Læsetid: 2 min.

Israelsk bremse på palæstinensisk byggeri

7. februar 1998

Netanyahu vil standse 132 jødiske huse i øst-Jerusalem. Det er dog ikke det jødiske byggeri, han ønsker at stoppe. I virkeligheden er det 500 nye arabiske huse i samme bydel

Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu vil bremse nye bebyggelser i det arabiske kvarter Ras al Amud i øst-Jerusalem.
Indenrigsministeriet godkendte ellers i tirsdags en ny plan om at bygge 132 huse for jøder og 500 huse for arabere i dette kvarter, men Netanyahu har frosset projektet på ubestemt tid. Det er dog ikke det jødiske byggeri, han ønsker at stoppe, men det palæstinensiske, hævder flere politiske iagttagere.
Når Netanyahu kan standse palæstinensisk byggeri, skyldes det en israelsk lov, der kræver at alt palæstinensisk byggeri i øst-Jerusalem skal opvejes af 10 procent jødisk bebyggelse i samme kvarter. Det vil sige, man ikke kan bygge huse til palæstinensere uden samtidig at bygge til jøder.

Israelsk provokation
Det er en grov fastfrysning af palæstinensisk byggeri, udtaler den israelske bosættelsesekspert Joseph Alpher, formand for Israel-Mellemøstkontoret og den amerikansk-jødisk komité. Han forklarer: "Palæstinenserne holdes som gidsler i denne bebyggelsepolitik. De har langt mere jord til rådighed i øst-Jerusalem end jøderne, men de kan intet bygge, så længe situationen er fastfrosset. Det er en vedvarende israelsk provokation mod det palæstinensiske folk."
Den kristne palæstinenser Jonathan Kutab, advokat og politisk analytiker, anser denne politik for at være et udtryk for racisme. "Jøderne har lov til at bo, hvor de vil i Jerusalem. Men os ikke-jøder - kristne eller muslimmer - er uvelkomne. Vores ophold i Jerusalem bliver kun tolereret af jøderne, hvis det er midlertidigt. Hvis de stod til jøderne, er Jerusalem på lang sigt kun for jøder," siger han.

Ikke ét eneste hus
Problemet går tilbage til seksdagskrigen i 1967, hvor israelerne besatte den østlige del af Jerusalem, forklarer han. Siden da har israelerne ifølge Kutab bygget cirka 46.000 huse med offentlige midler; "men der er i samme tidsrum ikke blevet bygget ét eneste hus til palæstinenserne."
Israelerne har oven i købet frataget palæstinenserne retten til at finansiere deres egne byggerier, fortsætter han. "De vil ikke engang tillade os at bygge på vores egen jord."
Det bekræfter den israelske journalist Uri Avneri, aktivt medlem af Fred Nu bevægelsen. Han udtaler: "Med meget få undtagelser er der ikke bygget et eneste palæstinensisk hus i øst-Jerusalem siden seksdagskrigen."

Politisk camoflage
Uri Avneri mener ikke, at Netanyahus modstand mod beslutningen at bygge jødisk huse i øst-Jerusalem er ægte. Avneri forklarer: "Det er politisk camoflage, når regeringen annoncerer en palæstinensisk bebyggelse ved siden af den jødiske. Der vil ikke bliver bygget ét eneste palæstinensisk hus. Det kan I være sikre på."
Når Netanyahu vælger at stoppe planen, er det for at virke som en kompromissøgende politiker udadtil. Det er dog ikke et reelt standpunkt, for man skal ikke tro et ord af, hvad Netanyahu siger, hævder Avneri. Han fortsætter: "Det er et udtryk for et politisk spil, når Netanyahu sætter sig imod forslaget. Den jødiske bebyggelse i øst-Jerusalem vil helt sikkert blive realiseret - i modsætning til den palæstinensiske."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her