Læsetid: 3 min.

Gid mor blev væk

6. februar 1998

Lone Scherfigs familiefilm 'Når mor kommer hjem' er ikke uden charme, men den fornærmede alligevel undertegnede anmelder

NY FILM
Måske er det fordi, jeg selv har børn, for hele vejen igennem Lone Scherfigs familiefilm Når mor kommer hjem, kunne jeg ikke sige mig fri for at være en smule rystet over moren i filmen, der udviser en uanstændig stor uansvarlighed i forhold til sine børn - og får lov til at slippe afsted med det.
Jeg er ikke blind for, at der er tale om en film, hvor humoren spiller en ikke uvæsentlig rolle, men også filmen selv forfalder til ind i mellem at have nogle holdninger til det at være skilsmissebarn uden en rigtig far.
Derfor vil jeg også tillade mig at stille spørgsmålstegn ved det moralsk rigtige i på film at lade et så barnligt og lemfældigt menneske som Ann Eleonora Jørgensens Linda-mor slippe afsted med at være sådan.

Moren der blev væk
Linda må efterlade sine tre børn i alderen fra 6-11 år alene hjemme, da hun efter endnu et butikstyveri, som hun bliver opdaget i, skal i fængsel. I en uge, fortæller hun børnene uden at vide det med sikkerhed og overlader tøjlerne til sønnen, der er den ældste og ikke interesseret i at komme på børnehjem - igen. Derfor bilder de socialvæsenet ind, at deres far skal passe dem.
Men, viser det sig, i virkeligheden skal moren i fængsel i en hel måned, hvilket børnene først får at vide samme dag, som de venter hende hjem. I starten går det fint for de tre børn, men snart løber de tør for penge, moren kan ikke sende dem nogen, og efterhånden bliver hendes standard-replik til den mere og mere fortvivlede søn, "det finder du nok ud af Kasper."

Eventyret der blev væk
Når mor kommer hjem, der er baseret på en roman af Martha Christensen, starter som en eventyrfilm om det, alle børn vel på et eller andet tidspunkt drømmer om: Nemlig at være alene hjemme i en uge, hvor man så kan få lov til at gøre alt det, man ellers ikke må. Spise slik hele tiden og hoppe i møblerne. En præmis som også er katalysator for nogle af filmens mest charmerende scener med deltagelse af de tre velspillende børneskuespillere.
Men efterhånden som tiden går, pengene tager slut, og savnet bliver større, så skærpes filmens tone - selvom Lone Scherfig forsøger at holde fast i de humoristiske toner.
Især en scene fra fængslet, hvor en fortvivlet mor forsøger at slippe ud, kan være skrap kost for de mindste blandt publikum. Og den kræver, ligesom meget af filmens øvrige handling, en smule forklaring og opblødning for børnene, som under alle omstændigheder ikke bør se filmen alene.
Men ellers er der god grund til, at det yngre publikum vil finde fornøjelse i det meste af Når mor kommer hjem, for den skuespilmæssigt og teknisk lydefri film rummer vitterligt mange sjove og oplivende øjeblikke. Men de voksne vil nok sidde tilbage med en noget dårlig smag i munden.
Det er oprørende at opleve de voksnes indifferente og uforstående holdning til børnene og deres skæbne - især når Linda - den værste af dem alle - får lov at sejle ukommenteret igennem.
Det interessante er nemlig, at hvor filmen slet ikke stiller spørgsmålstegn ved moren eller hendes gøren og laden, så bliver den straks en noget mere moralsk stiløvelse, lige så snart fokus skifter til børnene.
Hendes pludselige trang til at komme hjem til børnene klinger også meget hult, når man tænker på hendes totale ligegyldighed og flegmatiske holdning i starten af filmen, hvor børnene sagtens kunne klare sig - enten på børnehjem eller alene.

Fornærmet
Jeg skal ikke udelukke, at jeg som far føler mig en smule stødt over de øretæver, Scherfig deler ud til fædrene i filmen, der ensidigt enten er fraværende eller usympatiske og selvoptagede.
Og måske overreagerer jeg en smule, når jeg oplever filmens grundholdning som værende, at en kriminel og fængslet mor er bedre end en far - for de er jo alligevel bare ligeglade.
Ikke desto mindre er det, hvad jeg ser, og det bryder jeg mig ikke om.

*Når mor kommer hjem. Instruktion: Lone Scherfig. Manuskript: Lone Scherfig og Jørgen Kastrup. Dansk (Palads og Scala, København og 39 biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her