Læsetid: 6 min.

Den højeste ridekunst

24. februar 1998

Man bivåner et under, når hingste og mænd smelter sammen og bliver til kentaurer i Den spanske Rideskoles opvisning

HESTEDANS
Det var ikke noget ridestævne, snarere en danseforestilling for firbenede væsener, man kunne se i Århus i weekenden, da Den spanske Rideskole fra Wien optrådte for første gang i landet siden 1951.
Inden Århus havde skolen aflagt besøg i Finland og Sverige. Godt 10.000 mennesker nåede at se forestillingen syd for Århus, i det nyrenoverede og -udbyggede Vilhelmsborg Ridecenter. Det er en luksuriøs oplevelse, ikke bare for hippofile som jeg selv (ifølge kulturredaktøren Informations eneste hippofile medarbejder), men for alle, der ønsker at transcendere det almindelige og mulige.
De to pilarer, dvs. piller, i midten af den 18 x 56 m lange bane inddelte den i to imaginære rum, der, når hestene f.eks. optrådte parvis i en pas de deux, virkede som en spejlvæg ned igennem hallen. To nøjagtig ens hvide heste med ensklædte ryttere udførte et lille mirakel: En fuldstændig simultan koreografi.

Ren zen
Programmet med de otte indslag var præget af en næsten zen-buddhistisk koncentration, heste og ryttere imellem, og da forestillingen var godt i gang, og den klassiske musik førte publikum tilbage til 1700-tallet, glemte man den ucharmerende hal, som dannede ramme om den høje ridekunst. I sammenligning med atmosfæren i Vinterrideskolen i Wien fra 1735 med marmorsøjler og krystallysekroner, var 1997-byggeriet i sandhed en åndløs og ugemytlig kulisse.
Hvor ofte drejer det sig ikke om præstationer, der udelukkende måles i centimeter, gram eller sekunder i sportsverdenen, tænker man uvægerligt, når man ser disse bevægelige rytterstatuer udføre deres kunstner på savsmuldet. Det er ikke sport, det her. Heller ikke cirkus. Det er kunst: Lad os her nævne øvelserne fra 'Skolen over jorden', som den hedder: piaffe - passage på stedet, dvs. hesten traver uden at bevæge sig fremad - levade og pesade, hvor hesten med en rejsning på henholdsvis 30 og 45 grader rejser sig på bagbenene, courbette, hvor den også hopper på bagbenene og endelig den famøse capriole, hvor den springer på stedet med bøjede forben og på toppen af springet udfører et kraftigt sparkt bagud. Disse udførtes både under rytter - der ikke benyttede stigbøjler - og 'ved hånden', som det hedder, hvor rytteren går ved siden af hesten og ved en ganske let berøring af de lange tøjler giver hesten signal om at skifte øvelse.
Rytterne bærer den karakteristiske tokantede hat fra kejsertiden og den brune kjole. Under de lange skøder har de en lille lomme, fyldt med sukker, som de giver hestene, når øvelserne er vel gennemført.
Alle de svære øvelser, vi så - også dem, vi kender fra almindelig skoleridning, som pirouette, passage, traversade, changement à tempo - er en del af hestenes naturlige bevægelsesmønster, som man kan observere, når de agerer i kådhed på folden. Blot er de på banen et produkt af en bevidst koreografi. Det ser så let ud, men når man selv rider, véd man, at det tager år at nå så langt.
Ingen i hele verden er kommet så langt med heste som beriderne i Den spanske Rideskole. Hestene er først udlærte i 13-15 års alderen. Og de fleste af de heste, vi så, er langt over tyve år. Til gengæld bliver Lippizanerne ældre end andre heste.

En ren drengeskole
Den spanske Rideskole er en ren drengeskole. Her er kun plads til mænd og hingste. Jeg talte med en af de mandlige arrangører under opvisningen, og han fortalte - og tager jeg fejl, hvis jeg så, at han trak på smilebåndet? - at det er fordi hingstene er en lille smule modigere end hopperne. Hingsten har også en bredere hals, der får den til at tage sig mere majestætisk ud end hoppen. Man kan desuden ikke blande kønnene, for det vil straks skabe uro.
I den lange pause fjernede man da også behændigt alle efterladenskaber fra Garderhusarregimentet, der leverede et spektakulært opvarmningsshow med køretøjer, kampe med sabler og i det hele taget øvelser, der viste, hvor meget de står i gæld til Den spanske Rideskole.
Bare en lille klat fra en hoppe i brunst, ville være nok til at sætte hormonerne i svingninger på de østrigske hingste - og dermed ville koncentrationen, der er en absolut forudsætning for deres optræden, være gået tabt.
Lippizaneren fødes mørkebrun, men i løbet af dens første syv leverår bliver den hvid eller skimlet. Det sker ganske sjældent, at den bliver brun. Man siger, at hver gang Østrig har været i krig, har det været på et tidspunkt, hvor der ikke har været en brun Lippizaner ved Den spanske Rideskole. Det siger noget, om den betydning, man tillægger hesten og skolen i Østrig. En af hestene i weekendens show - hestene nævnes alle ved navn på grund af deres stjernestatus - nemlig Favory Alea II, var da også brun.

Avlen
I over 400 år har man omhyggeligt plejet lippizanerens gener. Den måler højst 155-158 cm i stangmål, dvs. fra hov til første ryghvirvel, og det er ikke meget i sammenligning med nutidens sportsrideheste, der ofte måler 168-175 cm.
Den er kompakt som en ægte barokhest, og den ligner nøjagtig de heste, man ser figurere på soklerne rundt om på pladserne i Europas hovedstæder.
Den er et drømmesyn, når den danser dernede på savsmuldet med sin silkehale viftende efter sig som bølgeskum. Man ville ikke blive overrasket, hvis den pludselig fik vinger som en Pegasus eller horn som en enhjørning.
Lippizanerne blev opdrættet på samtlige kongelige og kejserlige stutterier i Europa, dengang hesten betød allermest for menneskeheden. Den er den sidste race "med hovedet i behold." Således udtrykker Lippizaner-elskeren Peter Kjelstrup det:
"Man kan avle efter billeder, skabe en krop, der ligner et fortidigt ideal. Sådan har man f.eks. gjort det med den andalusiske hest. Men det vil være noget af en tilfældighed, hvis man også fik hovedet med."
Den er indbegrebet af menneskets stræben efter det fuldkomne inden for hesteavl i to tusinde år. Den romerske stridshest lever videre i Lippizaneren, ligesom den spanske hest, araberen og berberen. Men sjovt nok er der også danske gener i Lippizaneren, nemlig Frederiksborgeren Pluto, som blev hentet til Østrig i 1772.

Tillidsfuld hestetype
Lippizaneren er umoderne, den er ikke et sportshest, den er et stykke kultur, der spejler hele Europas historie. Den er hestenes svar på Rolls Roycen. Går den tabt, hvad der har været ved at ske flere gange under de mange krige, der har hærget det Østrig-ungarske kejserdømme - så er et stykke kulturhistorie gået tabt.
Ved et fantastisk mirakel - sidst med general Pattons redningsaktion under Anden Verdenskrig, hvor Lippizanerne måtte flygte til Oberösterreich for ikke at falde i russiske hænder - lykkedes det at redde skolen og hestene.
Lippizaneren blev udviklet, fordi man skulle bruge en ekstremt intelligent og 100 procent tillidsfuld hest, idet den først og fremmest skulle redde de unge kongelige fra at blive ofre i krigen.
Når de var ude på krigsskuepladsen, skulle de være i stand til at skabe rum omkring sig for at komme væk i en fart. Pirouetterne og de høje øvelser - dvs. dem over jorden - havde en ganske praktisk funktion: Når hesten drejede rundt eller sprang op i luften samtidig med, at den sparkede bagud, kunne den slippe væk med sin rytter i behold.
Samtidig er det en paradehest, der kunne tage sig imponerende og smuk ud.
Det kan godt være, at Leo Tandrup mener, at "bonden skulle age med stude", men jeg foretrækker nu til hver en tid at sidde i sadlen på en Lippizaner.
Faktisk har jeg selv haft en engang for længe siden. Élado hed den. Den kom såmænd fra Ungarn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu