En svækket kong Hussein har taget klart parti for USA, har forbudt demonstrationer til fordel for Irak og slår ned på den jordanske opposition
AMMAN
Der er politifolk overalt. De holder øje med bygningen, spærrer hovedindgangen og går endda helt ind i forhallen. Det første solidaritetsmøde med Irak afvikles under strenge sikkerhedsforanstaltninger.
Det er Jordans vigtigste oppositionspartier, der har indkaldt til mødet, og næsten 500 mennesker er mødt trods regnen og politiovervågningen.
"Vore brødre er blevet forhindret i at nå frem til Amman," råber en af arrangørerne.
For de fleste af disse mænd er der tale om en gentagelse. Syv år efter Golf-krigen står de - hvad enten de er islamister eller pan-arabere - sammen mod "den amerikanske aggression".
"Ved at angribe Irak slår USA til mod hele den arabiske nation," siger et parlamentsmedlem fra Baath-partiet, Fouad Dabour. Talerne vender sig også mod det jordanske styre, som under den forrige konflikt flirtede med Saddam Hussein.
"I dag er vort land modstander af Irak," tordner islamisten Leith Schbeilat til mængdens jubel. "Det er derfor, styret har opmarcheret tropper ved grænsen og deltager i manøvrer sammen med Israel, Tyrkiet og USA. Det er arabiske hænder, der i dag fuldbyrder det zionistiske projekt i Jordan."
Krigerisk tone
Denne gang har kongehuset klart taget parti. Kong Hussein brød sin tavshed den 31. januar, da den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright rejste rundt i Mellemøsten på jagt efter allierede.
I et brev til sin bror Hassan, som var beregnet til offentliggørelse, skrev han, at en militær intervention er uundgåelig, hvis Saddam ikke ændrer kurs:
"Fra det øjeblik, da medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd erklærer, at deres bestræbelser er slået fejl, er der ingen anden løsning end magtanvendelse for at forhindre Irak i igen at bruge sine masseødelæggelsesvåben."
Siden er tonen blevet mindre krigerisk. Kongen skal tage hensyn til en opinion, som stadig er fjendtligt indstillet over for en amerikansk aktion. "Jeg tror ikke, jeg kan støtte en aktion, som kan føre til lidelser for det irakiske folk," sagde han mandag.
Hans manøvrefrihed er begrænset. "Han vil ikke havne på den forkerte side ligesom i 1991. Han svinger mellem USA, som han er mere og mere afhængig af, og sit eget folk," siger en diplomat.
Den amerikanske bistand beløber sig til 225 millioner dollar, og ethvert sidespring vil blive straffet af Kongressen i Washington.
Olien fra Irak
Jordan forbereder sig på en vanskelig tid. Som betaling for sin gæld leverer Irak hele landets olieforbrug gratis, men vil disse leverancer fortsætte, hvis det kommer til en konfrontation? Saudi-Arabien har lovet at træde til, men det bliver til markedsprisen.
Prins Hassan frygter også en strøm af flygtninge. "Vi er det land, der led mest (under Golkf-krigen) næstefter Kuwait," sagde han i sidste uge.
I 1991 måtte kongeriget, der har 4,4 millioner indbygger, tage imod 1,5 millioner udenlandske arbejdere, som flygtede fra regionen, og opsuge 300.000 udviste palæstinensere fra Kuwait. Senere kom der mange tusind irakere, og i dag er der næsten 200.000.
Jordan har meddelt, at det denne gang vil lukke sine grænser, og har bedt FN's Højkommissariat for Flygtninge om at oprette lejre i Irak. Men det er umuligt: Man kan ikke betragtes som flygtning i sit eget land.
Løber ingen risiko
Under den foregående konflikt gjorde kongen indrømmelser og tillod kimen til et demokrati for at dæmpe befolkningens utilfredshed. Parlamentet vedtog resolutioner, pressen rasede mod den amerikansk-ledede koalition; gaden var i oprør.
I dag er regimet, som i forvejen er svækket af de manglende fremskridt i fredsprocessen, foruroliget over islamisternes tiltagende radikalisering og vil ikke løbe nogen risiko.
Indenrigsministeren har nu forbudt alle offentlige demonstrationer, og oppositionen, som boykotter parlamentet, kan ikke længere arbejde udenomsparlamentarisk.
"Hvis folk ikke har lov til fredeligt at give udtryk for sine følelser, risikerer (kongen), at de griber til andre midler," forudser Hamza Mansour, et ledende medlem af Den Islamistiske Aktionsfront. Han præciserer, at hans bevægelse "ikke støtter Saddam, men hans befolkning".
Faldende popularitet
Faktisk kan herskeren i Bagdad ikke mobilisere de store menneskemængder i Jordan. Hans billede pryder ikke taxierne som for syv år siden, og det kan ikke kun forklares med politiets årvågenhed. Den mand, som under Golf-krisen forsvarede "den arabiske nations stolthed", repræsenterer i dag kun sig selv.
"Palæstinenserne, som udgør mindst 60 procent af befolkningen i Jordan, stoler ikke længere på, at han kan hjælpe dem med at befri de besatte områder," understreger en universitetslærer. Det har heller ikke forbedret Saddams image, at fire jordanere i december blev henrettet for sortbørshandel.
Desuden mistænkes hans sønner for at stå bag mordet på syv mennesker i Amman den 17. januar, deriblandt en irakisk diplomat. Det overbeviste kongen om, at Saddam forsøger at destabilisere ham, siger en kilde. Derfra og til at ønske hans fald i ly af en væbnet aktion, er der kun et skridt.
© 1998 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.
