Læsetid: 5 min.

Iran: USA, hold fingrene fra Golfen

3. februar 1998

Den iranske udenrigsminister kommer indirekte den gamle fjende Irak til hjælp ved at slå til lyd for et sikkerhedssystem for Golf-området og Centralasien uden indblanding udefra

DAVOS
Egentlig er den iranske udenrigsminister Kamal Kharrazi taget til Det Verdensøkonomiske Forums årsmøde i den schweiziske by Davos for at tale om nye udviklingsprojekter, men situationen i Mellemøsten har indhentet ham.
Torsdag i sidste uge mødtes han i Genève med sin franske kollega, Hubert Védrine. Om Frankrig og Iran virkelig er enige om at afvise et militært angreb på Saddam Hussein er det dog ikke let at få klar besked om hos den erfarne diplomat, der tidligere i otte år har repræsenteret sit land som FN-ambassadør i New York
En væbnet aktion mod Irak vil ikke gavne nogen, fastholder Kharrazi. Det vil blot endnu engang gå ud over den irakiske civilbefolkning. Men hvis det alligevel kommer så vidt, vil Iran så igen åbne sine grænser for irakiske flygtninge? På dette punkt vil ministeren ikke lægge sig fast.
Han minder om, at tusinder af overvejende kurdiske civile flygtede til Iran under den sidste Golf-krig. Det påførte hans land betragtelige omkostninger og sikkerhedsproblemer - underforstået, at en sådan masseflugt kan tilspidse Irans egne problemer med et kurdisk mindretal.
Trods den irakiske udenrigsminister Mohammed Sahhafs besøg i Teheran i sidste uge synes forholdet mellem de to tidligere krigsmodstandere ikke at være væsentligt forbedret. F.eks. tilbageholder Teheran stadig et antal civile og militære fly, som irakiske piloter under Golf-krigen bragte i sikkerhed i Iran.
Bagdad hævder, at det drejer sig om 150; ifølge Kharrazi er tallet væsentligt lavere. Flyene bliver vedligeholdt og vil ved passende lejlighed blive leveret tilbage i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolutioner, siger han.

Fælles fodslag i Golfen
Der er også uenighed med hensyn til de krigsfanger, der blev taget under krigen mellem Irak og Iran (1980-88). Ifølge Røde Kors befinder der sig stadig omkring 20.000 irakere i Iran og ca. 1.000 iranere i Irak, men disse tal betegner Kharrazi som forkerte. Han giver udtryk for håb om, at problemet snart vil være løst.
Det iranske diplomati sætter for tiden ikke forholdet til Bagdad øverst på dagsordenen. Anderledes forholder det sig med Golf-monarkierne. Khatamis valg har bevirket en mærkbar afspænding i regionen, siger Kharrazi, der allerede har haft to møder med den saudi-arabiske udenrigsminister, kronprins Abdallah. Et besøg af Khatami i Saudi-Arabien har ikke været drøftet, men der er grundlag for gensidig forståelse.
Det er Irans mål at nå frem til et fælles sikkerhedskoncept i samarbejde med alle landene ved Den Persiske Golf. I det forbedrede klima vil det også være muligt at løse udestående problemer, f.eks. striden mellem Iran og De Forenede Arabiske Emirater om øerne Thunb og Abu Musa, mener Kharrazi.
Iran som garant for sikkerheden ved Golfen - er det på den baggrund, man skal se Khatamis åbning over for USA?
Sådan kan man ikke fortolke det, siger Kharrazi. Præsidenten er generelt interesseret i et bedre forhold til omverdenen. I sin tv-tale i sidste måned henvendte han sig udtrykkeligt til det amerikanske folk og krævede utvetydigt, at Washington ændrer sin politik over for Teheran. Bolden ligger nu hos den amerikanske regering.
Om det også drejer sig om penge, og i givet fald hvor mange, vil Kharrazi ikke komme ind på; han vil heller ikke sige noget om, hvor store beløb fra shahens tid, USA har indefrosset. Det gælder tilsyneladende om ikke at stille nye hindringer i vejen for en dialog med Washington.

Israel ekspert i rygter
Lige så undvigende reagerer ministeren på amerikanske mediers seneste påstande om, at den nuværende vicemiljøminister Massumeh Ebtekar (som også er i Davos) skal have spillet en fremtrædende rolle under besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran for 18 år siden. Gidseltagningens tid er forbi, lyder hans kommentar.
Men hvordan har Teheran tænkt sig at reagere på det amerikanske krav om, at iranerne skal indstille deres støtte til terroristiske bevægelser? Er det f.eks. ikke rigtigt, at de fly, som ifølge Israel bringer våben til Hizbollah i Libanon, kommer fra Iran?
Israel er ekspert i at udbrede rygter, svarer Kharrazi; den slags beskyldninger mod Iran er ikke noget nyt. Dermed vil israelerne blot retfærdiggøre deres egne militære planer i regionen. Sandheden er, at Iran yder Hizbollah humanitær bistand - våben er der ikke tale om. I øvrigt er det alle libaneseres legitime ret at forsvare sig mod udenlandske aggressorer.

Ny respekt om Iran
Kontakten til palæstinensiske grupper som Hamas og Jihad indskrænker sig ifølge ministeren til moralsk støtte. Den konsekvente afvisning af den såkaldte fredsproces har indbragt Teheran ny respekt i de arabiske lande; det fremgik tydeligt af det islamiske topmøde i december.
At repræsentanter for den iranske og den amerikanske regering udmærket kan tale sammen, viste sig allerede under den internationale kontaktgruppes møder om Afghanistan-konflikten i efteråret, påpeger Kharrazi.
Men kan Iran virkelig spille en formidlende rolle i denne krig på baggrund af sin støtte til shiitiske kræfter som Hezb-e-wahdat?
Kharrazi afviser alle påstande om iranske våbenleverancer til afghanske grupper. Det er op til de stridende parter at nå frem til en fredelig løsning, og det må ske uden indblanding udefra, siger han. Dog indrømmer han, at Teheran gør sin indflydelse gældende for at opmuntre parterne til at forhandle; det er nødvendigt med et pres for at bringe blodsudgydelserne til ophør.
Han henviser til, at Iran har demonstreret sine diplomatiske evner ved at mægle i borgerkrigen i Tadsjikistan, hvor chancen for fred nu er betydeligt bedre end tidligere.

Ny akse om Teheran
Er Iran i færd med at opbygge en akse fra Teheran over det nordlige Afghanistan til Tadsjikistan? Og vil man dermed modarbejde de afghanske Talibaners planer om at få anlagt en rørledning, der kan føre centralasiatisk gas og olie til Pakistan ved Det Indiske Ocean?
Principielt er Iran ikke imod den slags projekter, for de vil gavne hele regionen forsikrer ministeren. Men han tilføjer maliciøst, at det jo først kan lade sig gøre, når der er fred i Afghanistan.
Derimod ser han meget optimistisk på planerne om at forlænge den allerede eksisterende gasrørledning fra Turkmenistan til Nordiran. Naturligvis har han noteret sig, at den amerikanske handelminister William Daley under et besøg i Teheran for nylig talte stærkt imod dette forehavende.
Amerikanerne gør alt for at forhindre den økonomiske udvikling i regionen, siger han uden direkte at nævne Washingtons "dobbelte inddæmningspolitik" over for Iran og Irak. Men det vil ikke lykkes, tilføjer han selvsikkert.
En rørledning via Iran er den nemmeste og billigste løsning; det kan ingen bestride. Og desuden har europæiske firmaer med deres investeringer i f.eks. iranske gasfelter ved Golfen demonstreret, at de ignorerer USA på dette område.
Helt så problemløs synes sagen dog ikke at være, for navnene på de europæiske investorer vil den iranske udenrigsminister ikke afsløre.

© 1998 Neue Zürcher Zeitung & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu