Læsetid: 3 min.

Jack er tilbage

20. februar 1998

Jack Nicholson er tilbage i sit livs form som sexistisk og racistisk tvangsneurotiker i den ætsende komedie 'Det bli'r ikke bedre'

NY FILM
Melvin Udall (Jack Nicholson) tjener kassen på at skrive kærlighedsromaner. Selv holder han sig langt væk fra såvel kærlighed som mennesker i al almindelighed. Diagnosen lyder på tvangsneurotiker, og det ytrer sig ikke alene ved et umådeholdent sæbeforbrug, obligatoriske handsker og en sygelig angst for at træde på stregerne mellem fliserne, men tillige som et dybtfølt had til ethvert forstyrrende element i hans omgivelser - først og fremmest hans naboer og disses hunde.
Eremitten Melvin er faktisk et ægte dumt svin, der har det allerbedst, når han kan forulempe sine medmennesker. Jøder, afro-amerikanere og bøsser får, så hatten passer, for er der noget, man ikke kan beskylde Melvin for at være, så er det politisk korrekt.
Men han nøjes ikke med at hævne sig på verden i verbal form. I filmens allerførste scene dumper han sin nabos lille tæppetisser, der lyder det irriterende navn Verdell, i ejendommens affaldsskakt. Den vender snart stærkt tilbage, men hændelsen bringer Melvin i uønsket nærkontakt med hundens ejermand, den vege kunstmalende bøsse Simon (Greg Kinnear).

Herligt politisk ukorrekt
En rapkæftet ung servitrice ved navn Carol (Helen Hunt) er den eneste, der kan hamle op med Melvins unoder, og samtidig den eneste, der finder nåde for hans kritiske blik.
Melvins problem er "blot", at han, som den lidet elskelige midaldrende særling han er, ikke umiddelbart er, hvad man forstår ved enhver ung kvindes ønskedrøm, og han er ej heller Carols. Hvis han vil opnå noget dér, må Melvin lægge stilen om, men det er lettere sagt end gjort...
Enhver kan sige sig selv, at Carol og Melvin naturligvis må få hinanden i enden. Det bli'r ikke bedre scorer ingen points for uforudsigelighed, men henter til gengæld mange stik hjem på sin undertiden næsten guddommelige dialog. Melvins på én gang hadefulde og elegante wise cracks om alt, hvad man bare ikke kan tage pis på i dagens amerikanske samfund, er simpelthen alle pengene værd.
Jøder og negre skoses for hver deres karakteristiske næser. Bøsser kaldes rask væk bæskubbere, og da Simon henfalder til selvmedlidenhed, efter at han har fået grundige tæsk af et par unge indbrudstyve, trøster Melvin ham med, at han vil være tilbage på knæene i løbet af ingen tid. Og Simons sorte ven Frank (Cuba Gooding jr.) får besked på, at han skal 'think white and get serious!'.
Ethvert politisk korrektheds-tabu trædes frydefuldt under fode, og Jack Nicholson gør det med slet skjult satanisk fornøjelse. Med sit frygtindgydende blik under de sylespidse øjenbryn ligner han den onde selv, og så fast er denne maske groet, at det er som om hele ansigtet krakelerer, når han en sjælden gang bliver nødt til at smile.

Teateragtigt præg
At Jack Nicholson er en morsom mand, har vi nok anet hele tiden, men aldrig har man set ham folde sig så veloplagt ud som fuldblods komiker.
Der bliver dog på intet tidspunkt tale om overfladisk falde-på-halen komik, for til trods for rollens ekstreme karakter kan Nicholson nuancernes kunst, og det lykkes ham faktisk at få os til at tro på, at denne mand, som enhver vil elske at hade, faktisk også er ganske elskelig.
Helen Hunts rolle er måske ikke helt så farverig, men med den kombination af upåvirkeligt flegma og verbal træfsikkerhed, som hun har demonstreret så effektivt bl.a. i tv-serien Vild med dig, er hun den perfekte match for Nicholson.
Den nydelige Greg Kinnear er trekantens svageste side. Hans spil virker ofte, som om han stod på en teaterscene, hvilket måske skyldes, at James L. Brooks' iscenesættelse med klart definerede entréer og sortier omkring hver enkelt scene har et vist teateragtigt præg. Man har imidlertid så travlt med at grine ad denne rappe komedie for voksne, at man er parat til at tilgive den meget. Også at den er mindst et kvarter for lang, og at den visuelt er meget lidt sprælsk. Ja, man sluger såmænd også gerne råt, at der er noget i retning af en generations aldersforskel på de to "turtelduer". En del kunne vel nok have været bedre, men Jack ... han fås ikke bedre!

*Det bli'r ikke bedre (As Good As It Gets). Amerikansk. Instruktion: James L. Brooks. Manuskript: James L. Brooks og Mark Andrus. 138 min. (Palads, Palladium, Scala og 26 biografer i resten af landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu