Læsetid: 5 min.

Katten er truet i Tigerens år

2. februar 1998

'Hvis man ikke tør angribe tigeren, kan man altid slå katten,' lyder et indonesisk ordsprog, og det er oftest kineserne, der får kattens rolle, når Indonesien er i krise

Jakarta
Osen fra røgelsespinde hænger tungt i rummet. Gennem røgen ses skikkelser, der rækker op og tænder håndfulde af røgelsespinde over mandshøje, røde stearinlys. Derefter stiller de sig foran en af de mange Buddha-figurer og begynder at vippe overkroppen frem og tilbage med lukkede øjne og mumlende læber.
Andre vasker omhyggeligt æbler og clementiner, som de lægger omkring en glad Buddha, der tager imod med udbredte arme og et stort smil ved indgangen.
Det er anden dag i det kinesiske nytår, og folk strømmer til Dharma Bhakti-templet i den indonesiske hovedstad Jakarta. Byens etniske kinesere kommer hertil for at bede om et godt nytår samt held og lykke i Tigerens år. En bøn, der synes velbegrundet i disse tider, hvor Indonesien kæmper med en alvorlig valutakrise og begyndende økonomisk nedtur.
Kineserne risikerer ikke alene at miste penge under krisen - de risikerer også at få skylden for den. Af bitter erfaring ved de, at de ofte bliver udpeget som syndebukke, når tiderne er dårlige i Indonesien.

Økonomisk magt
Kineserne udgør et mindretal på kun tre procent af Indonesiens befolkning på over 200 millioner mennesker, men de menes at kontrollere omkring 70 procent af landets økonomi. Deres bemærkelsesværdige økonomiske succes skyldes en kombination af handelstalent, veludviklede netværk til andre kinesere i regionen samt ikke mindst gode forbindelser til magthaverne, som i de sidste 30 år har været præsident Suharto. Successen har gennem tiderne gjort dem til en udsat gruppe.
Bydelen omkring templet er i sig selv et minde om tidligere tiders forfølgelser af kineserne.
De første kinesere ankom til Indonesien for flere århundreder siden, da det meste af landet blev underlagt hollandsk kolonistyre. Mange bosatte sig i hovedstaden, som dengang hed Batavia, Men i 1740 gik byens indonesiske indbyggere amok og dræbte tusinder af kinesere.
Efter massakren besluttede hollænderne at flytte den kinesiske befolkning uden for bymuren til det område, der i dag hedder Glodok og er Jakartas kinesiske bydel.
Sammenlignet med det øvrige Sydøstasien eller resten af verden er Glodok en usædvanlig udgave af Chinatown. I de smalle gyder, hvor de små huse med røde tegltage ligger tætpakket side om side, mangler det mest karakteristiske: Der er ingen farvestrålende skilte eller bannere med kinesiske skrifttegn.
Godt nok er her utallige kinesiske småbutikker, men mod sædvane er der ingen kinesisk skilteskov til at gøre opmærksom på udbuddet af bl.a. kinesisk naturmedicin og elektroniske varer.

Forbud
Det har den simple forklaring, at myndighederne har forbudt de kinesiske skrifttegn, lige som andre forbud regulerer livet for kineserne i Indonesien. F.eks. er det forbudt at drive kinesiske skoler, udgive eller indføre kinesisksprogede publikationer - bortset fra en regeringsejet avis, der udkommer på kinesisk.
Ifølge Rizal Sukma, forsker ved den regeringsstøttede tænketank Centre for Strategic and International Studies i Jakarta, ligger hadet til den kinesiske befolkning i Indonesien dybt, og han peger også på de rødder, der rækker tilbage til kolonitiden.
Under hollænderne var befolkningen opdelt i tre lag: Øverst europæerne, dernæst kineserne, mens den oprindelige befolkning befandt sig nederst på rangstigen. Kineserne fungerede som mellemmænd og indsamlede bl.a. skat for hollænderne, hvilket selvsagt ikke var populært.
"Mange indonesere betragter i dag kineserne som opportunister, der vil samarbejde med alle, når bare de kan tjene penge på det. Hollænderne, japanerne under Anden Verdenskrig, eller Suharto-styret i dag. De er som lotusblomsten, der altid flyder ovenpå, uanset bølgernes styrke," siger Rizal Sukma.
Mens han beklager, at en hel befolkningsgruppe stadig lægges for had i Indonesien, peger han på, at andre lande i regionen, der også har kinesiske mindretal, stort set har løst problemet, herunder Thailand. Men i Indonesien, hvor regeringen officielt hævder, at de mange etniske grupper og flertallet af muslimer lever i harmoni med de buddhistiske og kristne mindretal, blusser hadet med jævne mellemrum op, og det er ofte kineserne, der må stå for skud.

Tigeren og katten
Indtil for få måneder siden havde Indonesien en blomstrende boom-økonomi, men samtidig er befolkningens frustrationer taget til, især inden for det sidste års tid. Stadig flere føler sig ladt i stikken.
"En lille gruppe tager den største del af kagen, mens den største gruppe får den mindste del," som Saut, der studerer på et universitet i Jakarta, udtrykker det.
Selv om Saut tilhører de veluddannede i Indonesien, giver også han kineserne skylden og mener, at "de en dag bliver smidt i havet", hvis den skæve fordeling af de økonomiske goder fortsætter.
Det er ikke ualmindeligt at høre den slags udtalelser, og med den nuværende krise, der vil føre til nulvækst, høj inflation og øget arbejdsløshed, vil vreden mod kineserne få ny næring.
"Vi har et ordsprog, der siger, at hvis man ikke tør angribe tigeren, kan man altid slå katten," siger Rizal Sukma med henvisning til, at frustrationerne egentlig gælder uretfærdighederne under Suharto, men bliver rettet mod en mere sårbar gruppe.
I de sidste uger har der været spredte overfald på kinesiske handlende i mindre byer, bl.a. på Østjava på grund af stigende priser, men endnu har der ikke været episoder i Jakarta.
I Glodok-kvarteret fortæller den kinesiske indehaver af en butik, der sælger importerede tv og stereoanlæg, at han har måttet sætte priserne op på grund af rupiah'ens faldende værdi.
"Den er steget med 50 procent," siger han og peger på et Goldstar-tv fra Sydkorea.
"Men hvad kan jeg gøre?" tilføjer han.

Traditioner
Ved indgangen til Dharma Bhakti-templet står en ung pige og venter på, at hendes forældre skal blive færdige med nytårsbønnen.
Hun har kun et skuldertræk til overs for den kendsgerning, at alt det der foregår her på stedet egentlig er strengt forbudt.
Siden 1967 har myndighederne forbudt, at det kinesiske nytår fejres i templerne - eller offentligt i det hele taget. En lov, der ikke altid er blevet håndhævet lige strengt, men som myndighederne i år har truet med at gennemføre med henvisning til risikoen for social uro.
"Det er en kinesisk tradition at gå i templet til nytår," konstaterer hun blot.
Mens folk myldrer ud fra templet, hostende og med rindende øjne efter røgchokket, er en far på den anden side af indgangen ved at instruere sine to døtre og en enkelt søn i, hvordan de skal forholde sig derinde foran ham Buddha.
Børnene, der er i deres stiveste puds, stirrer med store øjne på far, som bevæbnet med mobiltelefon i den ene hånd og røgelsespinde i den anden, ivrigt gestikulerer for at vise ungerne, hvordan de skal gøre. Og således gives traditionerne videre.
Traditioner, som kineserne har holdt fast ved lige siden udvandringen fra Sydkina for århundreder siden, og som har været så betydningsfulde, at end ikke forbud og forfølgelser har kunnet aflive dem.
Og slet ikke i år. Det er dag to i Tigerens år, og det tegner til at blive farligt. Især for katten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu