Læsetid: 4 min.

En kætter i modvind

10. februar 1998

Med Murens fald fulgte en diskreditering af digteren Bertolt Brecht - bare synd at digtene og sangteksterne er så gode og at hans kritik af kapitalismen er lige så relevant nu som dengang

DIGTEREN
"Man siger at digteren har oplevet noget forfærdeligt, men at hans lidelser har fundet et smukt udtryk (...) Lidelserne er overstået, men digtet bliver stående, siger man fiffigt og gnider sig i hænderne. Men hvad hvis lidelserne ikke er overstået? Hvis også de bliver stående, måske ikke for den mand der har sunget, men så dog for dem der ikke kan synge?"

Bertolt Brecht, kommentar fra sidst i 20'erne

Mødet med digteren Bertolt Brecht gik for mit vedkommende gennem ørerne: "Alabama Song" fra det først Doors-album, såmænd - De ved, den med "show me the way to the next whisky bar".
Som typen, der altid læste omslagene lige så grundigt som han lyttede til pladen, stødte jeg her på parret Weill-Brecht, hvilket førte til en livslang fascination af digteren og tekstforfatteren Bertolt Brecht, som har masser at lære enhver, der beskæftiger sig med begge disse to størrelser - også selvom man ikke deler hans synspunkter:
Såvel det formelle som det indholdsmæssige mestrede Brecht med en sådan overlegenhed, at han må indgyde enhver, der hævder at være sprogarbejder, den dybeste respekt.
Og sangene bliver ved med at dukke op. Selvom en stor del af fascinationen udspringer af Kurt Weills geniale musik, er det lykkedes denne tyske digter at skabe en række tekster, som oversat til vor tids mest udbredte sprog, engelsk, har antaget klassikerstatus: "Mack The Knife" fra parrets mest berømte stykke, Dreigroschenoper fra 1928, handler måske nok om en klodblodig dræber, men blev ikke desto mindre et hit for Louis Armstrong og Bobby Darin, mens "Pirate Jenny", "Surabaya Johnny", "Ballad Of The Soldier's Wife" og den ætsende "What Keeps Mankind Alive?" stadig indspilles med jævne mellemrum - af alle fra Sting til PJ Harvey, fra Pet Shop Boys til Dagmar Krause, fra David Bowie til Tom Waits.
Og så er de klassiske udgaver med de suveræne tyske tolkningner af Gisela May og Lotte Lenya selvfølgelig tilgængelige på cd, hvis man ønsker den ægte vare. Endelig fik vor hjemlige Sebastian succes med sine tonsætninger af en stribe klassiske Brecht-tekster på albummet Tiderne Skifter fra slutningen af 70'erne.
Men det er nok værd at fastslå, at grænsen mellem digteren og tekstforfatteren er flydende. Det kan man opleve ved selvsyn i Gyldendals veltimede relancering af Digte, som i sin tid blev udgivet i tråd med 60'ernes Brecht-bølge. Det er et sikkert udvalg ved Erik Knudsen og Ivan Malinovski, der endvidere står for de lydhøre oversættelser, som det er svært at finde noget at udsætte på.
Udvalget er 'kun' på 110 sider, hvilket i lyset af det samlede værks omfang ikke lyder af meget, men man mættes hurtigt af denne rå og usentimentale mand, som i den grad formåede at holde alle former for menneskelig lidelse og fornedrelse på en sådan afstand, at hans prunkløse beskrivelser og hårdtslående pointer altid skal gennem hjernen for at nå hjertet. Hvilket også var meningen.
Det glødende antiromantiske udgangspunkt, den indædte politiske overbevisning og de mange år i eksil giver disse ofte næsten aforisme-korte tekster en benhård kerne af mangel på illusioner, som driver værket frem, trods de store indbyrdes forskelle mellem ungdommens mere personlige tekster ('café-perioden') og de senere ideologisk bestemte læredigte, som henimod slutningen atter får et personligt præg.
Indignationen er en anden rød tråd, som dog holdes i ave af en begsort humor, mens han som satiriker går efter nazister, udbyttere og forblændede romantikere.
Digtene er skrevet af en mand, som fra sit 35. år levede i eksil, hvis bøger blev brændt i hans fædreland, hvis statsborgerskab blev ham frataget, en sand arbejdsnarkoman, som skabte uhyrlige mængder tekst, hvad enten han var i Berlin, Svendborg eller Los Angeles. Man kan mene om de mere didaktiske tekster hvad man vil, men kritikken af kapitalismen holder - også selvom kommunismen måske ikke var løsningen på problemet.
Men personligt holder jeg - udover sangteksterne, som er fint repræsenteret i Digte - meget af de kinesisk inspirerede korttekster, hvor digteren usentimentalt tager udgangspunkt i sit eget liv og de deraf afledte betragtninger, og samtidig får sagt noget centralt om eksistensen. Vel at mærke udenom -ismerne, kunstneriske som politiske. Som det helt igennem skudsikre "Hjulskift", der i sin fuldstændighed lyder således:

Jeg sidder ved vejkanten.
Chaufføren skifter hjul.
Jeg er ikke gerne dèr hvor jeg
kommer fra.
Jeg er ikke gerne hvor jeg skal
hen.
Hvorfor betragter jeg
hjulskiftet
Med utålmodighed?

*Bertolt Brecht: Digte. Oversat af Erik Knudsen og Ivan Malinovski. 112 sider. Kr. 110. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her