Læsetid: 6 min.

Krigstilstand i retssalen

6. februar 1998

Retssagen mod den tidligere franske toppolitiker, Maurice Papon, der står anklaget for forbrydelser under besættelsen, er endt i person-stridigheder og procedurefejl

Da den 87-årige Maurice Papon omsider blev blev stillet for retten i Bordeaux anklaget for "forbrydelser mod menneskeheden" - 55 år efter forbrydelserne og efter 16 års forberedelser af sagen - så man frem til en proces, der skulle skabe klarhed over hans ansvar og kaste lys over en mørk periode i Frankrigs historie. En proces, hvis principielle betydning og pædagogiske rolle skulle være indlysende for alle.
Nu fire måneder senere er indtrykket alt andet end klarhed, for processens indhold er hidtil blevet overskygget af procedure- og person-stridigheder.
Der er endnu ca. 50 vidner, der skal afhøres, og retssagen er beregnet til at vare endnu to måneder. Oprindelig havde man regnet med, at den ville være afviklet inden jul. At den er blevet afbrudt flere gange af hensyn til den gamle mands helbred, er kun en af årsagerne til forsinkelsen.
Maurice Papon står anklaget ved nævningedomstolen i Bordeaux for at have beordret arrestation og deportation af ca. 1.600 jøder, herunder børn, til opsamlingslejren i Drancy nord for Paris (hvorfra de blev sendt videre til tyske koncentrationslejre), mens han i Bordeaux beklædte embedet som generalsekretær for departementet (amtet) Gironde i årene 1942-44.
Der er både gode og mindre gode grunde til, at sagen er trukket ud. Det har vist sig vanskeligere end først antaget at etablere Papons ansvar - eller graden af hans medansvar - for jødedeportationerne. Selv om en del af de franske massemedier har svært ved at tøjle deres utålmodighed, er processens langsommelighed ikke noget dårligt tegn i det omfang, den afspejler omhu og kompromisløs respekt for retsstatens principper. Papon er i det mindste ikke dømt på forhånd.

Men det mest iøjnefaldende ved sagen er den permanente krigstilstand mellem retsformanden, Jean-Louis Castagnéde og den unge advokat Arno Klarsfeld, der repræsenterer foreningen Sønner og Døtre af Deporterede Franske Jøder. Foreningens formand er hans far, advokaten Serge Klarsfeld, der er blevet berømt for sit arbejde for at få jødeforfølgelserne udforsket og de skyldige slæbt for retten.
Arno Klarsfeld har udmærket sig ved en aggressiv taktik, og det er gang på gang blevet bebrejdet ham, at han krænker procedurereglerne. Han har også fremsat injurierende udtalelser, som han bagefter har måttet beklage.
Han synes at handle i fuld overenstemmelse med sin far, og denne erklærede fornylig: "Vi fører krig mod retsformanden". Arno Klarsfeld er forlængst raget uklar med advokaterne for de private sagsøgere, der deltager i sagen i deres egenskab af efterladte til ofre for jødedeporationerne. De kritiserer ham for at optræde teatralsk og stile efter den størst mulige effekt i medierne. Hans argumenter forekommer ofte irrationelle og hans taktik uforståelig, til tider skadelig for hans egen sag. Han er også blevet stærkt kritiseret af jødiske organer.

Den sidste nye "bombe" indtraf den 28. januar, da Arno Klarsfeld krævede retsformandens afsættelse efter en afsløring af, at han er beslægtet med nogle af ofrene for de deportationer sagen handler om. Denne afsløring, der synes at være kommet helt bag på retsformanden, kan i sig selv forekomme sensationel. Det er blevet bevidnet, at en tante til Jean-Louis Castagnéde mistede sine forældre og to søstre ved disse deportationer. Det kan betyde, at retsformanden er inhabil. Hans eventuelle partiskhed ville logisk set betyde, at han er forudindtaget mod Papon, og det er således ikke en indlysende sag for Klarsfeld at kræve ham afsat. Men Klarsfelds ræsonnement synes at være, at en skyldig-kendelse bagefter med lethed ville kunne kendes ugyldig under henvisning til retsformandens inhabilitet - med det resultat, at Papon går ud af processen som en fri mand.
Nogle mener, at familien Klarsfeld havde sat sig for at få Castagnéde fjernet for enhver pris, fordi han stiler efter en maksimal straf over Papon, mens de selv ønsker at få fastslået en begrænsning af Papons ansvar - ud fra den betragtning, at ansvaret lå højere oppe, med andre ord, at krigstidens franske Vichy-styre - eller Frankrig kort sagt - havde det egentlige ansvar for jødedeporationerne i og fra Frankrig.
Disse byzantisk indviklede ræsonnementer og taktiske manøvrer er måske stort set ubegribelige for den offentlighed, der skulle have lært noget af processen.

Der er også en anden og mere håndgribelig forklaring på Klarsfeld'ernes vendetta mod retsformanden: De kan ikke tilgive ham, at han kort efter processens begyndelse besluttede at sætte Papon på fri fod under hensyn til hans høje alder og skrøbelige helbred. Denne beslutning vakte et ramaskrig, fordi den betød, at Papon ville møde op i retten som en fri mand - med udsigt til at forblive på fri fod et par år endnu, uanset om han kendes skyldig, idet han i så fald ventes at appellere til højesteret.
Bortset fra, at Papon fejrede denne beslutning lidt demonstrativt og syntes at være ved godt helbred, mener mange, at kendelsen var rimelig i betragtning af hans alder, og at han ikke bør behandles som skyldig, før han er dømt. Iøvrigt blev beslutningen ikke truffet af retsformanden alene, men af de tre præsiderende dommere i fællesskab.

Episoden om retsformandens eventuelle inhabilitet er nu endt med, at Klarsfeld - efter en strøm af selvmodsigende argumenter og under indtryk af næsten enstemmig kritik - har frafaldet kravet om hans afsættelse. Det er således en parentes i processen. Men samtidig må man konstatere, at det er omtrent den eneste episode udover kendelsen om at sætte Papon på fri fod, der har vakt større opsigt i de fire måder sagen har stået på. Procedurestridigheder har overskygget de ofte hjerteskærende vidneberetninger om jødedeporationerne, om det iskolde bureaukrati, den fejhed og ligegyldighed, der omgav dem - og på den anden side rettens samvittighedsfulde bestræbelser på at få fastslået Papons ansvar i dets sande omfang.
Det sidste har vist sig uhyre vanskeligt et halvt århundrede senere, og heri ligger noget af forklaringen på, at sagen ikke har levet op til forventningerne som kontant retsopgør og pædagogisk illustration af en epoke.
Afstanden i tid gør vidneudsagnene skrøbelige, hukommelsen er ofte upålidelig og arkiverne mangelfulde. Fortolkningen af de gamle dokumenter er vanskelig. At bringe så gamle forbrydelser for retten er i sig selv exceptionelt, for alle forbrydelser med undtagelse netop af "forbrydelser mod menneskeheden" er undergivet en forældelsesfrist.
Uklarheden fremgik på dramatisk vis fornylig, da historikeren Michel Bergés, der tidligere havde støttet anklagen mod Papon, pludselig optrådte som vidne for forsvaret. Hans modstandere sagde foragteligt, at han åbenbart blev bedre betalt af forsvaret, men han påviste omhyggeligt, at studiet af dokumenterne havde bragt ham i tvivl om Papons ansvar.
Til gengæld har retsformanden ved systematiske afhøringer og på grundlag af kendsgerninger trængt Papon i defensiven. Han har således fastslået, at Papon havde ansvaret for "jødiske spørgsmål" i præfektembedet i Bordeaux, at han i denne egenskab ydede politiet aktiv hjælp til organiseringen af de første deportationer, at han allerede fra juli 1942 var vidende om, at deportationerne bragte jøderne uden for Frankrigs grænser, og at hans påstand om at have reddet et antal jøder fra deportation ikke holder stik.

Men det er ikke simpelt i dag at indkredse den unge, brillante og ambitiøse - men endnu underordnede - embedsmand, der "adlød ordrer fra oven", og som gik ud af besættelsestiden uplettet og med de fineste papirer. At dømme den Papon, der fortsatte sin embedsmandskarriere efter krigen på højeste plan, blev gaullistisk politiker og minister, fik papir på, at han havde været medlem af Modstandsbevægelsen, blev kommandør af Æreslegionen...
Den Papon, hvis fortid først bliver afsløret i 1981. Mens retten prøver at få fastslået omfanget af hans aktive eller passive medskyld, har forsvaret stadig kunnet finde samfundsstøtter parate til at bevidne, at Papon er en hædersmand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu