Læsetid: 6 min.

Det frådende guld hyldes i lille stor bog

16. februar 1998

Den første slurk øl, og andre småbitte glæder er blevet en fransk bestseller i form af Philipppe Delerms bog

NY BOG
PARIS - Hvis denne bog er en glæde, så er den selv af de små. Og hvis det ikke var, fordi alle boghandlere nu efterhånden har forstået det vink fra publikum, som et slag på 300.000 bøger er - og derfor lægger den forrest i vinduet - så kunne man sagtens overse den. 90 små sider (18,5 x 12 cm), hvoraf halvdelen er halvtomme. Gemt inde i et diskret lysegult, sobert bind, og uden de litterære prisvinderes iøjnefaldende røde ekstraomslag.
Philippe Delerms bog Den første slurk øl - og andre småbitte glæder var 1997's litterære overraskelse i Frankrig - og det synes at fortsætte ind i 1998. Som en misundelig kollega udbrød, da han stod med det beskedne bind i hånden: "Er det virkelig alt?"
Jeg kan garantere Informations læsere om, at det ikke er verdenslitteratur. Men lige så sikkert, som dette er, lige så sikkert er det, at den er faldet på et tørt sted - denne første slurk øl. Det er bestemt heller ikke dårlig litteratur. Men den tilsyneladende overdimensionerede succes må skyldes en særlig kemi mellem forfatteren, og de læsere, som køber bogen i hobetal.
I lang tid bestod reklamen udelukkende i noget så arkaisk som rygter - mund til øre metoden. Det blev hvisket i krogene, at her var en rigtig lille glædelig bog. Så blev det fulgt op af Pivot's ligefremme begejstring i sit litteraturprogram, og et par glade anmeldelser i toneangivende blade. Salget er steget støt siden, og sneboldseffekten gør, at hvis man ikke tænkte på at læse den før, så bliver man nu nødt til at gøre det - bare for at se, hvad pokker den handler om.
Det sker, at folk læser bogen op for hinanden til middagsselskaber. Det kan man også sagtens, for der er ikke en historie, som overstiger to eller tre sider. Og alle historierne handler angiveligt om den slags små glæder, som gør livet værd at leve, men som man har tendens til at overse.

Lykkefølelelse
Der er altså - som eksempel - den første slurk øl. "Allerede på læberne er der frådende guld, en friskhed forstærket af skummet, så, langsomt på ganen, lykken let afsvækket af bitterhed. Som den dog varer lang tid, den første slurk. Man sluger den med en grådighed, som synes instinktiv". Nu kunne man jo fejlagtigt tro, at denne lykkefølelse, som min eks-gymnasie-dansklærer med garanti ville have diagnosticeret, som værende af erotiks karakter, kunne vare ved, slurk efter slurk. Det synes da også at være, hvad de fleste (danskere) tror. Men det er her, man tager grumme fejl. Det er netop den første slurk øl, som er en stor, lille glæde: For med denne slurk er alt allerede afgjort "dette umiddelbare velvære, afrundet af et suk, et smæk med tungen eller en tilsvarende tavshed, den besnærende følelse af en nydelse, som åbner sig mod det uendelige ... Men samtidig var man, at det bedste allerede er taget." De andre slurke drikkes derfor blot "for at glemme den første."
Hvis der er noget, som gør Delerms bog til god litteratur, så er det en tæthed i sproget, som nærmer sig poesien. Det lykkes meget godt i "den første slurk øl." Og også i den forrygende beskrivelse af indtagelsen af en "Banana split" på restaurant. Denne alt for store lyst lagt for en dag, og observeret splitten breder sig ud. Det er en jordnær nydelse. En vag opstabling af bananen på vanille og chokoladekuglerne, sætter sig ikke imod en ophidsende gavmild overflade af gammeldags flødeskum"

Kraftig nostalgi
I de fleste af Philippe Delerms' små historier, er det dog ikke så meget den lille glæde, som trænger sig på, som en temmelig kraftig dosis - nostalgi. Man lulles ind i historier om: Duften af æbler i en vinterkælder, at have en kniv i lommen, lyden af dynamolygten når man skal ud at fiske en tidlig morgen. At få våde espadriller, tage sin første efterårssweaters på, plukke brombær, drikke portvin eller sidde i et gammeldags tog. Det lugter af at bo på landet - hvad Delerm da også gør - men det lugter især af barndom. Og det er her, det bliver særligt fransk, og hvor Delerm møder sit store publikum: Man finder alle ingredienserne til en ideel fransk barndom. Og enten har man haft sådan en, eller også ville man ønske, man havde haft sådan én - eller at ens børn måtte få det. Det synes at være beskrivelsen af denne ubekymrede lykke, at publikum har tørstet efter. Og så er det unægtelig lettere at læse Delerm end Proust, når man vil bestyrkes i detaljens velgørende magt: At bælge ærter ved en rødternet køkkendug, hente kager "i snor" hos bageren søndag formiddag eller spille "petanque" med en mine, som om man aldrig har foretaget sig andet ... Nogle gange vågner man op ved beskrivelsen af en næsten nutidig nydelse: At køre hurtigt på motorvejen om natten, eller at stå stille på det uendeligt lange rullende fortorv på Montparnasse metrostationen. Men allerede den store lille glæde ved at ringe fra en telefonboks er jo håbløst forældet.
Det lykkes så alligevel: At man får øje på sine egne små glæder (og det er dog noget): Lyden af Macintosh'en når man tænder den om morgenen (det lyder, som om den strækker sig) - eller at køre hurtigt med bil gennem vandpytter, så det sprøjter maksimalt - og helst op på en eller anden sur person ...
Undertegnede er ikke den eneste, der har fået den slags (ondskabsfulde) ideer. Delerm er allerede kopieret - eller snarere karikeret - af forfatterne Guy Zilberstein og Emmanuel Tronquart, som har været hurtige på banen med deres. "Den første suppeskefuld kaviar". Men se, så let er det nu heller ikke. Så mange mennesker kan ikke tage fejl af så lidt. Det, der mangler hos Zilberstein og Tronquart, er sprogets sang - og oprigtigheden.

Oprigtigheden
Man kan ikke betvivle Philippe Delerms oprigtighed. Den 48-årige forfatter sidder stadig i sin have ude i Normandiet og forbavses over sin succes. Han er fransklærer for sjette og ottende klasse, og skriver på sin frieftermiddage. Sådan har livet været siden 1983, hvor han fik udgivet sin første roman. Det er blevet til 15 andre - heriblandt flere børnebøger - alle med maksimalsalg omkring de tre-fem tusind. Og sådan har Delerm tænkt sig at det skal fortsætte. Indtægten fra succesbogen, skal gå til et nyt tag. et stille og roligt liv, som nogle få lever - og som mange drømmer om. Men man skal nok have en særlig evne til at nyde - og til ikke at blive slået ud. Ikke engang af succes. delerm, der selv dumpede to gange i sin skoletid, sider: "Jeg kunne jo også have skrevet en bog om de mange små irritationer i livet. Som f.eks. at vælge den forkerte kø i supermarkedet. Eller som at bælge ærter, få våde espadriller eller ringe fra en telefonboks ...."
Philippe Delerms bog er af den slags, der måske ikke er så megen pointe i at oversætte. Men den må være enhver fransklærers drøm, for ikke alene er der sproget, der er også et kik på franskmænd, når de i et lykkeligt øjeblik beskuer sig selv.

*Philippe Delerm: La Première Gorgée de bière. Èdition de L'Arpenteur

*Guy Zilberstein og Emmanuel Tronquart: La Première Louche de caviar. Edition Gallimard

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her