Læsetid: 5 min.

Om at gå til koncert

5. februar 1998

Ovenpå denne weekends Venue Festival kigger vor anmelder på nogle af attraktionerne ved at gå til koncert

Årets Venue Festival er overstået, og at den har været en succes, vidner en belægningsprocent på 81 procent om. Det på trods af den megen kritik programmet blev udsat for på forhånd, hvor man sporede den konstruktive holdning hos kritikere af udbuddet, at 'hvis ikke jeg har hørt om det, er det nok heller ikke særlig godt'.
Men selvom fokus for Venue Festivalen har været at rette søgelyset mod spillestedernes be-trængte situation, er det ikke desto mindre interessant, at man kan opnå fulde huse ved at kalde det en 'festival' og servere to stilbeslægtede navne fra henholdsvis DK og det store udland til en entre, der ikke er nævneværdigt højere eller lavere end normalt.
Især i lyset af de problemer spillestederne har med at opnå det samme på en 'normal' weekend - og selvom spillestederne selvfølgelig ikke kan præsentere et internationalt navn på en flad fredag, sker det oftere og oftere at små og mellemstore udenlandske bands spiller andre steder end lige København, Århus og Aalborg. Og mange danske bands er bedre live end på plade: Det er svært at overføre energien og charmen fra scenen til et halvtommebånd i et dyrt pladestudie, hvor der alligevel ikke er tid eller penge til at gøre det helt perfekt.

Koncertformens død
Og der findes kritiske røster, som gerne så live-musikken hen hvor peberet gror. Min ærede kollega Per Juul Carlsen rettede for et par år siden i dagbladet Politiken et frådende angreb mod koncertsituationen, som han fandt kunstig, klichéfyldt og i det hele taget ikke værd at beskæftige sig med. Pladerne var alligevel altid bedre og mødet med kunstnerne ofte en skuffelse, så bliv dog hjemme i din varme stue og spil et givtigt og intellektuelt udfordrende computerspil à la Doom II i stedet - det var holdningen hos Carlsen.
Så hvorfor overhovedet gå ud og høre musik, er der nu sikkert nogen der vil spørge? Når man for 120 kroner kan erhverve sig en cd med sin foretrukne kunstner og sidde hjemme i lænestolen med remoten og styre slagets gang. Samt foretage sig alt muligt 'nyttigt' ved siden af: Læse sin e-mail, støvsuge, ae katten eller udfylde sin selvangivelse.
For undertegnede, som er lidt af en koncertnørd, er der mange gode grunde til at gå i byen og høre bands og solister, små som store, danske som udenlandske.

Lytteoplevelsen
Én af de vægtigste er faktisk opført ovenfor: Netop fordi der altid er et eller andet man kunne eller burde foretage sig hjemme, smutter koncentrationen nemt. Man sætter en plade på, sætter sig i lænestolen, musikken begynder at spille - og kommer så i tanke om et eller andet uopsætteligt. Eller telefonen ringer. Eller ens kæreste (kone, samlever etc.) kommer ind ad døren. Hunden vil luftes, aviserne læses - og så går strømmen.
Hvis man ikke er så forbandet et fjols, at man tager sin mobiltelefen med til en koncert, er der praktisk taget intet dér, som kan distrahere fra musikoplevelsen. Hvis man møder i god tid, får sig en ordentlig plads og lader op, gerne i godt selskab, og er på fra musikken begynder at spille, kan man den næste time til halvanden hengive sig fuldstændigt til lytteoplevelsen. Det kræver selvfølgelig at man er indstillet på formen: At man er en god publikummer - ikke fan eller fanatisk, men åben og til stede. Det er nok.
Utallige er de kunstnere, hvis værk og virke undertegnede har måttet omvurdere efter sådan en omgang.

Flygtig samhørighed
Det være sig af negativ art - som U2 i Parken i sommers - eller af jublende positiv karakter, som f.eks danske Souvenirs på lillebitte Rust for en sæ-son siden, hvor trioen demonstrerede hvad glæde ved kommunikation egentlig er - og publikum gav igen med højlydte tilkendegivelser af, hvor stor pris det satte på den
utvungne og humoristiske facon på scenen.
Dernæst er der den pragtfulde fornemmelse af at befinde sig sammen med flere hundrede mennesker, der alle har deres opmærksomhed rettet mod det, der foregår. De færreste går til koncert med en negativ forventning, og hvis alt klikker - lyd, lys, performance, stemning - er der noget åndeløst betagende over at befinde sig i selskab med en stor mængde og sammen fremmane en magisk stemning af, at 'det her er sgu stort'. Lade sig påvirke på linje med kontoreleven fra Rødovre, den filosofistuderende fra Odense og skolelæreren fra Varde, som er rejst den lange vej for at opleve netop det, der foregår på scenen - lige nu.
Der er tale om en flygtig samhørighedsfølelse, som beror på at man kollektivt oplever noget, der aldrig præcist vil være sådan igen - og selvfølgelig holder den ikke vand, den der med at 'pladen alligevel er bedre': Når musikken spiller og tingene går op i en højere enhed, kan der nås sublime højder, helt hinsides en aldrig så perfekt lydgengivelse på anlægget derhjemme.

Et godt show
Dernæst er der selvfølgelig glæden ved et godt show. Dette behøver ikke at indebære de store armbevægelser eller et lys-show til en million. Utallige gange har undertegnede set Nikolaj Nørlund & Rhonda Harris, og mere skrabet kan det næppe blive - men ikke desto mindre formår Nørlund at fange og fortrylle alene ved musikkens kraft, og hans lidet flamboyante scenefremtræden gør kun oplevelsen stærkere.
Men det var også sjovt at se superkrukken Jarvis Cocker fra engelske Pulp folde sig ud for et par sæsoner siden, på samme måde som amerikanske Beck ikke giver den for lidt, når han præsenterer sit Slacker-Meets-Las-Vegas Show.
Og selvom grupper som Tindersticks eller 22-Pistepirrko på en scene ikke afviger meget fra den måde, hvorpå de lyder på plade, kan der være alle mulige små forskydninger og uberegnelige faktorer, der gør netop deres koncerter specielle.
Og så er der stederne i sig selv. Jeg har været på utallige spillesteder i løbet af årene, fra Rockmaskinen på Christania og Kostalden i Brumleby over Saltlageret og Saga til betonpaladser som Brøndby eller Valbyhallen - og alle steder oplevet både det uforglemmelige samt det modsatte. Det har altid været et spørgsmål om at tingene skulle gå op i en højere enhed - hvad de forbløffende tit har gjort.

I næste uge kigger Ralf Christensen på den københavnske klubscene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her