Læsetid: 5 min.

Grimhedens Mekka

11. februar 1998

Hvordan kan man slå igennem som plastikkirurg i et land, der elsker Ringo Starr?

Derude
Det' bare mænd er efter min mening et lille mesterværk af en film.
Det er den måske af mange forskellige grunde: god socialrealisme, gode skuespillere, god sort humor og en god historie: Taberne slutter sig sammen og vinder mod alle odds.
Men det, der for mig gør filmen usædvanlig god, er noget helt femte, nemlig dens fascination af den engelske grimhed. Alt i den film er grimt. Selvfølgelig er selve hovedrollerne ikke noget at samle på, i hvert fald ikke sammenlignet med de Chippendales, de er oppe imod: for tykke eller for gamle eller for knudrede eller for samspilsramte.
Men efterhånden som filmen får flyttet sig rundt i hele Sheffield, kan vi se, at godt nok har vi slået ned på a bunch of losers, og godt nok er der ikke særlig smukt på et Job Centre eller på et nedlagt stålvalseværk, men det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at der overhovedet ikke er nogen steder eller nogen mennesker i hele Sheffield, der er smukke. Man får på fornemmelsen, at det har været lidt af en loppetjans at være kameramand på den film. At producere to timers billeder af gedigen engelsk grimhed, det har ikke noget at gøre med kameravinkler eller klippearbejde - man stiller sig bare op et tilfældigt sted og begynder at filme: mennesker, gader, pubber, parker, huse udvendigt, huse indvendigt, haver, havenisser - det er bare britisk, det er bare grimt. Jeg er da vant til fra min egen by, at man engang imellem løber ind i noget der godt kunne være pænere, nogle baggårde, nogle fabrikshaller, den slags veldefinerede områder, som vi godt ved er grimme. Men i Sheffield er kategorierne ligesom ophævet, dér er det ikke bare det grimme, der er grimt.

Går under i fri sex
For ikke så længe siden boede jeg et år i London, og jeg kan vist sige uden at overdrive, at det ikke bare er i Sheffield, det er galt.
Englænderne bryder sig simpelthen ikke om at deres byer er pæne. Selvfølgelig kunne jeg nævne Westminster Abbey eller the Royal Albert Hall eller et sted midt i Regent's Park, hvor man er omgivet af blomsterbede - dér føler vi ikke-englændere, at der lige er et åndehul, og at vi står over for noget smukt.
Men det har jo ikke noget med selve London at gøre. Det er bare et par heller, hvor man et kort øjeblik kan glemme, hvor grimt der er på de rigtige gader, Tottenham Court Road, King's Cross, eller hvis man prøver at gå en tur langs Themsen. Den ligger bare dér og flyder og er grim - det er komplet umuligt at forestille sig, at nogen nogensinde skulle have skrevet et hit à la Sous les ponts de Paris. Eller pub'erne, hvor englænderne reproducerer alle deres smagløse dagligstuer: gulvtæpper over det hele, og så en masse tingeltangel rundt på vægge og hylder, platter og souvenirs og krus med navne og små porcelænsdyr. Lige så smukt som havenisserne i Sheffield.
Jeg boede egentlig ret fint og også lidt dyrt, lige ved Marble Arch og Park Lane (Rådhuspladsen på det engelske matadorspil), men grimt var det alligevel, med gulvtæppe og blomstret tapet og nips på kaminhylden.
Men Marble Arch, det er jo også Speaker's Corner, hvor jeg gik ned hver søndag, og det var faktisk her jeg fik det første lille puf hen mod en dybere forståelse af den engelske grimhed.

Mølby grim nok
Midt imellem alle de mellemøstlige dommedagsprofeter, der prædikede om Vesterlandets Undergang i Fri Sex, var der heldigvis også en temmelig god engelsk stand-up-comedian, eller én der øvede sig i at blive det. Han havde mange gode måder at holde gryden i kog på, et af hans yndlingstricks var at udse sig en udlænding blandt publikum, og når han havde fundet en tysker eller japaner eller dansker, så fortalte han os hvor grimme eller afvigende eller uhygiejniske eller dårligt klædte, vi var, og at det var egentlig sådan, han havde gættet vores nationalitet.
Han kunne være ret skæg, men efterhånden begyndte jeg at undre mig over, at han søndag efter søndag altid slog ned på os kontinentale stakler og aldrig på englænderne, som jo ellers ikke var for kønne. Men så gik det op for mig: netop derfor. Det ville aldrig bide på en englænder. I et land hvor Ringo Starr og Rowan Atkinson ikke bare er accepterede, men har idolstatus, kan man ikke få folk til at føle sig latterlige, fordi de ikke ligner Richard Gere. Eller hvad med Eddie the Eagle, skihoppernes konge? Eller hvis nogen endnu kan huske Nobby Stiles, midtbanespiller ("fløjhalf" hed det dengang) på det engelske VM-hold i 1966 - jeg kan huske, at i hvert fald på mit fodboldhold var vi enige om, at vi aldrig havde set så grim en fløjhalf. Så hvad skal vi stille op, når englænderne simpelthen elsker dem? Det må være svært at slå sig igennem som plastic-kirurg derovre.
I øvrigt fik jeg stor sympati for deres holdning, da det gik op for mig, at der ikke er noget specielt nationalistisk ved den: de kan også bedst lide udlændinge, der ikke er alt for pæne. På min arbejdsplads havde vi et oldboys-hold, der spillede hver søndag i Hackney Downs (en meget grim park), og her fik jeg en del kommentarer til alle de danske spillere i britisk fodbold. Det var dét år, 1994-95, hvor Jan Mølby sluttede i Liverpool, John Jensen i Arsenal, og Brian Laudrup blev årets spiller i Skotland.
Inden jeg nu kommer til at sige noget sårende, vil jeg indskyde, at jeg på ingen måde selv er det, man kalder 'en smuk mand'. Men altså, jo, Brian Laudrup, det kunne de da godt se, det var da fantastisk, ja mere end det, nærmest unbelievable. Rigtig smuk kontinental fodbold, og sikken også en pæn og velopdragen ung fyr. Helt fint med sådan et tilskud af klasse til britisk fodbold i et par år. Men Mølby og Faxe - dem havde de taget til sig på et helt andet plan, som Brian Laudrup aldrig vil kunne nå. Jo, det var da rigtigt nok, at Mølby mest løb rundt inde i midtercirklen, og at Faxe kun havde scoret ét sølle mål på Highbury, men skidt nu med det. Det var bare helt forkert, at de var på vej ud af britisk fodbold, hvor de var elsket og æret som to af Englands egne sønner.
Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld, hvis jeg siger at Brian Laudrup simpelthen har udseendet imod sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu