Læsetid: 4 min.

Irske fantasier og amerikanske realiteter

17. februar 1998

Nye film af Neil Jordan 'The Butcher Boy' og Michael Moores 'The Big One' blev god start i Berlin

FESTIVAL
BERLIN - I en årrække har stærke kræfter i det europæiske og især tyske produktionsmiljø søgt at gøre de gamle tyske UFA- og siden østtyske DEFA-studier, Babelsberg, til et moderne fælleseuropæisk produktionsmiljø, der skulle kunne tiltrække europæiske produktioner.
UFA-studierne er stedet hvor filmklassikere som Fritz Langs Metropolis og Sternbergs Den blå engel blev skabt, og som siden var rammen om den østtyske filmproduktion. En god plan al den stund moderne studiefaciliteter er en dyr investering og formentlig kun ville kunne overleve økonomisk på europæisk plan. Men egentlig vind i sejlene har der ikke været for projektet, og Babelsberg ejes i dag af en fransk koncern, der også rummer tv-kanalen Canal +.
Men nu får projektet måske luft under vingerne, for nu kommer de tunge drenge. En af dem hedder Sony
Pictures Entertainment, der blev skabt af elektronik-giganten Sony da man i 1989 købte sig ind i Hollywood gennem Columbia TriStar med studier, udlejning og rettigheder. Det blev dengang i USA kaldt den japanske invasion i Hollywood. Og nu har Sony kastet kærligheden på det tyske marked, der ikke alene er stort, men også har adskillige gode produktionsstøtteordninger til anslået en god milliard kr. i alt. Så Sony og dets amerikanske selskab Columbia TriStar planlægger at åbne kontorer i Babelsberg og er sammen med lokale myndigheder nået frem til en investeringsaftale, hvis detaljer endnu ikke er kendte.

Politisk happening
Er den amerikanske filmindustri delvist på japanske hænder, så gør andre amerikanske industrier, hvad de kan for at flytte produktionen til billige lande i det fjerne Østen. Om det handler den amerikanske dokumentarist, forfatter, stand up-komiker og radiomand mm., Michael Moore, nye film The Big One.
Moore var manden bag Roger and Me om General Motors lukninger af bilindustrien i Moores hjemby Flint i Michigan. Det er sådan set den samme historie, han nu fortæller i et nationalt perspektiv og med et krast kritisk og afklædende blik. Og han gør det på sin egen naivistiske, happening-prægede, og ikke så lidt underholdende populistiske facon.
Moore skrev bogen Downsize this om netop denne form for produktionsflytning og skulle på PR-turne for at sælge den og skrive autografer. Så hvad var mere naturligt end at bruge turneen til at opsøge nogle af selskaberne - med et filmhold - og konfrontere dem med sine meninger. Moore går efter toppen, ankommer uanmeldt til hovedkvarteret og spørger efter chefen. Jo han har en gave: en check på 80 cent, hvilket er den første timeløn til den første mexicanske arbejder. Men hvorfor, spørger han, flytter I selskabet med en dokumenteret gigantisk profit? Hvorfor ikke bevare amerikanske arbejdspladser? Eller det vil forære chefen en flybillet til Thailand, så denne sammen med Moore ved selvsyn kan se på de forhold, der bydes underbetalte børnearbejdere.
Det er politisk happening og fremragende dokumentarisme, fordi det allestedsnærværende tv-hold indfanger talsmænd og -kvinder og de ansigter, der så klart udtrykker tilkæmpet professionel høflighed eller forsøger at skjule den følelse af ubehag, der alligevel er så tydeligt til stede i ansigterne over for denne overfede baseballkasket-klædte nar med de ubehagelige spørgsmål og den påtagede manglende fornemmelse for spilleregler.
Moore er ikke så lidt af en populist, men han stikker med omhu sin tommelfinger i de ømme punkter.

Overdådig filmfortælling
I konkurrenceprogrammet har festivalen budt på en ny film af Neil Jordan, der som i sin foregående film Michael Collins er tilbage på fødeøen Irland, men denne gang uden at ville skrive politisk historie.
Baseret på en roman af Patrick McCabe fortæller han i The Butcher Boy den forunderligt bizarre, gribende og overdådigt opfindsomme historie om den gennemført utilpassede knægt Francie og hans forrykte familie i en lille irsk by i begyndelsen af 60'erne. Francie er en uregerlig knægt, der tyranniserer byens pæne familie på det grummeste, fordi han ser dem, der repræsenterer en anden klasse, som den direkte årsag til egen elendighed. Men hans virkelighedsforankring skrider mere og mere, så han over opdragelsesanstalt ender på et galehus. Speakerstemmen der fortæller historien retrospektivt tilhører Francie, der ser 30 år tilbage, men er lige så fanden-i-voldsk som knægten, der fortælles om.
Den oprindelige sympati for denne utilpassede knægt får det sværere og sværere efterhånden som hans handlinger bliver grovere og grovere for at ende i det for alvor grumme og grusomme. Men netop denne dobbelthed, hvor identifikationen modarbejdes og den tilsyneladende realistiske fortælling får flere og flere absurd surreelle fantasitræk, holder filmen levende og uforudsigelig.
Datidens kommunistforskrækkelse og B-bombeangst blander sig med katolsk ind-skrænkethed og barnlige fantasier om mystiske rumvæseners overtagelse af kloden, og det hele mixes i den barnlige fantasis uregerlighed med den konkrete lilleverden. En overdådig filmfortælling, der er så uregerligt fantasifuld som sin hovedperson, der spilles helt overrumplende indlevet og hudløst ægte af Eamonn Owens. Et forunderligt naturtalent i Jordans sikre hænder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her