Læsetid: 4 min.

Jagten på den turkmenske gas

4. februar 1998

Kampen om Turkmenistans naturgas har inddraget Afghanistan i det store spil om Centralasiens energiforsyning

Om ti år er det slut med Pakistans naturgas - det er en alvorlig sag i et land, hvor naturgassen tegner sig for 37 procent af energiforbruget. Resten dækkes hovedsagelig af olie, men importen æder en stadig større del af eksportindtægterne - i finansåret 1995-96 kostede olien 28 procent af eksportindtægten. Pakistan er desperat efter billig energi.
Dén er til gengæld til stede i kolossale mængder i det fattige Turkmenistan, der har verdens fjerdestørste reserver af naturgas. Foruden et desperat behov for eksportindtægter, der ikke er blevet mindre det seneste år: Ruslands gasselskab Gazprom ejer den eneste store rørledning ud af landet, mens den er lukket som følge af en strid om prisen på den turkmenske gas.
Problemet for Pakistan og Turkmenistan er, at de adskilles af Afghanistan, hvor Taliban-militsen og andre grupper kæmper om magten.
Uden for kæmper to multinationale selskaber - det amerikanske Unocal og det argentinske Bridas - om at få kontrakt på at udvinde og transportere gassen.
Pakistan håber at kunne ombygge sine kraftværker til gas, hvilket vil få el-prisen til at falde. Desuden overvejer Pakistan at forlænge rørledningen til Indien og tjene på transporten.

USA på Unocals side
Unocal har allerede aftalt prisen for en 20-årig leveringsaftale med Pakistan. Ifølge vestlige olie- og gasselskaber i Pakistan er fortjenesten ekstremt lav for alle undtagen Pakistan. Det kan bero på flere faktorer.
Ved at acceptere den lave pris forsøger Unocal indirekte at udkonkurrere f.eks. iransk gas. Shell vil f.eks. sælge iransk gas til Pakistan eller russisk, der leveres gennem Iran.
Til gengæld har Unocal den amerikanske regering med sig, der på grund af isoleringspolitikken overfor Iran har ladet Pakistan forstå, at en rørledning fra Iran er uacceptabel.
Den amerikanske regering har derfor givet sin fulde opbakning til ledningen gennem Afghanistan. Den har imidlertid stillet som betingelse, at der er fred i landet før byggeriet begyndes.
Selv om talibanerne har kontrolleret området, som ledningens godt 700 kilometer strækker sig gennem, er der en aktiv frontlinje bare 100 kilometer nord for det punkt, hvor ledningen skal krydse grænsen fra Turkmenistan.

Talibansk forårsoffensiv
Talibanerne forbereder derfor en hektisk forårsoffensiv, for at bringe hele landet under kontrol.
Men det afghanske gasprojekt trues af tidspres. Både Rusland og Iran arbejder ihærdigt for at kunne eksportere olie og gas til Europa via Tyrkiet og Pakistan og Indien gennem ledninger via Iran. Gevinsten er åbenbar for Iran - for Rusland vil en ledningen gennem Iran mindske truslen fra Turkmenistans kolossale gasreserver. Kun USA's aktive politik kan hindre dette. Olieselskabet Shell har netop indledt et seks måneders forstudie af en ledning gennem Iran.
Men ifølge amerikansk lov kan der indføres sanktioner mod firmaer, der investerer mere end 20 millioner dollar i Iran, og dette har sat Shell under pres.
Til gengæld har den energiske amerikanske afvisning af Iran-ledningen sat nyt skub i planerne om en ledningen gennem Afghanistan.
Mens Unocal, der er hjemmehørende i Californien, således har den amerikanske regerings principielle opbakning til ledningen, møder selskabet modstand i Afghanistan. Talibanerne har klaget over, at de ikke har fået lov til at være med.
"De har kun forhandlet med sig selv og burde kontakte talibanerne om udarbejdelsen af projektet," siger kultur- og informationsminister Amir Khan Mutaqi.

Gode kontakter til Taliban
Den synd har Bridas ikke begået; den har sørget for gode kontakter med talibanerne:
Allerede i februar 1996 indgik selskabet en 30-årig aftale med den daværende afghanske regering om at anlægge og bruge en gasrørledning mellem Turkmenistan og Pakistan. Der blev også indgået aftaler med talibanerne og krigsherrerne i nord.
Selskabet har desuden sin argentinske regering bag sig. Ifølge talibanernes viceudenrigsminister Abbas Stanakzai forsikrede en delegation fra Bridas i juni 1997, at Argentina er villig til at deltage i genopbygningen af Afghanistan, især forsyningen af vand, energi og anden offentlig service i Kabul.
Bridas kan til gengæld risikere ikke at have noget gas til rørledningen: Turkmenistan ophævede i december 1995 kontrakten med selskabet til at udvinde og eksportere olie; Turkmenistan ville have en bedre aftale med Bridas, og lukkede alle selskabets virksomheder i landet.
Bridas indledte et søgsmål mod den turkmenske regering ved Det Internationale Handelskammer for tre tilfælde af kontraktbrud - og vandt. Men Turkmenistans advokater meddelte, at landet ikke ville rette sig efter kendelsen. Fra turkmensk side er det officielle standpunkt: "Bridas er ude. Vi har givet den afghanske gasledning til Unocal."

Den iranske løsning
Således står sagen nu: Bridas har talibanerne bag sig, og den trumf, at det er parat til at bygge rørledningen, selv om der ikke er fred i Afghanistan. Hurtige resultater kan muligvis friste det pengehungrende Turkmenistan.
Til gengæld har Unocal både den turkmenske og den mægtige amerikanske regering bag sig - men mangler fred i Afghanistan.
Oven over det hele lurer "den iranske løsning". Da Iran frygter indflydelse fra de radikalt muslimske talibaner har landet al mulig grund til både at føre en moderat politik overfor USA - og til at skynde mest muligt på Shell og andre konsortiers ledningsprojekter, der skal fastslå Iran som hele regionens uomgængelige transitland for olie og naturgas.

© 1998 Afghanistan-Nytt & Information.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her