Læsetid: 10 min.

Helte og skurke i Mellemøsten

14. februar 1998

USA's aktuelle trussel om overfald på Irak er ikke starten på en ny krig. For krigen mod Irak har været i gang siden 1991, og civilbefolkningen betaler en høj pris for sanktionspolitikken

Der var en metallisk fremmedartet lugt med en sødlig røget efterduft i det underjordiske rum. Stanken af massemord. Jeg kendte den ikke, før jeg stod i den sammenstyrtede bunker i Bagdad, men den vil for altid sidde i mine næsebor som en uudslettelig erindring. På samme måde vil jeg også huske kvinden, der fremviste den udbombede bygning, som lå ved siden af en skole. Hun så anklagende på os, samtidig med at hun i en skingert urvred tone bad os sørge for at USA's tidligere præsident Bush blev straffet. 1.200 var døde. Mest civile, for det er jo altid dem, der rammes hårdest. Ofre for de amerikanske bombninger af millionbyen Bagdad i Golfkrigens slutfase.
Kvinden havde selv mistet syv familiemedlemmer, heriblandt tre børn. Nu viste hun resterne af beskyttelsesrummet frem. Det var indrettet som en slags museum, hvor billederne af de døde hang på væggene side og side med aftryk af brændte kroppe og afsvedet hår, der sad klistret til muren.
Jeg glemmer heller ikke mødet med en anden kvinde fra den kurdiske landsby Koshtapa i det nordlige Irak. Hun havde været 20 år dengang i 1983, da op mod 8.000 mænd og store drenge blev hentet i fire landsbyer. Seks mænd blev taget i hendes familie, heriblandt hendes mand. Hun fortalte det stille, næppe hørbart, mens hendes børn stod alvorlige omkring hende. En tidlig morgen ved fire-tiden kom de irakiske soldater i lastbiler, og helikoptere med højttalere råbte de få kommandoråb ned over de sovende familier. Skrattende ord, der på få timer ødelagde tusinde menneskers tilværelse. Kvinder blev dræbt, hvis de gjorde modstand. Elektriciteten blev afbrudt, og i lang tid efter aktionen blev efterladte kvinder truet og chikaneret.
Det er nu over 10 år siden. Ingen har siden set de mange mænd og drenge. Enkernes byer emmer af håbløshed.
Igen har de civile måtte bære byrden. Uofficielt tales der om 182.000 kurdere, der skulle være forsvundet i Irak.

De to vidnesbyrd er fra samme land. To kvindeskæbner med en sorg så dyb, at kun et rodløst had kan holde livsgnistens gløder på et eksistensminimum. Det er hverdagsbilleder fra Irak og fra Kurdistan i det nordlige Irak.
Og det er også rystende fakta, der vidner om en noget mere kompliceret situation, end det unuancerede billede der ofte gives af forholdene om Saddam Husseins Irak.
Den kolde krigs sidste istap var knap smeltet, da opgøret om en ny verdensorden blev til en overophedet konflikt under Mellemøstens sol. Vi husker de flotte ord om en ny verdensorden, da USA i 1991 stod i spidsen for den alliance, der drev Irak ud af Kuwait. Der var også et dansk krigsskib i Golfen. Det var det udemokratiske Kuwait, der skulle sikres på grund af olien, og FN beordrede Irak til våbenhvile på betingelser om våbeninspektion og en benhård embargo, der er i gang på ottende år.
Nu er den gal igen. Det er blot et spørgsmål, hvem der er aggressoren i 1998. Der er ingen tvivl om, at Saddam er en skurk, der har pint og plaget sit eget folk. Men berettiger det USA og Storbritannien til at fjerne politiske ledere i andre lande med magt? Er der principiel forskel på det, som sker nu med Irak og det, som skete i 70'erne, da USA skjult eller åbent væltede politiske ledere i Mellemamerika, man ikke brød sig om, og erstattede dem med marionetter?
Jeg har besøgt Irak tre gange siden 1993, og jeg glæder mig over, at Danmark i år ligesom sidste år har afsat omkring 25 millioner kroner til humanitært arbejde i Irak, men jeg foragter de kræfter i FN og i USA, som misbruger menneskerettighederne til at sikre sig kontrol med andre lande for at fremme egne storpolitiske og handelsespolitiske interesser. Golfkrisen har sat fokus på vores opdeling af verden, og krigen mod Irak har afsløret et gigantisk kultursammenstød mellem Vesten og den arabiske verden. Men mener vi det med menneskerettighederne alvorligt, må vi tro på, at konflikten kan løses af forhandlingens vej.
Dialog - ikke sammenstød. Så meget af Vesteuropas stolte fredsbevægelse må der da være tilbage i vores sind.
Golfkrigen var en tragedie, der bortset fra vores CNN-paraboler, havde det meste af verden som passive vidner. Millioner af mennesker har siden levet i et dagligt mareridt. UNICEF har netop offentliggjort en rapport, der fastslår, at godt en million børn i Irak er kronisk underernærede som følge af de internationale sanktioner. 500.000 irakiske børn er døde af mangel på mad og medicin. Der er flere døde af FN's sanktioner end under selve Golfkrigen.

Den USA-styrede FN-politik har vist sig mere dødbringende end de frygtede kemiske våben, som Saddam Hussein gemmer for FN-observatører. Men FN er trods alt mere end USA, og for nyligt rettede FN's Komité for Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder en indirekte kritik af Sikkerhedsrådets sanktionspolitik mod Irak. Det er sådanne rapporter, der kan genoprette troen på, at der er mere godhed end ondskab i verden. Dels fordi det er ubærligt at have et verdensorgan som FN, der med den ene hånd vedtager den ene fine menneskerettighedskonvention efter den anden, og med den anden hånd iværksætter sanktioner, der i realiteten krænker selvsamme konventioner, der burde beskytte det enkelte individ mod overgreb.
Disse konventioner hjalp ikke de to små børn, jeg så dø på et hospital sidste gang jeg var i Bagdad. Da livet forsvandt i stille kramper, og deres øjne mistede farve og bevægelse, var det ikke en hensynsløs irakisk diktators skyld. Det var virkningen af de masseødelæggelsesvåben mod forsvarsløse civile, som FN har skabt med en sanktionspolitik, hvor mennesker bruges som dominobrikker i et spil om magt, olie og ideologi.
Flere gange siden 1993 har jeg besøgt Irak. Da jeg sidste år havde mit tredje møde med Saddam Husseins højrehånd, vicestatsminister Tariq Aziz, fortalte han optimistisk om mødet med FN om 'olie for mad'-aftalen, der startede i 1996. "Det var et positivt møde, og vi vil godt tillade internationale hjælpeorganisationer at operere i Irak også i Nordirak. Vi vil godt samarbejde med FN, med FN's hjælpeorganisationer, med private internationale hjælpe-organisationer og med FN-vagter, som sikrer at nødhjælpen kommer frem," sagde Aziz, der som tidligere irakisk FN-ambassadør havde meget positivt at sige om FN trods konflikten.
"Der er brug for FN, fordi organisationen har et stort globalt overblik, men det er et teoretisk og ikke et praktisk overblik. FN får sin viden via reporter og statistikker, og FN har ikke øje for detaljerne. Ifølge resolution 986 vil Irak få to milliarder dollars hvert halve år. Af de to milliarder vil cirka 50 procent gå til krigsskadeerstatning og til FN. Tilbage til Irak vil der være mindre end 50 procent til mad, medicin, skoler etc."
"Irak er blevet sat tilbage til den præindustrielle tidsalder. Derfor er ophævelsen af sanktionerne den eneste løsning. Irak er jo ikke et u-land. Vi kan producere alt selv, og vi har masser af ressourcer. Man pålagde os sanktionerne på grund af vores invasion i Kuwait. Det er nu seks år siden, vi gik ud af Kuwait, men sanktionerne gælder stadig. Når den irakiske befolkning lever i dårlige kår giver det personlige spændinger, som kan føre til politiske spændinger. Men på trods af Iraks tilnærmelser, har det internationale samfund endnu ikke givet Irak nogen form for opmuntring."

Tariq Aziz blev kendt som Iraks officielle talsmand under Golfkrigen. Da han i november 1997 tog til bl.a. FN i New York for at tale Iraks sag, var han i det obligatoriske diplomatdress. I Bagdad startede Aziz mødet med at undskylde, at han bar militæruniform. Han havde overvejet, om han burde tage civilt tøj for ikke at bekræfte Vestens fordomme om Iraks aggressive ry. Han understregede i stedet sin civile rang ved at tænde sin pibe og professionelt tale om internationale forhold på en afslappet og hyggelig facon. Storpolitik har mange facetter.
Tariq Aziz henviste til, at Frankrig, England og USA foretager flyovervågning over Irak, hvor der er kurdere, som ifølge Aziz ikke angribes af nogen. Derimod understregede han, at der myrdes kurdere i Tyrkiet uden beskyttelse, og at de tyrkiske kurderne ifølge de vestlige medier er blevet til terrorister i stedet for frihedskæmpere.
"Men de irakiske kurderledere Talabani og Barzani er frihedskæmpere, som skal beskyttes mod præsident Saddam Hussein. Se så på forholdene i Tyrkiet. Så længe USA vil bruge kurderne mod regeringen, så kan vi ikke løse problemet. Vi har måske vores forskelle, men vi kan finde en løsning. Det er i Iraks egen interesse. Set ud fra et selvisk synspunkt er det også bedst i forhold til embargoen. Og jeg er klar til at forhandle med f.eks. Barzani. Vi er den samme regering og de samme folk. Kurderne er velkomne til at blive selvbestemmende, frigøre sig og lave deres egen stat og leve som gode naboer. Men hvis der skal være autonomi, skal de være en del af Irak. USA vil bruge Nordirak til at svække Irak. Derfor vil de ikke anerkende selvstyre/stat. De ønsker at bibeholde et kaotisk Irak. Det har været Kissinger-planen siden 1972. Vi har diskuteret forskellige erfaringer fra udlandet med autonomi. Men kurderne ønsker vetoret, og dermed vil den amerikanske ambassadør være medlem af regeringen. USA vil jo ikke blot splitte vores land, fordi de ikke kan lide vores ansigter. Så slemt er vores udseende ikke. Men det er olien, det drejer sig om."
Krisen mellem irakiske kurdere og regeringen i Bagdad er midlertidigt dæmpet på grund af tilstedeværelsen af FN-styrker. Freden i irakisk Kurdistan trues mest af økonomisk krise med stor arbejdsløshed og fattigdom, som er en fare for det spæde demokrati. Og selvfølgelig af Tyrkiets mordtogter ind i den sikkerhedszone, som FN oprettede i Nordirak efter Golfkrigen i 1991. Freden vil blive yderligere truet, hvis FN trækker sine UN-Guards ud af området. Irakiske styrker vil derefter kunne indtage området, hvilket igen vil resultere i millioner af nye kurdiske flygtninge. De internationale sanktioner er kriseforstærkende og syntes at skade alle parter.

I det geografiske område Kurdistan bor cirka 25 millioner kurdere. Tallet er anslået, da der ikke findes konkrete registreringer. Cirka 15 millioner bor i Tyrkiet, godt fem millioner i Iran, omkring fire millioner i Irak og nogle hundredetusinde i Syrien og det tidligere Sovjetunionen. Kurdistan er rig på olie og værdifulde mineraler. Desuden udspringer nogle af områdets vigtigste floder hér. Landbruget og byerne i og udenfor Kurdistan er afhængige af vandet fra disse floder.
Derfor er mange lande og interesser involveret i 'kurder-spørgsmålet'. USA og andre vestlige stormagter ønsker på grund af olie-milliarderne og hele Mellemøst-politikken at spille en væsentlig rolle i de skiftende internationale aftaler og løsningsmodeller, der vedtages fra tid til anden.
Det er en kompliceret proces, der kaster rundt med både den irakiske og kurdiske kvinde, og de tragedier de som enkeltindivider må bære.
Der er i den seneste tid givet tydelige meldinger fra både USA og Irak, og det kan blive uhyre vanskeligt at skabe en dialog, men næppe helt umuligt. Irakerne vil opnå international anerkendelse og kontakter, som Irak grundet FN-vedtagelserne om sanktioner ikke kan opnå på anden vis end de aktuelle provokationer. Som så mange af de involverede parter indgår USA i et dobbeltspil i denne konflikt. Men det internationale samfund kan ikke længere leve med ansvaret for, at både det irakiske og kurdiske folk skal lide under fortsatte sanktioner mod Saddam-regeringen i Bagdad, så længe de ikke giver politiske resultater. USA må derfor tvinges til at stoppe sit pres på FN-systemet, og der må tages skridt til at lempe og gradvis ophæve embargoen mod Irak.
Jeg ved godt, at FN i øjeblikket er involveret i indviklede nødsituationer i cirka 30 lande, og forsøger at hjælpe næsten 60 millioner mennesker. Jeg ved også, at det er svært at finde en balance mellem respekt for landenes suverænitet og nødvendigheden af humanitær bistand. Men netop fordi de humanitære foranstaltninger sammen med fredsstiftelse og fredsbevarelse er en af FN's tre hovedhjørnesten, må sanktionerne mod Irak lempes, så civilbefolkningen kan sikres de anstændige livsvilkår som der tales om i artikel 1 i FN's Verdenserklæring for Menneskerettigheder.
Sanktionerne mod Irak og Saddam Hussein har ikke opfyldt deres politiske mål, og derfor må der igangsættes nye synlige initiativer, før situationen bliver katastrofal. Et dansk eller fællesnordisk initiativ om dialog kan måske give den irakiske og kurdiske kvinde i henholdsvis Bagdad og Koshtapa troen på en bedre fremtid for deres overlevende børn.

Mit besøg i Irak var slut. Tilbage var en 20 timers anstrengede biltur gennem ørkenen til Amman i Jordan. Siden FN-sanktionerne begyndte, er dette den eneste transportvej ind og ud af Irak. Den danske delegation jeg var med i, stod og ventede på visum foran den jordanske ambassade i Bagdad.
En af deltagerne var Lasse Budtz. Han satte sig på en kantsten for at hvile. Her sad han side om side med de lokale. Vinden blæste igennem hans hvide hår og skæg, mens solen prøvede at trænge igennem hans tonede brilleglas. Kort efter henvendte en lille araberdreng sig til ham. Det var tydeligt, at han troede Lasse Budtz var araber. Når folk bliver ældre svinder de etniske træk, og man kommer til at ligne hinanden mere og mere.
Sådan er det også med konflikter. Jo, længere en konflikt varer, desto mindre forskel bliver der på de stridende parter. På godt og ondt, og det er somme tider svært at se hvem, der er hvem.
Men ofrene kan altid genkendes.

*Klaus Slavensky er til daglig informationschef i Det Danske Center for Menneskerettigheder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her