Læsetid: 4 min.

Intet nyt fra Bagdad

19. februar 1998

"Svinebæster", hylede han. "Jeg vil se ilden, det står i aftalen"

Befriet område
Georg er uddannet parkeringsvagt men fik seneskedehindebetændelse af at løfte alle de vinduesviskere. Derfor satte AF ham i gang med en Åben Uddannelse til gidselforhandler, i den branche bruger de nemlig håndfri sæt. Så han har fået masser af tid til sin hobby, som er at opfinde. Forleden kom jeg ind i hans garage med et par grand cru FF'ere og så ham stå og rode med et bornholmerur.
"For sent, Georg," sagde jeg, "tiden er opfundet."
Vi skålede og han forklarede mig, at det var en tidsmaskine, som han dog indtil videre kun havde afprøvet på postbuddet:
"Han kom tilbage med en betalingsoversigt fra PBS for februar måned år 2020 og en halv snes klonede køtere, som han havde bidt ihjel."
"Forbløffende."
"Ja, mærkeligt. Tænk dig, jeg abonnerer på en avis der hedder Det fri Jyllingske, betaler kontingent til Det Venstresocialdemokratiske Folkeparti og indbetaler 1000 kroner til BorgerBanken for Gældsforebyggelse."
Han slog ud med hånden mod det voluminøse ur.
"Vil du prøve?"
Opildnet af FF'eren sagde jeg ja, forudsat at jeg kunne vælge tid og sted.

Bagdad, 26. februar 1998
En spontan demonstration for Saddam Hussein havde samlet nogle hundrede tusinde mennesker på pladsen foran hotellet. Jeg sagde godmorgen til portieren.
"Saddam er en stor leder," messede han.
"Det er ikke noget som lidt regelmæssig motion ikke kan klare," trøstede jeg og gik ind i restauranten. De eneste arabere var tjenere, de var fire mand om at servere kaffe, bacon og æg for mig. En jukebox spillede "We built this city on rock'n'roll." Ved nabobordet hørte jeg en dansk stemme, en mand talte i mobiltelefon:
"Hej, skat, jeg er kommet med i kontrolgruppe 28B2 MX. Det er en chance for livstid. Naturligvis skat - du ta'r det næste fly og sender regningen til FN. Nej, nej, vi får fløjet maden ind fra Israel ... og skat, tag lige min skægtrimmer med ..."
En hvinende lyd skar igennem alt, højere og højere indtil den hørte op med et brag. En trykbølge skabte mange nye arbejdspladser, så stilhed, så skrig.
"Så har Bill endelig fået den helt op at stå," sagde krigskorrespondenterne fra AP og CNN og smilede til hinanden.
"Ingen panik!" råbte en mand, der havde et Stars and Stripes-emblem på jakkens revers. "Vore drenge kan ramme et mål i en høstak, forudsat at der stadig findes hø i det her forpulede hul."
Han blev mødt med jubel. Vi fik lov til at afslutte morgenmåltidet, inden en snes Saddam-stand ins gennede os ned i hotellets bombesikre kælder.
Hernede sad den danske forsvarsminister med øjnene stift rettet mod et stopur. Han hævede en startpistol og fyrede, samtidig med at en voldsom rystelse fik drikkeautomaten til at sprøjte cola ud i rummet.
"Han gør det! Den er hjemme!" skreg ministeren og dansede rundt med sig selv i et fast greb. Han sprang op på en bænk og galede 'Ich bin ein Amerikaner' og klaskede hænder med en række embedsmænd. Så for han hen til døren, men den var låst.
"Svinebæster!" hylede han. "Jeg vil se ilden, det står i aftalen at jeg skal kunne se flammerne."
Han græd omkap med automaten, indtil nogle embedsmænd fik arrangeret et interimistisk bål i beskyttelsesrummets hjørne.
"Er det klogt af amerikanerne?" spurgte jeg ministeren, der nu sad i skrædderstilling foran de brændende fotokopier af FN-resolutioner. Han smilede uudgrundeligt.
"Det er det geniale," sagde han drømmende. "Det er Saddam, der bomber sine egne. Sådan er aftalen: hans Revolutionsgarde og hans luftvåben angriber børnehospitaler, fangelejre, kurdere og shiitiske landsbyer. Alle tror det er amerikanerne og Saddam beholder sin martyrmagt og amerikanerne behøver ikke at røre en finger. Og så slipper vi for alle de skide simulanter og deres tøsesnak om Golfsyndromet."
Dybt bevæget vendte ministeren sig mod mig og fortsatte:
"Ingen udenfor Irak vil tro på, at USA kan ramme så meget ved siden af med alle de smarte bomber - ikke mindst fordi USA styrer nyhedsstrømmen ud af Irak - og alle her kan se ligene af børn og gamle. Det er ikke set større siden Churchill lod tyskerne smadre Coventry i 1942."
Han kneb en tåre:
"Det er et historisk øjeblik. Og det bliver mellem os, selvfølgelig."
"Men så beholder Saddam jo magten," sagde jeg. "Går det ikke ud på at slippe af med ham?"
Han så medlidende på mig.
"Vi har brug for fjender," sagde han. "Vi har brug for Det Onde. Efter at Sovjet gik under, hvor finder vi da Ondskaben? Her, i Bagdad. Det har taget år at bygge den Onde op, det har kostet store investeringer. Og ingen i det amerikanske militær kunne drømme om at dræbe den høne, der lægger guldæg."
"Men hvad med alle de biologiske våben? Skal de ikke ødelægges?"
Han fik latterkrampe.
"Der er ingen biologiske våben, mand. Det er et påskud der bruges til at postere ferierejser på en politisk korrekt måde i FN's regnskaber, og så holder forestillingen
om masseødelæggelsesvåben gryden i kog."
Han rejste sig pludselig og råbte:
"Kun en tåbe frygter ikke freden!"
Da første angrebsbølge var ovre gik jeg op på mit værelse. Jeg havde glemt at få Georg til at fortælle mig, hvordan jeg vendte tilbage, så jeg krøb bare ind i bornholmeren. Da anden bølge bragede løs mærkede jeg en snurren i mellemgulvet og var tilbage i Georgs garage. Jeg steg ud af tidsmaskinen og trak vejret dybt.
"Hvad har du der?" spurgte han.
"Lidt turnips", sagde jeg, "Bagdad Dagblad for den 26. februar 1998. En fremtidssouvenir."
"Stik mig lige sporten," sagde han og tog en stabel blankotipskuponer op af en skuffe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her