Læsetid: 4 min.

Koncerten for Eastwood

2. februar 1998

Da The Carnegie Hall Jazz Band og adskillige solister betalte noget af jazzens gæld til Clint Eastwood tilbage - og lidt om en norsk jazzhistorie

"Ladies and gentlemen, I'm Clint Eastwood and I love jazz."
Denne kærlighedserklæring bliver fremsat på scenen i Carnegie Hall ved slutningen af en jazzkoncert til ære for Eastwood, og ordene kan ikke være meget overraskende for den der har fulgt Eastwoods film i de senere år med et øre for musikken i dem.
I begyndelsen af In the Line of Fire, som forleden kunne genses i fjernsynet, sidder Eastwood som den aldrende Secret Service-agent ved klaveret i en bar og spiller Richard Rodgers' I Didn't Know What Time It Was. Han gør det med en harmonisk fornemmelse, som næppe er almindelig blandt folk i det job, men som samtidig præciserer figurens desillusionerede sindsstemning bedre, end mange ord kunne have gjort det.
Som Richard B. Woodward påpeger i sine noter til cd-udgivelsen af Carnegie Hall-koncerten, er der tilsvarende scener i andre Eastwood-film, og musikken tjener altid til understregning af de pågældende sceners emotionelle karakter. På samme måde med de sangstemmer (Johnny Hartman, Dinah Washington, Roy Kral) som den mandlige hovedperson i The Bridges of Madison County finder på sin bilradio, og som bidrager til karakteristikken af ham som figur.

Om Monk og Parker
I den første film, som Eastwood selv instruerede, Play Misty For Me fra 1971, har Erroll Garners ballade "Misty" en central rolle i handlingen og filmens problemstillinger. Desuden indlægger Eastwood i denne film optagelser med flere af sine yndlingsmusikere, f.eks. Cannonball Adderley ved jazzfestivalen i Monterey.
Eastwood har også produceret film om to af jazzens store personligheder, Charlie Parker og Thelonious Monk. I den første, den delvis fiktionaliserede Bird, lod han Parkers historiske soloer fremtræde digitalt rensede og med akkompagnementer af nutidige musikere, et givetvis bekosteligt og teknisk uigennemskueligt stunt, omend kunstnerisk absolut problematisk.
Anderledes overbevisende er derfor Thelonious Monk: Straight No Chaser, en rent dokumentarisk film med herlige optagelser af Monk in action. Eastwood var desuden med til at finansiere Bertrand Taverniers
Round Midnight med Dexter Gordon, og han overtalte Warner Bros. til at skaffe videre distribution af The Last of the Blue Devils, Bruce Rickers film om Kansas City-jazzen.

En kvittering
Der var således al grund for jazzfolk til at kvittere for Clint Eastwoods indsatser for deres musik, og det var det, der skete i Carnegie Hall i oktober 1996. Medvirkende var bl.a. The Carnegie Hall Jazz Band under ledelse af trompetisten Jon Faddis, et repertoire-orkester svarende til The Lincoln Center Jazz Orchestra, som ledes af en anden trompetist, Wynton Marsalis.
Orkestret var i flere optagelser udvidet med strygere, obo og harpe, arrangeret af Lennie Niehaus, Eastwoods faste filmarrangør. Dertil kom en lang række solister, bl.a. James Moody på altsax i Parker's "Mood", Joshua Redman i "These Foolish Things" (en tribut til en af Eastwoods særlige favoritter, Lester Young), tenoren James Carter i "Laura", Carter og Redman i en blues der kombinerer Monks "Straight No Chaser" og Parkers "Now's the Time", pianisterne Kenny Barron og Barry Harris i Misty og (en anden) "Straight No Chaser".
Af orkestrets egne musikere høres kun Faddis i (nok en) "Misty" og pianisten Renée Rosnes i indledningen til "Doe Eyes/ Jitterbug Waltz". Hendes takter er nogle af de bedste ved koncerten, så man havde gerne hørt flere. I stedet er der så de to gamle Kansas City-musikere, pianisten Jay McShann i sin egen "Hootie Blues" og violinisten Claude Williams i en country & western-melodi (der jo falder noget uden for resten af musikken).
Endelig sluttes der af med (næsten) alle på scenen i en halv snes minutter lange udgaver af "Lester Leaps In" og en blues. Her møder vi foruden de førnævnte trompetisten Roy Hargrove, alten Charles McPherson og tenoren Flip Phillips, og Lennie Niehaus, der ikke har glemt at spille altsax. En blandet landhandel er dobbelt-cd'en (og vokalindslagene er ikke min kop te), men en ganske interessant dokumentation af en usædvanlig begivenhed (Eastwood After Hours Live at Carnegie Hall. 51 + 50 min. Malpaso/Warner Bros. 46546-2).

Jazz i Norge
Et større forskningsprojekt med basis i Norsk Jazzarkiv i Oslo har nu kortlagt fire årtier af norsk jazzhistorie. Med Bjørn Stendahl som forfatter udkom i 1987 Jazz, hot & swing, Jazz i Norge 1920-1940, Stendahl og Johs. Bergh fortsatte i 1991 med Sigarett Stomp, Jazz i Norge 1940-1950, og endelig er så kommet samme forfatteres Cool, kløver & dixie, Jazz i Norge 1950-1960 (udgivet af Norsk Jazzarkiv, Tollbugata 28, 0157 Oslo, pris ikke oplyst).
Det er en omfattende, rigt illustreret fremstilling af jazzens udbredelse i Norge i det tiår, som forfatterne opfatter som en glansperiode. Bogens 462 sider kommer rundt i tidens stilarter ('kløver-jazz' er en specielt norsk betegnelse for tidens swingmusik, som vi hernede gerne kaldte 'mainstream-musik'), og der er meget om jazzen i den norske provins. Af det rent dokumentariske materiale kan nævnes 188 biografier af tidens musikere, kronologisk diskografi (med et meget stort antal privatoptagelser), detaljeret oversigt over udenlandske besøg m.v.
Norsk jazz er i 50'erne endnu ikke noget internationalt kendt fænomen, og her i Danmark som andetsteds var det så udpræget snarere svenskernes årti med musikere som Lars Gullin, Bengt Hallberg, Arne Domnerus osv. Norge som internationalt jazzland begynder først at tegne sig i 60'erne (som bliver emne for Stendahl & Berghs næste bind).
Og endda skal man jo frem til 70'erne, før Norge for alvor placerer sig internationalt med navne som Jan Garbarek, Arild Andersen, Terje Rypdal og de andre, som ikke mindst det tyske grammofonselskab ECM (der har haft hovedparten af sin indspilningsaktivitet i Oslo) har gjort så meget for at placere på jazzens verdenskort. Det er ikke den kedeligste del af norsk jazzhistorie, vi venter på at få beskrevet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu