En forsvarsbegejstret Hans Engell bombarderer de radikale - under taktfast jubel fra Nordsjællands unge konservative
Der plejer ellers at være alt for mange ledige stole i dette lokale." Det siger de konservatives gruppeformand Hans Engell bredt smilende til de 80 unge, der er ved at strømme ind i det konservative gruppeværelse på Christiansborg. Lokalet har nøgne kridhvide stukvægge, ingen portrætter ophængt til påmindelse om nogen fortid.
Engell varskoer omhyggeligt de ankommende grupper: En udsendt fra Information er tilstedt adgang.
"Så I løber altså en risiko for at se jeres navn i en avis, selv om den ikke når så vidt omkring."
Latter. Engell følger op:
"Der var en dame, der spurgte efter Information på Hovedbanegårdens kiosk. Svaret lød: 'Information, ja så gerne. Hvad vil De vide?'"
Mere latter.
"Sådan et hår kan man ikke have," siger Engell venligt drillende til en ung rundhovedet fyr med opretstående brunlig manke. I forsamlingen øjnes også en enkelt gulerodsfarvet. Men ellers hersker nydelighed og velklædthed. En fjerdedel er piger. Konservativ Ungdom i Hørsholm-Rungsted står som indbydere af nordsjællandske KU'ere til denne aften med Hans Engell, folketingskandidat i Frederiksborg amt.
"Nye ideer? Det spørger KU altid efter. Som om de gamle ikke var gode nok."
Med denne åbning på sit indlæg fra podiet giver Hans Engell sit eget politiske signalement. Han er til Gud, konge og fædreland. Men i en nutidig sprogdragt.
Først trutter han i valgtrompeten:
"Det her er et afgørende valg. 'Det siger de altid,' mener nogle af jer nok. Men dette valg vil lægge linjerne for Danmarks fremtid. Fronterne er klart trukket op. På den ene side: SR og venstrefløjen. På den anden en række liberale, liberalistiske, borgerlige og centrumspartier. Man kan undre sig over, at de radikale har bundet sig så stærkt til Socialdemokratiet denne gang. Ved deres jubilæum for nogle år siden fik de radikale en vejrhane i gave. Jeg foreslog, at Det konservative Folkeparti ved samme lejlighed skænkede dem et kugleleje, så de kan dreje lidt hurtigere."
Hans Engell udmaler perspektiver:
"Vi kan få en ganske lang statsministertid for en Uffe Ellemann-Jensen eller en Per Stig Møller. Det vil ikke gå stille af internt i Socialdemokratiet, hvis de taber valget. Og de radikale vil ikke stille sig op i den politiske arbejdsløshedskø. Sådan er de ikke."
Hans Engell brager lige igennem til de unge. Uden manuskript. Han gestikulerer afmålt med den ene af sine arme, den højre, når han er tændt, den venstre, når han reflekterer.
"Det er ikke rigtigt, når en valgforsker - dem har vi mange af - siger, at det er lige meget, hvilken regering vi får, for de vil føre den samme politik. Han har ikke fulgt med. En borgerlig regering vil betyde en afgørende forskel."
Engell opregner:
"Hele skatte- og afgiftspolitikken. Nu gælder det om at lægge et effektivt loft. Marianne Jelved elsker lejeværdien af egen bolig. Vi vil fjerne den over fire år."
Engell drager sit publikum ind:
"Når man som jeg har færdedes på Christiansborg i mange år - som nogle af jer også vil komme til - får man det indtryk, at det er Folketinget, der tjener pengene til Danmark. Det er fuldstændigt forkert. Folketinget, amterne - så længe vi har dem - og kommunerne tjener ikke en krone. Nej, det gør det private erhvervsliv. Vi herinde fordeler kun frugterne af andres arbejde."
Engell er i letvægtsform, i mørkeblå jakke, lyseblå skjorte, gråt slips, kortklippet, med et strøg af solbrændthed. Han ser bedre ud end på fotoet af ham på de skriggrønne konservative valgplakater, der er stillet op bag podiet.
Og nu kommer han til, hvad hans toneleje afslører som hjertesagen: Forsvaret. Det vil Venstre og i al fald de konservative værne.
"Kun én af de radikale har været soldat. Det er vores undervisningsminister, der vist har været løjtnant af reserven. De andre har nok været militærnægtere. Vor deltagelse i internationale fredsbevarende operationer forudsætter et forsvar af en vis styrke. Jørgen Estrup - det mærkelige menneske - tror, at man kan skabe en sådan styrke bare ved at finde en eller anden og give ham en blå hjelm på hovedet og et gevær i hånden og sende ham afsted. Med vores nuværende forsvarsordning skal danske officerer bruge et halvt år i Bosnien måske fire eller fem gange inden for de næste ti år. Prøv at forestil jer det, med afbrud i familielivet og alt det andet. Her leverer de radikale ikke varen."
Hans Engells ben er begyndt at bevæge sig uroligt under ham, som om han er på nippet til at storme fremad.
Han maner endnu en gang til samling:
"Det er et hårfint valg. Det er helt uforudsigeligt. Det kan blive Nordatlantens mandater, det kan blive stemmespild, der afgør det. Nogle spørger: Er vi nu også klædt på til at overtage regeringsansvaret? Ja, det er vi. Og regeringsansvaret er vigtigt. Vi vil have magten. Vi vil have magten. Vi vil have en borgerlig regering. Det er det, valget handler om."
Fyndig afslutning efter præcis en halv times taletid. Hans Engell dekreterer pause. Hans indlæg får et demonstrativt højlydt bifald. I pausen tager en lang række KU'ere opstilling ved podiet for at få Engells dedikation i deres medbragte eksemplarer af hans nyligt udgivne bog, den den 455 sider tykke På Slotsholmen. En, der tilfreds vender tilbage til sin plads med bogen, mødes af et: "Lad os se, hvad han skrev, Anders, for fa'en."
Engell har kultstatus.
Et af de første spørgsmål efter pausen kommer fra en flanke, hvor Engell ellers troede sig dækket:
Kasper oplyser, han er officer af reserven, og siger:
"Jeg synes også, det handler om et gennemføre effektiviseringer i forsvaret. Der er 34.000 ansatte. Flyvevåbnet er større end A. P. Møller. Og nu har vi besluttet, at de skal sende ét Hercules-fly til udlandet. Jeg vil ikke være spion mod min egen arbejdsplads, men der er noget at hente dér."
Hans Engell er i bekneb for svar.
"Jeg skal lige tænke mig om," siger han. Forsamlingen ler.
Så er Engell kampklar:
"Forsvaret har i mange år været i Rigsrevisionens, Folketingets og Det radikale Venstres søgelys. Det er et af NATO's mest veldrevne. Det er en virksomhed, vi kan være bekendt. Hvad har vi forsvaret til? At værne vor suverænitet, vor frihed, til internationale opgaver. Hvorfor lader vi flåden overvåge Nordatlanten? Hvorfor lader vi den ikke afløse af en satellit? Fordi vi vil lade Dannebrog vaje i Nordatlanten, og det koster penge. Forsvaret kan ikke blive meget mindre. Det har altid været et hamrende konservativt grundsynspunkt, at forsvaret skal være i orden. De har altid kunnet regne med os. Det skal de kunne blive ved med."
Reserveofficer Kasper lader sig ikke drive på flugt:
"Det kan altid blive bedre. Pas på. Nu må vi omstrukturere os, så forsvaret bliver internationalt og ikke bare arbejder i Sønderjylland."
Hans Engell søger at støde igennem ved en omkringgående manøvre:
"Hvis vi gennemfører SR-regeringens politik, skal et kamp-regiment nedlægges. Et kampregiment!"
Den eneste pige, der tager ordet denne aften, bliver ikke præsenteret ved navn. Hun er lyshåret:
"Kan man stole på CD, hvis nu Mimi får tilbudt en fed ministerpost af Nyrup?"
Engell: "CD er i bund og grund et borgerligt parti. De brød ganske vist ud af Socialdemokratiet i sin tid, men de tog hurtigt en borgerlig profil - og vælgere fra os."
Den lyshårede er ikke så sikker:
"Skyldes deres betingelser, deres tvetydighed, ikke, at de vil holde alle muligheder åbne?"
Hans Engell svarer dobbelt. Først: "CD har meldt borgerligt ud." Så tilføjer han:
"Politik har vist eksempler på, at alt kan lade sig gøre. Det vil bare være tæskeærgerligt, hvis de først stjæler vores stemmer og så peger på Nyrup. Det vil ikke være til at bære."
Også loyaliteten i Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet tvivler forsamlingen på: "Vil de skrige op og gøre alt muligt eller vil de bare være nyttige landsbytosser og lægge stemmer til en borgerlig regerings politik?" spørger Karl-Henrik.
Hans Engell mener, at de to højrefløjspartier består af tre grupper:
"Der er de konstruktive pragmatikere, så er der dem, der altid vil tækkes de notoriske kværulanter, der er imod enhver regerings politik, og så er der dem, hvor lampen bare er røget."
Engell mener at kunne konstatere, at pragmatikerne for tiden har den øvre hånd i begge partier. Han nævner Pia Kjærsgaard og Kirsten Jacobsen. Men han medgiver: "Det kan hurtigt ændre sig."
Og så er der ellers ikke det saglige politiske spørgsmål i dansk indenrigspolitik, som ivrige unge konservative ikke har spørgsmål og meninger om: Private opsparingsordninger, Forskningsministeriets fremtid, efterlønnen, forældreordninger, betalingsbalancen, eksportfremmme, arbejdsmarkedsydelser.
Hans Engell svarer på alt i god form, selv om den megen saglighed ser ud til at kede ham en smule. Han omtaler nidkært partiformand Per Stig Møller med loyalitet. Kun én gang signalerer Engell diskret dissens:
Thomas spørger: "Hvorfor lover vi 'at kickstarte' eksporten, når en eksportopbygning tager ti år? Er det ikke lovligt smart?"
Engell svarer:
"Naaj, det vil jeg ikke sige. Det var Per, der brugte udtrykket."
Forsamlingen ler inderligt. Skismaet mellem de to ledende partiskikkelser synes at være forudsætningen for en subtil konservativ kommunikation.
Engell slutter sin optræden til nyt bragende bifald. Igen flokkes de unge om ham for at få indskrift i hans bogværk.
Information spørger en lyshåret fyr i lysegråt jakkesæt:
- Er det bøger, der er blevet gavmildt omdelt i KU-afdelingerne?
"Nej, dem har folk selv købt. Vi er gode patrioter."
