Læsetid: 4 min.

Franske følelser og følerier

19. februar 1998

75-årige Alain Resnais lader sig inspirere af Dennis Potter i original ny film - Malmros' 'Barbara' synes efter de berlinske anmeldelser at være ude af betragtning i kapløbet om filmpriserne

Festival
BERLIN - Den lokale berlinske presse har ikke været nådig overfor filminstruktør Nils Malmros' Barbara.
Dagen efter premieren faldt dommene. Venligst er Berliner Morgenpost, der indleder med et Velkommen til Skandinavien, som avisen altid finder god for gedigen filmkost "hvis man medbringer tid til en altmodisch dvælende fortælleform og en billedrytme, der er fjern fra den storstadshektiske". Der Tagesspiegel går mere til biddet ved at mene, at hvis instruktøren "havde skåret en time ud af sit epos, der bevæger sig med sneglefart, så ville kostumefilmen måske slet ikke have været så ringe", fordi kærlighedshistorien har potentiale og melodramaet et par komiske øjeblikke. Under overskriften Det rasler i alkoven skriver Berliner Zeitung: "Tårer, kval og bibelord, bølger og dysterhed, resten var - helt ærligt - tåge". Og alle har de harske ord til Gunnar Møller Pedersens banalt understregende og indsovsende musik, som også denne udsendte i sin anmeldelse i sin tid kommenterede.

Engelsksporget succes
Så her på festivalens sjette dag er der ikke megen optræk til en pris til Barbara.
Igen må man konstatere, at de engelsksprogede bidrag er de mest oplagte kandidater til en gylden berlinerbjørn.
Ikke mindst Sheridans The Boxer, der åbnede festivalen, og Gus van Sants Good Will Hunting. Begge er på vej til snarlig dansk premiere med forpremiere på Natfilmfestivalen. Konkurrenceprogrammet har ellers budt på tre franske bidrag. Det første af Jacques Doillon, hvis egensindige filmkunst bevæger sig på den svære knivsæg, hvor det enten kan blive brillant eller ubærligt navlebeskuende. Hans Ponette, der sidste år havde dansk premiere, hører til de bedre, selvom man som Morten Piil i sin anmeldelse, kunne være forbeholden over for at lade en fire-årig spille rollen som en pige, hvis mor dør. Hans nyeste film, Trop (peu) d'amour/Alt for meget (lidt) kærlighed, handler om en filminstruktør, der idoliseres af en 17-årig, som han inviterer til at arbejde med på et manuskript. Han bor i en lækker slotsidyl i en fotogen fransk provins med sin 25-årige nye kone og 14-årige datter og filmen skildrer så de følelsesmæssige relationer, der eksploderer i alle retninger med den 17-årige rivals opdukken.
I den type film bliver Doillons lækre miljøer og velbjergede intellektuelle overklassetyper ikke til at holde ud i deres selvsmagende pilleri i egne følelser.
Olivier Ducastel og Jacques Martineau har med deres Jeanne et le garcon formidable/Jeanne og den perfekte fyr valgt at skildre ung kærlighed i en aids-tid, men har overrumplende valgt en musicalform inspireret af Jacques Demy, og historien bliver mere en meditation over al tings forgængelighed end en socialrealistisk og -indigneret skildring af den store kærligheds livtag med den uomgængelige død.

Uforløst
Intentionen er nok bedre end forløsningen, for sandt at sige er musicalnumrene ikke synderligt inspirerede i de koreografiske udfoldelser, der er et slapt opkog at et ganske nøjsomt standardrepertoire af bevægelsesmønstre med lange, ofte alt for lange, syngende fremsigelser.
En besynderligt kuriøs oplevelse. Ikke fordi den ikke tager et alvorligt emne alvorligt, men fordi den ikke synes at tage sine egne intentioner alvorligt nok.
Så er der ganske anderledes stringens og samling over den nu 75-årige Alain Resnais' film On connait le chanson/Man kender melodien, der både er original og i alle detaljer præget af mesterens klo, en uforlignelig rytme og uefterlignelig omhu i klip og i hele afviklingen af den mangefacetterede historie om en række mennesker og liv, der tilfældigt krydser og griber ind i hinanden.
Filmen, der er tilegnet Dennis Potter, benytter sig som dennes epokeskabende tv-serier af populærmusikkens guldgrube af ørehængere.
Hos Resnais selvfølgelig franske sange, der spænder fra Josephine Baker og Edith Piaf over Aznavour og nutidig pop. Men spillereglerne har for Resnais været, at sangene ikke skulle være indre fantasier iscenesat som shownumre, men simpelthen i kortere eller længere stræk, nogle gange kun i en enkelt strofe eller et par takter, skulle erstatte dialogen.
Skuespillerne mimer til, mens Piaf eller Chevalier synger. Det bliver altså aldrig til musical, men sangen blot en naturlig del af en dialog.
Måske er pointen at demonstrere, at den mest kendte og banale poptekst uefterligneligt kan give vores følelser ord, at komplicerede følelser kan klar- og udlægges enkelt i populære sange. For vi kender den melodi filmen synger med på - den historie der fortælles - i filmen om følelsernes veje og vildveje og de tilfældige møder, der tilsammen danner vort livs mønster. Men når en Resnais folder sig ud som her, og med friske øjne lader os betragte det banale, så bliver det banale originalt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu