Læsetid: 9 min.

Hemmelighederne bag Golfkrisen

25. februar 1998

Afsløring af, hvordan jagten på hemmelige dokumenter førte til konfrontation i Golfen

BAGDAD
En russisk diplomat, der ignorerede sin egen regerings ønsker, og en hemmelig beslutning fra 1996 om at afdække selve kernen i Iraks våbenbureaukrati er baggrunden for den seneste krise mellem USA og Irak.
Striden drejer sig mindre om selve våbnene end om FN-inspektørernes forsøg på at kortlægge hele organiseringen af den irakiske våbenproduktion ved hjælp af dokumenter.
Inspektørerne blev enige om, at kun ved at afsløre navn og rang på flere hundrede officerer i Republikanergarden og det irakiske efterretningsvæsen kunne de skabe sig et billede af, hvilke biologiske eller kemiske våben irakerne stadig havde i sinde at fremstille.
Men irakerne frygter, at disse oplysninger vil blive overrakt israelerne på et sølvfad. I uofficielle samtaler indrømmer FN-kilder åbenhjertigt, at de på ingen måde kan garantere, at de ønskede informationer ikke bliver givet videre til israelerne af deres amerikanske allierede.
De latterlige paladser og kunstige søer over hele Irak, der er kommet i fokus for Bill Clintons og Tony Blairs offentlige raseri, spiller kun en tilfældig rolle i dramaet. Det, inspektørerne - oprindeligt under ledelse af den barske og målbevidste Nikita Svidovic - leder efter, er den mængde dokumentation og personaleoplysninger, der måske ligger skjult i mindre bygninger uden om paladserne.
Det er FN's "inspektion af skjulesteder", der er i centrum for den potentielle krig mellem USA og Irak. Det drejer sig om en serie raids på irakiske institutioner, som inspektørerne indledte i begyndelsen af 1996 med det formål at skaffe sig viden - ikke om hvor missilerne eller de kemiske fabrikker befinder sig, men om det system, Irak anvender i bestræbelserne for at skjule sine våben.

Hemmelige gyroskoper
I begyndelsen af 1996 var Svidovic leder af UNSCOM - FN's Særlige Kommission i Irak. Han havde ikke alene udmærket sig ved sit arbejde med Scud-missiler, men også ved at opdage nogle gyroskoper, der kunne være blevet brugt i missil-styringssystemer. Det endte med, at irakerne kom frem med gyroskoperne, som havde været gemt væk i kasser under floden Tigris.
Rusland fastholdt, at næsten alle Iraks langtrækkende Scud-missiler var blevet ødelagt, men USA hævdede, at lokalt fremstillede raketter med en rækkevidde på 150 km var ved at blive ombygget, så de kunne nå mål så langt borte som i Israel.
Svidovic, der tilsyneladende ignorerede sine arbejdsgivere i Moskva, begyndte at lægge mærke til, at officerer fra den samme irakiske militærenhed dukkede op, hver gang han og hans inspektører ankom til militært følsomme anlæg.
Samtidig tog amerikanske U2-fly - som er i stand til at "svæve" hen over et bestemt område - billeder af militære lastbiler, der forlod disse anlæg gennem bagindgange, mens Svidovic ventede foran hovedporten.
Det er interessant, at irakerne på højdepunktet af den senere inspektionskrise i 1997 truede med at nedskyde U2'erne. Russerne tilbød at løse krisen ved at sende deres egne fly, som ikke kan 'svæve', men amerikanerne afslog tilbudet og holdt U2'erne i luften.
I maj 1996 blev Svidovic fysisk forhindret i at besøge flere anlæg, og ved en lejlighed holdt en irakisk officer et skydevåben mod hans hoved. Inden der var gået en måned kom den daværende formand for UNSCOM, Rolf Ekeus, til Bagdad for efter russisk pres at indgå en aftale med den irakiske udenrigsminister Tariq Aziz.
Aftalen har mere end en svag lighed med den, FN's generalsekretær Kofi Annan nu er kommet hjem med fra Bagdad:
Irak ville respektere sine forpligtelser i henhold til aftalen om våbeninspektion; til gengæld skulle højtstående officerer være til stede under UNSCOM's ransagninger.
FN-kilder siger, at denne aftale blev krænket, inden der var gået to uger. Men U2'erne, som fløj med amerikansk besætning fra baser i Saudi-Arabien, kunne nu vise, at de irakiske lastbiler, der forlod militære anlæg, når Sidovic' folk nærmede sig, havde samme nummerplader som de køretøjer, inspektørerne stødte på andre steder. Det var tydeligt, at der foregik en koordineret bestræbelse for at skjule våbnene.
Russerne forsøgte via deres FN-ambassadør Sergej Lavrov at lægge yderligere pres på Svidovic for at få ham til at udvise mindre nidkærhed - det var grunden til, at han i 1997 i al stilfærdighed blev overført fra Moskvas lønningsliste til UNSCOM's.
Svidovic' efterfølger som leder af "skjulestedsinspektionerne" var den tidligere officer i det amerikanske marinekorps Scott Ritter - den mand, den irakiske presse kalder spion og beskriver som grov og arrogant.
Faktisk går Ritters virkelige betydning tilbage til Golf-krigen i 1991, da han var medlem af general Schwarzkopfs stab i Saudi-Arabien.
Til generalens vrede gav han gentagne gange udtryk for tvivl om rigtigheden af den amerikanske påstand om, at de fleste irakiske Scud-missiler var blevet ødelagt. Generalen blev endnu mere rasende, da det viste sig, at Ritter havde ret.

Kulturel konfrontation
Svidovic irriterede nok irakerne, men han kom i det mindste fra et venligtsindet land - og han gik i jakke og slips. Ritter dukkede op ved de militære anlæg i cowboybukser og iført baseballkasket. En kulturel såvel som en militær konfrontation var uundgåelig. Den mand, hvis rapporter blev sendt til Pentagon - og derfra til Israel, var irakerne overbevist om - kunne ikke engang klæde sig ordentligt.
UNSCOM's egen frustration over Irak skabte en del uvilje. Ifølge FN-kilder mindede irakerne med deres bortforklaringer om en skoledreng, der påstår, at hunden har ædt hans stilebog.
I 1995 førte irakerne f.eks. selv UNSCOM-inspektørerne til en kyllingefarm, hvor der havde været forsket i biologisk krigsførelse - men først efter at Saddam Husseins svigersøn Hussein Kemal var hoppet af til Jordan. Det viste sig, at kyllingefarmen tilhørte Kamal.
Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) skaffede yderligere beviser på, at irakerne veg udenom, da dets folk talte med en højtstående irakisk atomvidenskabsmand, som hævdede, at hans land engang havde nedsat en kommission med den opgave at koordinere et hemmeligt atomprogram. Kommissionen skulle være blevet opløst efter Golf-krigen.
IAEA bad om navnene på kommissionen medlemmer og gentog denne anmodning i oktober sidste år. Så meddelte Tariz Aziz, at kommissionen aldrig havde eksisteret.
Ritter var fast besluttet på at fortsætte Svidovic' arbejde med at afsløre organiseringen af den irakiske våbenproduktion. Irakerne har afleveret tusindvis af dokumenter om deres biologiske program, men hævder, at to års arkiver (1993 og 1994) er gået tabt. Da irakerne har opbevaret deres andre papirer med nærmest germansk grundighed, har FN mistanke om, at de "forsvundne" papirer holdes skjult.
Er de gravet ned? Eller ligger de i de bygninger rundt om præsidentpaladserne, der er så hellige for Iraks suverænitet, at FN-inspektørerne er blevet forment adgang til dem? Og hvad er der eller at finde? Navnene på medlemmerne af den "ikke-eksisterende" atomkommission fra før krigen?
Et af UNSCOM's største problemer er, at Iraks kemiske og biologiske teknologi måske overstiger de enkelte inspektørers erfaring. Derfor ledte Ekeus efter "rene data" - akademikeres og forskeres konklusioner på de opdagelser, UNSCOM havde gjort.
Hvor meget kunstgødning har et land med 22 millioner indbyggere f.eks. brug for? Hvis mængden var mindre end Iraks import af kunstgødning, måtte man stille yderligere spørgsmål.
Men hvis UNSCOM kunne få dokumentation for al denne forskning og afsløre de forskellige lag inden for militærets og efterretningstjenestens bureaukrati, så kunne de komme ud over det teoretiske plan og opdage våben, som Irak ikke engang har fremstillet endnu.
Hvis bygningerne i tilknytning til paladserne indeholder de informationer, UNSCOM har brug for, er det forståeligt, at Irak nægtede Ritter og hans inspektører adgang til dem. Hvis man kunne identificere de samme irakiske militære enheder og officerer, så kunne man også finde frem til nye anlæg.

Rene paladser
Irak bad om en grænse på 60 dage for inspektion af paladserne og derefter en attest på, at de var "rene". UNSCOM havde mistanke om, at de ville "beskidte" igen, når Irak transporterede dokumenterne tilbage.
Irak, som hele tiden har ment, at USA og Israel er ude på at styrte regimet, har al mulig grund til at holde sit bureaukrati hemmeligt. UNSCOM er involveret i jagten på irakiske våben, som måske slet ikke eksisterer endnu.
I Saddam Husseins øjne udspionerer UNSCOM nu - på vegne af Iraks fjender - ikke alene landet militære fortid, men også dets fremtid.

© Information og The Independent 1998

Oversat af Birgit Ibsen

Fortsættes på Bagsiden

Side 6: Tema: Irak-aftalen

Hemmelighederne...
Fortsat fra forsiden

tøjer, inspektørerne stødte på andre steder. Det var tydeligt, at der foregik en koordineret bestræbelse for at skjule våbnene.
Russerne forsøgte via deres FN-ambassadør Sergej Lavrov at lægge yderligere pres på Svidovic for at få ham til at udvise mindre nidkærhed - det var grunden til, at han i 1997 i al stilfærdighed blev overført fra Moskvas lønningsliste til UNSCOM's.
Svidovic' efterfølger som leder af "skjulestedsinspektionerne" var den tidligere officer i det amerikanske marinekorps Scott Ritter - den mand, den irakiske presse kalder spion og beskriver som grov og arrogant.
Faktisk går Ritters virkelige betydning tilbage til Golf-krigen i 1991, da han var medlem af general Schwarzkopfs stab i Saudi-Arabien. Til generalens vrede gav han gentagne gange udtryk for tvivl om rigtigheden af den amerikanske påstand om, at de fleste irakiske Scud-missiler var blevet ødelagt. Generalen blev endnu mere rasende, da det viste sig, at Ritter havde ret.
Kulturel konfrontation
Svidovic irriterede nok irakerne, men han kom i det mindste fra et venligtsindet land - og han gik i jakke og slips. Ritter dukkede op ved de militære anlæg i cowboybukser og iført baseball-kasket. En kulturel såvel som en militær konfrontation var uundgåelig. Den mand, hvis rapporter blev sendt til Pentagon - og derfra til Israel, var irakerne overbevist om - kunne ikke engang klæde sig ordentligt.
UNSCOM's egen frustration over Irak skabte en del uvilje. Ifølge FN-kilder mindede irakerne med deres bortforklaringer om en skoledreng, der påstår, at hunden har ædt hans stilebog.
I 1995 førte irakerne f.eks. selv UNSCOM-inspektørerne til en kyllingefarm, hvor der havde været forsket i biologisk krigsførelse - men først efter at Saddam Husseins svigersøn Hussein Kemal var hoppet af til Jordan. Det viste sig, at kyllingefarmen tilhørte Kamal.
Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) skaffede yderligere beviser på, at irakerne veg udenom, da dets folk talte med en højtstående irakisk atomvidenskabsmand, som hævdede, at hans land engang havde nedsat en kommission med den opgave at koordinere et hemmeligt atomprogram. Kommissionen skulle være blevet opløst efter Golf-krigen.
IAEA bad om navnene på kommissionen medlemmer og gentog denne anmodning i oktober sidste år. Så meddelte Tariz Aziz, at kommissionen aldrig havde eksisteret.
Arkiver gået tabt
Ritter var fast besluttet på at fortsætte Svidovic' arbejde med at afsløre organiseringen af den irakiske våbenproduktion. Irakerne har afleveret tusindvis af dokumenter om deres biologiske program, men hævder, at to års arkiver (1993 og 1994) er gået tabt. Da irakerne har opbevaret deres andre papirer med nærmest germansk grundighed, har FN mistanke om, at de "forsvundne" papirer holdes skjult.
Er de gravet ned? Eller ligger de i de bygninger rundt om præsidentpaladserne, der er så hellige for Iraks suverænitet, at FN-inspektørerne er blevet forment adgang til dem? Og hvad er der eller at finde? Navnene på medlemmerne af den "ikke-eksisterende" atomkommission fra før krigen?
Et af UNSCOM's største problemer er, at Iraks kemiske og biologiske teknologi måske overstiger de enkelte inspektørers erfaring. Derfor ledte Ekeus efter "rene data" - akademikeres og forskeres konklusioner på de opdagelser, UNSCOM havde gjort.
Hvor meget kunstgødning har et land med 22 millioner indbyggere f.eks. brug for? Hvis mængden var mindre end Iraks import af kunstgødning, måtte man stille yderligere spørgsmål.
Men hvis UNSCOM kunne få dokumentation for al denne forskning og afsløre de forskellige lag inden for militærets og efterretningstjenestens bureaukrati, så kunne de komme ud over det teoretiske plan og opdage våben, som Irak ikke engang har fremstillet endnu.
Hvis bygningerne i tilknytning til paladserne indeholder de informationer, UNSCOM har brug for, er det forståeligt, at Irak nægtede Ritter og hans inspektører adgang til dem. Hvis man kunne identificere de samme irakiske militære enheder og officerer, så kunne man også finde frem til nye anlæg.
Rene paladser
Irak bad om en grænse på 60 dage for inspektion af paladserne og derefter en attest på, at de var "rene". UNSCOM havde mistanke om, at de ville "beskidte" igen, når Irak transporterede dokumenterne tilbage.
Irak, som hele tiden har ment, at USA og Israel er ude på at styrte regimet, har al mulig grund til at holde sit bureaukrati hemmeligt. UNSCOM er involveret i jagten på irakiske våben, som måske slet ikke eksisterer endnu.
I Saddam Husseins øjne udspionerer UNSCOM nu - på vegne af Iraks fjender - ikke alene landet militære fortid, men også dets fremtid.

© Information og The Independent 1998

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her