lester Brown fra World Watch Institute landet, hvor han i morgen taler med herværende dagblad som sponsor - midt i en livlig debat, om det hele nu også ser så slemt ud.

Friedrich von Paulus
*Den noget meningsforstyrrede notits om feltmarskal von Paulus og Stalingrad i Folk i går er resultatet af en historisk disput mellem rubrikbestyreren og en redaktionssekretær. Ganske vist holdt von Paulus (for?) længe ud, men til slut kapitulerede han og de decimerede tyske tropper dog mod Hitlers udtrykkelige befaling og til dennes raseri. Under krigsfangenskabet opfordrede han til tysk overgivelse og efter krigen slog han sig ned i DDR.

Uffe og Holger
*Oppositionslederne Holger K. Nielsen (nej) og Uffe Ellemann-Jensen (ja) holder i dag pressemøde om deres debatsamarbejde forud for afstemningen om Amsterdam-traktaten. D'herrer elsker efter sigende at diskutere og drille hinanden.

Michael Jackson
*Der er opstået problemer i forbindelse med den forlystelsespark, Michael Jackson vil opføre på en nedlagt militærflyveplads ved Warszawa. En civil flyveklub, som bruger en del af området, nægter at flytte.

Madonna
*Der er celebrity-auktion i New York i morgen. Man kan bl.a byde på Madonnas sorte satin-bh'er, Bob Marleys guitar og Timothy Learys hashpibe.

Redigeret af Flemming Kyed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her