Læsetid: 4 min.

Konen i sandbunken

11. februar 1998

Det er lykkedes at realisere Becketts usentimentale humor i 'Glade dage' på Aalborg Teater

TEATER
Bodil Udsen fæstnede Samuel Becketts Glade dage ufor-glemmeligt i tilskuernes erindring, med den banebrydende Fiolteater-opførelse i 1962, - og langt videre ud via TV. Frodigt vrinskende, fysisk intenst, på tværs af den chokerende absurde setting. Og andre store damer i dansk teater har fulgt op, Lily Weiding, Githa Nørby.
Ikke nok med det. Godt 35 år er gået siden det første æstetiske chok. Hvordan virker stykket i dag, den dengang så nye sorte humor? Kan man aktualisere det?
Beckett er en streng teaterkompositør. Hans tekster - hvor meningsforladte deres ord end kan synes - er nøje regi-skanderet, helt ned til de mindste detaljer. Der er ikke plads til de store overraskende nyfortolkninger for en ambitiøs instruktør. Han må snarere agere den respektfulde dirigent. Forsøge at stramme Winnies tappert pludrende monologer op, de mange tomme ord og de små håbløst ømme gestus, så de undervejs samler sig i rytmisk poetiske mønstre. Kun da kan stykket stadig leve, for det absurdes overraskelseseffekt, de bratte tragikomiske skift rykker ikke som dengang. Men spillet sådan har Glade dage selvklar aktuel klassikerrang. Heldigvis er der ikke tekstlig basis for at strømlinie Winnies kønsrolle i mere politisk korrekt rappenskralde-retning.

Snakker verden til live
Winnie sidder altså fast i sin sandbunke til lidt over livet, siden helt op til halsen, som prop i en flaske. Manden Willie kravler tavst og besvæ-ret rundt omkring sit jordhul omme bagved. Hvordan de er landet der, om de er ofre for den store katastrofe eller bare er én arketype på det umage ægtepar, det vides ikke. Winnie snakker, fylder sin dag ud med små rutiner, toilette, den rummelige håndtaskes mangelunde indhold, erindringens ditto, hun glæder sig
naivt over floromvundne sangtekststumper "i den gamle stil" og over, at man ikke helt "glemmer sine klassikere." Hun er sandt at sige ingen intellektuel, men hun snakker til det sidste sin drastisk indskrænkede verden til live på tværs af alt, får den til at eksistere, være et sandt mirakel, et liv trods alt.
Lisbeth Gajhede har statur og power til rollen, ægtemand og instruktør Morten Hovman har længe drømt om at caste hende i rollen, og han har respektfuldt holdt sig fra de fancy nyskabelser.
Lille Scene i Aalborg har et langt større scenerum end Fiolteatret, så man kommer ikke så brutalt og intimt nær på, som med Udsen. Måske det er derfor Gajhede i førsteakten har tendens til 'revyagtigt' at overspille Winnies gævhed, ikke mindst mimisk. Efter startens effektfulde præsentationer af hendes lilleverden er der ligesom ikke noget nyt spillestof for hende til at skandere det næsten handlingsløse i resten af akten. Måske det bare var premierenerver.
Efter pausen blev det nemlig langt bedre. Den nye dags fysisk nedskruede gentagelser af rutinerne koncentrerede Gajhedes spil meget mere præcist, nu skulle der blot en skælven i læberne til at markere skift fra trodsig optimisme til tvivl og angst, og Becketts tekst samler sig også fra da om det yderstes sidste potentialer, længere stumper af en biografi og sluttelig til dialogisk spil med Willie (en kronraget, intens Morten Fussinger), der halvt afmægtigt, i kjole og hvidt, forsøger at kravle frontalt op til hende - om det så er efter revolve-rens nådeskud eller efter ruinerne af hendes engang attråværdige munds kys.
Den personlige identitet er ganske vist hos Beckett højst en retrospektiv hypotese, og toppunktet af de tos samvær er en fælles gøende latter over sand- og stenbunkens paradoksale liv, en myre med æg - og det er slet ikke givet, det er det samme, de ler ad. Men minimalistisk dramatik af stor og original kraft, det er det ubetvivleligt.
Kirsten Brinks scenografi er luftig, svarende til den paradokse opdrift, Winnie et sted halvt skamfuldt tilstår. Hun kunne godt svæve bort, for trods tyngdekraftens meget synlige tag i hende er den, lige som så meget andet, ikke hvad den har været. Hendes snævre hul i ørkenen giver hende på tværs af alt kosmisk perspektiv.
Det er prisværdigt og rigtigt set af Aalborg Teater at spille Glade dage her nær århundredets ende - "for nu at tale i den gamle stil" - og det er lykkeligt, at det er lykkedes Hovman-Gajhede at
realisere Becketts usentimentale, trans-nihilistiske humor. Den kommer sartest til udtryk i Winnies længselsfulde kærlighedssang til slut om de "bævende læber", fra Den glade enke. Sangen bliver i første akt barokt kitsch-spilledåsespillet, men vinder dog i hendes mund - som personligt indlevet 'klassiker'- en sidste værdighed.

*Samuel Beckett: Glade dage (1961). Nyoversættelse og instruktion: Morten Hovman. Scenografi: Kirsten Brink. Medvirkende: Lisbeth Gajhede og Morten Fussinger. Aalborg Teater, Lille Scene, 6.-26.2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu