Læsetid: 4 min.

Israel frygter ny intifada

10. februar 1998

Hamas afviserover for Information rygter om,at en guerilla-krig er under forberedelse

"Vi har ret til at forsvare os! Hvad ville I gøre i København, hvis tyskerne kom og besatte jeres land?"
Talsmanden for den israelske terrororganisation Hamas, læge Mahmoud Al-Zahar, har svært ved at skjule sin irritation, da Information ringer til ham.
Formålet med opkaldet er at få Hamas' version af rygtet om, at organisationen er
ved at omlægge sin strategi fra selvmordsbomber til en egentlig guerillakrig mod israelske militære mål, heriblandt soldater og bosættere.
Rygtet blev sat i omløb, da den moderate israelske avis Ha'aretz den 2. december sidste år skrev, at højtstående medlemmer af Hamas' ledelse havde holdt møder med
tilsvarende højtrangerende medlemmer af guerillabevægelsen Hizbollah i Sydlibanon.
Under møderne forsøgte Hizbollah-folkene ifølge avisen at overbevise Hamas om, at selvmordsbombe-strategien er det rene selvmord, der kun vil skaffe palæstinenserne flere fjender.
Formålet med at ændre strategien skulle angiveligt være at påføre israelerne så store tab, at de til sidst frivilligt trækker sig tilbage fra de besatte områder ud fra en erkendelse af, at det har for store omkostninger at fortsætte besættelsen. Hizbollah har selv haft held med en lignende strategi i det israelsk-besatte Sydlibanon. I de seneste måneder er antallet af fortalere for en israelsk tilbagetrækning fra Sydlibanon vokset støt, netop fordi tabene er for store for Israel. Iagttagere anser det for sandsynligt, at Israel trækker sig tilbage inden for et års tid.
"Jeg kender intet til sådanne møder. Hvad israelske aviser har skrevet, sætter vi ikke vores lid til. Det er i Israels interesse at få det til at se ud som om, der er et samarbejde mellem Hamas og Hizbollah. Men det passer ikke," siger Mahmoud Al-Zahar.

Spændt atmosfære
Manden, der skrev artiklen om de påståede møder, militæranalytikeren Ze'ed Schiff, siger til Information, at han ikke vil afsløre sine kilder.
"Men jeg tror ikke, Hamas er i stand til at lægge sin strategi om. En ting er selvmordsbombere, noget andet en guerilla-krig, der kræver meget større militære ressourcer og materiel end selvmordsbomber. Jeg ville ønske, Hamas omlagde strategien, men jeg tror ikke, de har midlerne," siger Ze'ed Schiff.
Spekulationerne om Hamas' mulige strategiske omlægninger kommer samtidig med, at spændingen stiger voldsomt i de besatte områder, hvor indbyggerne er ved at miste tilliden til fredsprocessen.
Forberedelserne af et militært angreb mod Irak og en israelsk beslutning fra sidste uge om at udvide bosættelserne puster yderligere til den anti-israelske og -vestlige stemning.
"Palæstinenserne forbereder sig på det værste. De er ved at opbygge lagre af mad og benzin for at være forberedt på uroligheder," siger nordmanden Geir Furusith, der er talsmand for den norsk-ledede internationale TIPH-mission i Hebron.
Israelsk presse citerer dagligt sikkerhedskilder for at
sige, at de frygter en ny palæstinensisk intifada.
Den britiske avis The Guardian skriver, at israelske sikkerhedsfolk beskylder den palæstinensiske selvstyremyndighed for at smugle ulovlige våben ind i Gaza og Vestbredden, blandt andet anti-kampvognsmissiler og Katyusha-raketter.
Og ifølge den israelske avis Ma'ariv forudser sikkerhedskilder, at den palæstinensiske myndighed agter at bruge et amerikansk angreb på Irak som påskud for at starte et oprør med det formål at lægge størst muligt pres på Israel.

Selvstyre i vildrede
En række kilder siger til Information, at et eventuelt oprør sandsynligvis ikke kommer på foranledning af selvstyremyndigheden under ledelse af Yassir Arafat.
"Jeg tror, at Arafat vælger politiske midler i denne fase. Han prøver at score point på den internationale arena ved at satse på en politisk løsning på konflikten med israelerne, og den taktik ser jeg ikke tegn på, at han vil ændre," siger militæranalytikeren Ze'ed Schiff fra Ha'aretz.
Peretz Kidron fra det britiske tidsskift Middle East International er enig.
"Det ville være det rene hasardspil fra Arafats side at gribe til voldelige midler. Det ville være det samme som at indrømme, at ti års satsning på en politisk løsning er slået fejl. Men der er en voldsom intern debat i selvstyremyndigheden mellem dem, der har opgivet håbet om at nå en løsning med fredelige midler, og dem, der endnu tror det muligt. Og hvis ikke den sidste gruppe snart producerer konkrete resultater, er det ikke udelukket, at Arafats linje vil få alvorlig modstand," siger Peretz Kidron.
Den palæstinensiske politiker og medlem af det israelske parlament, Azmi Bishara, kalder rygterne om en ny intifada for "det rene vås".
"Det er ikke israelerne, der har noget at frygte, men palæstinenserne og det irakiske folk. De eneste, der lever som schweizere her i regionen, er israelerne. Al den israelske snak om frygt for ny intifada eller angreb fra Irak er ikke andet end israelernes forsøg på at dække over det israelske ansvar for, at fredsprocessen er gået i stå," siger Azmi Bishara.

Bosættere er bange
Blandt de jødiske bosættere i de besatte områder er opfattelsen noget anderledes.
"Vi føler, at spændingen stiger dag for dag. Her på kontoret har vi i den seneste tid modtaget anonyme trusler om, at bosætterne vil blive mål for angreb," siger Yehudit Tayar, der er talsmand for bosætterne på Vestbredden.
"Vi er sikre på, at et væbnet oprør er på vej. Og vi er ikke i tvivl om, at Arafat og selvstyremyndigheden står bag. Det er ganske enkelt ikke muligt, at den ikke kontrollerer situationen," siger hun til Information.
Hvadenten den palæstinensiske myndighed forbereder et oprør eller ej, er det uvist, hvad Hamas planlægger i tilfælde af et amerikansk angreb på Irak.
"Hvis rygterne om, at Hamas vil gå over til at angribe bosættere og israelske soldater er rigtige, ville et amerikansk angreb på Irak være en oplagt anledning til at sætte den nye strategi i værk," siger Geir Furusith fra TIPH-missionen i Hebron.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu