Læsetid: 4 min.

Til himmels med Brassel

28. februar 1998

Også vejen til scenekunsten kan være lang og trang

Kunstens vej er lang og trang, men her taler vi i guddommelig inspiration, skabelsesprocesser, smør på croissant'en og offentlig velvilje i såvel a-kasser som på finansloven.
Klummistens vej er en ganske anden og sent op-stået som følge af akkumuleret brug af nitroglycerin - ikke som bombemand, men som hjertepatient. Årsagen kunne være alt andet; alt der betyder farvel til i forvejen tvivlsomme fornøjelser som aerobic, kuliltejogging rundt Søerne eller mountainbikeclimbing op og ned af Gefionspringvandet.
Farvel til de blandede teaterglæder er imidlertid noget andet og mere trau-matisk; for en teaterafhængig noget i retning af en kold tyrker - altså noget man ikke frivilligt underkaster sig, før der ingen, absolut ingen vej er tilbage. Interessen samler sig derfor om det stik modsatte, narkotikummet skal indtages og felt-råbet er avanti; spørgsmålet er bare hvordan?
Helt praktisk og jordnært: vejen fra fortovet til plydssædet - hvordan er den jævnet for de søgende sjæle i de københavnske teatertempler? Og helt eksakt: hvor mange trapper (pil nedad) eller elevatorer (pil opad) er involverede i den mere eller mindre forhindringsløb-agtige prolog til den lunefulde og alligevel/derfor eftertragtede totaloplevelse ?

1 til 5 Brassel
Enhver letløbende forbrugerguide udtrykker sig i symboler eller piktogrammer. I den følgende vil vi af indlysende grunde betjene os af måleenheden en Brassel. Elevatorveteraner af samme årgang som klummisten ville foretrække en Meyer, men da denne i årtier allestedsværende og tryghedsskabende elevatorkontrollant er gået ad himmel til (pr. elevator velsagtens), må hans efterfølger selvklart stå for terminologien. Vi bruger den sædvanlige kvantitet fra 1 til 5;
1 for knapt tålelige forhold, 5 for det sublime, gerne med accentuering af det kunstneriske udtryk.
Allerede her er der en række teaterdirektører, der ånder lettet op; først og fremmest dem i Frederiksberg Allé, der kan sende deres fjerne forgængere en venlig tanke - deres teaterrum har nemlig overhovedet ikke brug for elevatorer, velsagtens fordi bydelens og datidens traditionelle teatergængere, cigardampende grosserere, rentierer og blåfarvede enker, var lige så langt fra at være vårharer som fru Nansen var fra at være ung nok til sine sidste roller. Hendes teater, Betty Nansen, er så tilgængeligt, at Ray Charles kunne entre det uden førerhund.
Dr. Dantes Aveny tilbyder valget mellem en bette bakke eller en bette trappe - begge overkommelige, hvis man ikke kommer i sidste sekund, og det gør afficionadoer jo aldrig - og det hedengangne Lommerslyst, ABC-teatret, var tydeligvis betænksomt indrettet efter virkningen af den næsthyppigst optrædende ingrediens i repertoiret, vi nævner i flæng Den grønne elevator, Harvey og adskillige KellerDirck-sketches.
Nærmer vi os centrum, nærmer vi os også problemerne. På vejen uptown ligger Det Ny Teater, hvis kælderscene og glimrende, atmosfærefyldte restaurant er en fæl fælde for ikke-bjergbestigere; nedad kan det (som i livet) altid gå, op er potentielt selvmord - omend i teaterhistorisk interessante omgivelser. En elevator forefindes, men man skal spørge og jogge sig frem til den, og den er primært beregnet til personalebrug. Altså 1 Brassel til Det underjordiske Ny.

Brassel til Folketeatret?
Til Husets Teater et godt tip: få en anden til at hente billetten og før-forestillingen-drinken i kælderen, gå selv ind ad hovedindgangen og saml kræfter til den mellemstore trappe til salen. Indtag pauseøllen på et trappetrin og forlad dem deres manglende elevator pga. det modigt-ambitiøse repertoire.
Teatret ved Sorte Hest: medbring iltbombe til opstigningen, den snoede trappe er stejl, og se i øvrigt ovenfor.
CaféTeatret er en virkelig killer. Først kæmper min slags sig op ad en venstresnoet arkitektonisk perle med rundt regnet 39 hitchcock'ske trin, derefter kan man tilsyneladende nonchalant indtage noget hipt i baren, mens vejrtrækningen begynder at ligne de andres, og mens man krydser fingre for, om oplevelsen venter til højre eller til venstre. Til højre er ok, skønt billetten ikke inkluderer en Brassel, til venstre er ren nedtur, en dante'sk nedstigning til Dostojevski'ske kældre. Uden efterfølgende Brassel, men med tilløb til klaustrofobi. Absolut nul Brassel, men se i øvrigt ovenfor, når de sorte pletter for øjnene er forsvundet.
Det frodige og smukt restaurerede Folketeater har trods sit væld af scener dog et noget mindre væld af bestigningsproblemer. Den gamle scene ligger uproblematisk, men stiger vi op i huset, sker det kun delvist med en elevators hjælp. Der forefindes ganske vist én, handy anbragt ved billet-indgangen, men skal man via den til Hippodromen (?), må man først med mange undskyldninger sno sig gennem diverse lokaler med travlt optagede teknikere og neglebidende instruktører, der går i momentant black-out, når én fra branchen tager køkkenvejen. Oh, at være fru Jensen i den situation!
Snoreloftet?
Kaféen?
Marmortrappen ned er som nedturen fra Shangri-la. Smuk, men man er ikke blevet yngre.
Brassel til Folketeatret?

5 til Det Kongelige
Den meget udskældte Stærekasse har ren samvittighed mht. til publikumstransport. Til venstre i stueetagens bagvæg gemmer sig en elevator, der rumler som Titanic for nedadgående, men dog bevæger sig den modsatte vej og kun er tricky, så længe man ikke har lært dens etagekoder at kende. Tag fejl af parterre og 1. etage - og det gør man hver gang man forsøger at læse billetten med konsekvens... - og du skal 'rende' et sæt trapper op eller ned. For denne klummes målgruppe et kedeligt element af hasard.
Gamle Scene har også elevator, dog med mere gennemskuelige etagekoder. De storslåede Turbinehaller behøver ingen og herfra kommer vi med uudgrundelig logik til klummistens yndlingsflyver, Baron Boltens udendørs glaskuppel, der svæver gennem det blå aftenfløjl - smukkest om vinteren - og afleverer én direkte ved garderobedamen, som man til gengæld overlader sin mink/læderjakke, sidestepper til baren for at afgive sin drinkbestilling og går ind i Det Allerhelligste, altsammen i en storslået, omend adstadig, bevægelse. Det er til et rent femtal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu