Læsetid: 5 min.

Der var hegn om paradis

21. februar 1998

Om hegn og om det ugræs, der altid fyger over sådanne

Haven i februar
Skal der hegn om en have? Det er muligt, problemet forekommer nogle fiktivt, men faktisk er det et emne, der er vidt og bredt omdebatteret. Den danske arkitekt Steen Eiler Rasmussen mente ganske vist at kunne afgøre det i én sætning: "Tager man hegnet væk, så er der jo ingen have mere", sagde han. Men Steen Eiler Rasmussen var dansker, og hos os er forestillingen om en hegnet have dybt rodfæstet(!) for vi har altid været tilbøjelige til at betragte hele Danmark som en have. Ved festlige lejligheder. Kast blot et blik i Højskolesangbogen.
Dér kan man ved samme lejlighed forvisse sig om, at det i altovervejende grad er naboskabet til tysken, der har indgivet os forestillingen om hegnets velsignelser. Så ved siden af vor eventuelt æstetiske sans, røber vores kærlighed til hegn også et mere pragmatisk træk i folkekarakteren. "...en ting mangler ved den have/leddet er af lave", digtede Laurids O. Kock allerede i 1600-tallet.

Paradisisk hegn
Den svenske haveskribent Lotte Möller er tilbøjelig til at være enig, men hun kan samtidig berette, at svenskere normalt ikke er.
"Man foretager sig vel ikke noget i sin have, som ikke tåler at blive set"!
Således svarede Lotte Möllers nabo hende, da hun modsatte sig fældning af en birk, der smukt skærmede for indsynet i begges haver.
"Men er denne åbenhed forenelig med selve havens ide?" spørger Lotte Möller, og så kommer hun med en etymologisk argumentation for det modsatte, hvor dansk indtager førstepladsen:
"Det danske ord have betyder indhegning ligesom det norske hage, det engelske garden, det tyske Garten og det franske jardin".
Skulle enkelte tidselgemytter med trang til at fyge over hegnet, hvor det er lavest, ikke være overbevist, så sætter hun trumf på i fortsættelsen: "Også oldpersiske pairidaeza, som blev til det græske paradeisos og vort paradis betød indhegning eller park".
Der er hegn om paradis! Det burde da være en ar-
gumentation, der kan overbevise selv svenske damer. - Hvis ikke det var, fordi behovet for hegning måske også har dybere og mere skumle kilder end paradisdrømmen (og militærstrategiske hensyn). Kilder der nok kan vække en svensk nabo-mistænksomhed.

Dyrisk territorium
Min mistanke blev vakt af Gerald Durrell, lillebror til Alexandriakvartettens ophavsmand og morsommere end storebror Lawrence.
Lillebror Gerrys barnlige lidenskab var dyr - kosteligt skildret i bogen: My Family and Other Animals - og dén aflagde han ikke, fordi han kom til skelsår og alder. Han anskaffede sig blot en zoologisk have! Og samtidig bidrog han til indhegningens teori på en måde, der fik mig til at tænke. Vilde dyr i min have hedder den bog, hvori han gør rede for sine overvejelser.
"Folk siger, at det er forkert at holde dyr i bur, at berøve dem deres frihed".
"(Folk) antyder, at hvis man sætter et dyr i bur, berøver man det dermed chancen for at tage på charterrejse til Costa Brava eller gå til koncert i Albert Hall eller rejse på skiferie i Alperne. Disse velmenende mennesker opfatter nemlig dyr som små lådne udgaver af mennesker - onkel Fred og tante Freda i pels. Men det er de ikke. De er individer, der anskuer verden på deres egen måde, og som har deres egne sympatier og antipatier".
Publikum har som regel ikke begreb om, hvor stærkt afgrænset livet er for de fleste dyr, argumenterer Durrell. "For en masse vilde dyr former den daglige tilværelse sig så monotont, at hverdagen for en gennemsnits-bankmand i Streatham i sammenligning er som de første fem bind af Tusind og én nat", konstaterer han.
Durrells konklusion er, at for dyr drejer det sig først og fremmest om, at de har deres territorium. Det er det, bure skal indrettes efter.

Tarzan i kastanien
Nu er jeg ikke så primitiv, at jeg uden videre vil analogisere til mennesker: ligesom dyr har vi brug for et territorium, altså hegn om haven! Nej, Durrells betragtninger mindende mig om noget tilsyneladende langt mere kulturelt, nemlig hvordan jeg selv læser skønlitteratur. Siden jeg var barn, er det nemlig lykkedes mig at få anbragt verdenslitteraturens mesterværker indenfor mine egne nære omgivelser. J. P. Jacobsens Marie Grubbe udspillede sig for store partiers vedkommende i vores nabos have og gård; de tre musketerer kom sprængende over vores bakke ned mod landevejen, og Tarzan svingede sig i havens syv kastanietræer. Den dag i dag illustrerer mit indre øje det, jeg læser, med nært fortrolige billedsyner. Så måske forgrener det dyriske territoriebehov sig langt ud i vore artigste forehavender? Måske ville man opdage det samme på mange andre felter, hvis blot man var sig det bevidst? Og muligvis skal vi derfor bag en pæn svensk dames modstand mod hegning søge en instinktiv anelse om de ukontrollable og utæmmede kræfter, der skjuler sig bag enhver dydsiret beskyttelse af et yndefuldt birketræ. Dyrets gamle angst og forsvarsinstinkter!
- Muligvis.

Frø af ugræs
Men nu ikke flere spekulationer. Dette skrives den 19. februar, solen skinner, og lærkerne er fuldkommen kulrede af henrykkelse. De begyndte allerede at rømme sig sidste lørdag, og fluks skulle både ridderspore, pæon, lathyrus, dorthealilje og krokus op og kiggelytte, som det hedder i en gammel Liva Weel-sang. Nu er løjtnantshjerte og sankthansurt fulgt efter. Erantis og vintergækker er nyheder fra i går. I dag er jordtemperaturen på seks grader, og det vil sige, at ukrudtet er begyndt at gro! Endnu kan man dog sikkert nå at luge, hvis man skynder sig.
Ja! luge! Det har været denne frostfri ikke-vinters store opdagelse, at alt frø af ugræs har været forsvarsløst. Rødderne har jo ikke haft fat, så længe de ikke var i gro, så et enkelt vip med spaden i den fugtigtbløde jord - og selv mælkebøtter, brændenælder og katost har kunnet pilles op. Og så har jeg slet ikke nævnt fornøjelsen ved at optrevle kvikgræssets og skvalderkålens underjordiske sammensværgelser. Måske vil jeg køre en gasbrænder hen over de rensede stykker nogle gange i de kommende uger, men så venter jeg mig også en rigelig belønning til sommer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her