Læsetid: 2 min.

Grever og baroner vil stække mediemogul

13. februar 1998

Overhuset er bekymret for pluralismen i den britiske presse, hvor Rupert Murdoc er
ved at tvinge The Independent i knæ. Det huer ikke New Labour regeringen

LONDON
Nede i kiosken på en flad mandag skal man ikke have særligt stærke briller på for at se, hvorfor avisen The Times sælger mange eksemplarer. Forklaringen sidder oppe i det ene hjørne, hvor prisen står: 20 pence - ca. 2,25 kroner. For ikke så længe siden stod der endda kun 10 pence - lidt over 1 krone. De andre aviser af samme type koster over det dobbelte.
Også de andre hverdage er The Times billigere - omend lidt mindre - end konkurrenterne, og med sådan en prispolitik er det måske ikke så sært, at The Times i dag er briternes andenstørste daglige avis. I november blev der solgt lidt over 800.000 om dagen, og kun den konservative The Daily Telegraph er større, men The Times haler godt ind.
Mens den billige pris har gjort Times-læserne glade, har den vakt betydeligt mindre begejstring hos konkurrenterne. Især hos The Independent, hvor færre og færre ressourcer har ført til færre og færre læsere. Avisen sælger nu kun 250.000 på hverdage. Og når The Independent er af vejen, bliver The Daily Telegraph næste målskive.
The Times, som ejes af mediemogulen Rupert Murdoch, beskyldes i de britiske medier utilsløret for at presse The Independent ud af markedet ved at subsidiere den billige avispris med indtægter fra andre steder i Murdochs vidtforgrenede imperium - også selv om hele to undersøgelser af konkurrencerådet har konkluderet, at The Times ikke gør noget forkert.

Ny Labour-revolte?
Det mener greverne og baronerne i House of Lords er uholdbart. Så i behandlingen af en ny konkurrencelov i denne uge vedtog de en paragraf, som specifikt beskytter avismarkedet mod "misbrug af dominerende stilling". Mange af de, der stemte for forslaget, var Labour-folk.
Nu skal paragraffen så bare vedtages i Underhuset, hvor Labour har kæmpeflertal. Og der ligger problemet. For regeringen er imod at smække til mediemogulen Murdoch.
Regeringen siger, at det ikke er 'nødvendigt'. Men kyniske hjerner med onde tunger tror på en helt anden årsag - at New Labour for alt i verden vil fastholde Murdoch-pressens støtte, så partiet også kan vinde det næste valg.
Det blev betragtet som en helt uundværlig ingrediens i New Labours valgsejr sidste år, at Murdoch-aviserne, som ellers traditionelt er meget Tory-begejstrede, skiftede hest og gav sig til at støtte New Labour.
Derfor havde regeringen da også bedt partiets medlemmer i House of Lords om at lade være med at stemme for den famøse paragraf. Men det rettede de sig ikke efter, og flere kommentatorer forudser, at det samme vil ske under behandlingen i Underhuset.
I så fald vil New Labour regeringen opleve en ny, pinlig revolte fra de menige medlemmers side - kun kort tid efter at den var igennem sin første krise, hvor mange af Labours egne parlamentsmedlemmer stemte imod at skære i bistanden til enlige mødre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her