Læsetid: 6 min.

Fransk kulturliv i oprør over filmaftale

20. februar 1998

Franske politikere og intellektuelle frygter at storkapitalen med filmaftalen MAI skal overtage kontrollen med fransk og europæisk kulturliv

Filmkrig
PARIS - De internationale organisationer og aftaler lever deres eget liv i Frankrig - under andre navne end i de angelsaksiske lande og Danmark. WTO hedder OMC, IMF hedder FMI osv. (ligesom den frygtede sygdom AIDS er blevet til SIDA...).
Således går det til, at det nyeste skud på stammen af internationale aftaler, den endnu ikke færdigforhandlede MAI (Multilateral Aftale om Investeringer) er blevet til AMI på fransk. Det betyder "ven" , men aftalen har mødt voldsom modstand i Frankrig, og modstanderne har ikke haft svært ved at finde det perfekte slogan: L'AMI, c'est l'ennemi!
Noget enhver kan forstå. Tydeligere kan det ikke siges.
Modstanden i Frankrig mod MAI har en særlig fransk indfaldsvinkel - den kulturelle. Foruden de indvendinger og betænkeligheder, der fremføres i andre lande - frygt for, at den internationale kapital tager magten fra nationalstaterne, underminerer demokratiet og ødelægger den sociale standard og miljøet gennem skånselsløs konkurrence (aftalens indhold og kritikken omtaltes udførligt i Informations nyhedsanalyse den 17.2.98) - anser man inden for det franske kulturliv såvel som fra regeringsside MAI for en trussel mod det enkelte lands ret til at fremme og støtte sin egen - og den europæiske - kulturelle produktion. Det er blevet til et typisk fransk oprør mod amerikansk hegemoni, mod pengenes tyranni over kulturen, et forsvar for den nationale og europæiske kultur, for frihed, ja for menneskerettigheder, som man ser truet. Kampagnen føres først og fremmest af filmfolk, forfattere og komponister, og det er blevet til et par stormfulde møder i Paris, det seneste i det historiske Odéon teater i Latinerkvarteret, der har været rammen om så mange intellektuelle protestmøder gennem tiderne. Der var deltagere fra en række andre lande, fra Danmark således Henning Carlsen og Gabriel Axel.
MAI forhandles inden for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) - omfattende de 29 rigeste lande i verden - og har i denne uge været genstand for to dages forhandlinger på embedsmandsniveau i OECD-hovedkvarteret i Paris.

Statstilskud til Hollywood
Den hovedindvending, der rejses fra fransk side, går ud på, at MAI er en trussel mod den "kulturelle undtagelse", der hidtil er blevet respekteret i aftalerne om international handel, og som Frankrig mere end noget land har kæmpet for: Kulturelle produkter og kunstværker skal ikke behandles på linje med andre "varer og tjenester". MAI krænker dette princip ved at behandle finansieringen af kulturelle produkter og kunstværker som simple investeringer og ved at forbyde de enkelte lande at favorisere deres egne frembringelser med statstilskud eller andre former for støtte.
Udenlandske investorer skal have ret til den samme behandling, og det kan betyde, at europæiske lande vil blive pålagt at "give statstilskud til Hollywood" eller afskaffe enhver støtteordning til fordel for deres egen produktion inden for film og tv.
På langt sigt frygter man for også for følgerne på bogmarkedet, de bildende kunster og især de nye former for kunst og transmission af kunst, som den nuværende og fremtidige teknologi åbner mulighed for. Det er derfor den franske regering ønsker en undtagelse for hele kultursektoren i MAI-aftalen - som kulturminister Catherine Trautmann paradoksalt har formuleret det: "En generel undtagelse for kulturen". En række andre lande, heriblandt Danmark, finder dette krav for vidtgående.

Al magt til pengene
L'AMI, c'est l'ennemi. Dette slogan er lanceret af foreningen SACD (Société des auteurs et compositeurs dramatiques), der er i centrum for kampagnen, omgivet af en række andre foreninger af instruktører, skuespillere, forfattere og kunstnere.
Den socialistiske politiker Jack Lang, i mange år kulturminister under Mitterrand og i dag formand for Nationalforsamlingens udenrigspolitiske udvalg, valgte dette slogan som overskrift for en artikel i Le Monde forleden, hvor han solidariserede sig med kampagnen og opsummerede dens argumenter. Senere udtalelser af premierminister Lionel Jospin og kulturminister Trautmann tyder på, at regeringens opfattelse klart går i samme retning.
Men der er nuancer, og da den "generelle undtagelse" næppe kan vedtages i OECD, bliver der måske til syvende og sidst snarere tale om "franske forbehold".
"MAI ville give al magt til pengene, selv de ikke-produktive penge", skriver Jack Lang.
"Alle rettigheder til investorerne, alle pligter til staterne... Firmaer, der mener sig gået for nær, ville fremtidig have mulighed for at gå til en ad hoc domstol og kræve substantielle erstatninger, ja ophævelse af national eller fællesskabs-lovgivning, der kommer dem på tværs... På denne måde ville der opstå en slags verdensøkonomisk sovjet anført af de store koncerners ledere og unddraget folkenes kontrol. Over for denne Goliath ville staterne stå uden reelle midler til at handle..."
Det var Jack Lang, der opfandt udtrykket "den kulturelle undtagelse", og det var ham, der som kulturminister fik indført systemet med kvoter i tv og radio for at sikre opretholdelsen af franske og europæiske produktioner. Princippet blev respekteret ved den afsluttende forhandlingsrunde - Uruguay-runden - i den internationale handels- og toldaftale GATT, forløberen for WTO, i 1993.
Nu frygter han, at MAI i den udkastede form vil gøre det af med den kulturelle undtagelse og gennemhulle kvotasystemet.
"AMI, det er fjenden - fjenden af forskelligartethed, fjenden af kreativitet, fjenden af social retfærdighed".
I en officiel erklæring fra premierminister Lionel Jospin hedder det, at "der bliver ikke nogen aftale, hvis princippet om kulturel undtagelse anfægtes. Jeg giver bevarelsen af vor kulturelle identitet og af Europas kulturelle identitet absolut prioritet". Aftalen "må under ingen omstændigheder indskrænke vor mulighed for at støtte og udvikle den kunstneriske aktivitet og de kulturelle og audiovisuelle industrier".

Rabaldermøde
Jospin tager også afstand fra enhver "konkurrence om at tiltrække investeringer ved sænkning af de sociale normer eller reglerne for miljøbeskyttelse".
Den store mobilisering mod "AMI" kulminerede i denne uge med det stormfulde møde i Odéon, hvor de over tusind fremmødte var lige ved at tage magten fra de organiserende foreninger. Fra salen og balkonerne lød der ophidsede tilråb, og der var langtfra enighed om et forholdsvis moderat og nuanceret resolutionsudkast, som arrangørerne havde udarbejdet. Der var megen uro, og nogle har betegnet arrangementet som et "rabaldermøde".
Blandt de tilstedeværende var Jeanne Moreau, Bertrand Tavernier, Jean-Jacques Beineix, Costa Gavras, Claude Miller og Alain Finkielkraut, og af politikere sås Jack Lang og enkelte andre socialister samt den tidligere kommunistiske minister Jack Ralite. Kulturminister Catherine Trautmann var til stede ved mødets åbning og udtrykte i et kort budskab regeringens "totale og fuldstændige støtte" til kampagnen.
Hun gentog Jospins løfte om, at der ikke bliver nogen aftale, hvis kulturundtagelsen ikke opretholdes. Men hun præciserede ikke, om regeringen vil insistere på en undtagelse for hele kultursektoren i aftalen eller nøjes med en klausul om fransk forbehold.
Mødet havde iøvrigt tre hovedtemaer: Fordømmelse af den hidtidige hemmeligholdelse af forhandlingerne om aftalen, afvisning af "en merkantil verdensorden, der behandler kunstværker som varer" og nødvendigheden af årvågenhed og solidaritet i det internationale kulturmiljø.
Med forskellige nuancer støtter næsten hele det politiske spektrum i Frankrig modstanden mod MAI. På den samme dag kunne man således opleve, at formanden for den kommunistisk orienterede faglige landsorganisation GGT, Louis Viannet, fordømte MAI som en "ophævelse af staternes suverænitet" og en "risiko for, at landet og dets institutuioner reduceres til vasalstatus" - mens den meget konservative tidligere premierminister Edouard Balladur erklærede, at MAI er "en aftale, der ville kræve af alle nationer i verden, at de behandler alle udenlandske eller nationale investeringer ens" - og derfor "ikke acceptabel for Frankrig".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu