Menneske-lig udstilles i Mannheim i Tyskland. Det har rusket op i flere instanser fra kirken til byretten og sat gang i den etniske debat. Men tilskuerne er tilfredse
UDSTILLING
Man tror, at det er løgn. En høj, rank mand står i stolt positur på sit podie, og man ser langt fra konturerne af hans muskler, sener og enkelte steder knogler. Han er hudløs! En højt hævet venstre hånd holder noget, der ligner et klæde, men tættere på ser man det, man frygter. Jo, det er hans hud, han holder op foran sig. Hovedet er drejet, så manden betragter sin egen ham. Han ser stolt ud.
Anatomen Gunther von Hagens har siden 1977 beskæftiget sig med at plasticere lig. Gennem en indviklet proces skifter han vævsvæske og fedt ud med kunststoffer, og derefter bearbejder han kroppene, så de får den kunstneriske fremtoning, von Hagens ønsker sig. En ung kvinde holder beskyttende på sin mave, som står åben, således at man har frit udsyn til det ufødte barn, hun ventede sig, da hun døde. Hvorfor døde hun, hvad er denne kvindes historie? Hele udstillingen igennem præsenteres mennesker, som stadig med muskler, organer og hud i behold, fremstår som revet ud af et livsforløb, og lader tilskueren skue ind i deres indre, og dermed ind i sit eget.
Foragt for liv
Kirken har protesteret og kaldet det smagsløst og ringeagtende over for livet, men retten bestemte sig for, at de 200 udstillingsobjekter ikke i retslig forstand kunne kaldes lig. Dermed var der givet grønt lys for von Hagens udstilling, som siden november har trukket 350.000 tilskuere til, og som nu prolongeres. Hver dag hører von Hagens fra mennesker, som vil stille deres kroppe til rådighed efter deres død, og von Hagens selv vil efter sin død lade sin kone plasticere sig og skære i 80 skiver. Skiverne skal derefter indstøbes i harpiks og uddeles til kolleger og andre videnskabsmænd ved den næste plasticeringkongres. Javel.
Formålet med udstillingen er at give tilskueren muligheden for forstå sin egen krop og sine egne sygdomme bedre. Studerende står til rådighed for spørgsmål og forklarer gerne de enkelte ligs særheder og abnormiteter. Men den fascinerede besøger ser mere end bare lærepræparater, de ser "den menneskelige krops under" og taler om taknemmelighed.
Den middelalderlige krop
Fremstillingen af kroppene er heller ikke tilfældigt klinisk beskrivende, der er ideer bag. F.eks. sidder en mand tænksomt ved et tomt skrivebord, og har baghovedet åbnet, så man kan se hjernens vindinger. En anden står som midt i et spring, og ud af kroppen stritter spændte muskler og sener. På den måde får han øje på sin egen krops funktioner og går tænksom hjem.
Mange vil ryste på hovedet, og tænke: "Er vi nået dertil, er vi kommet så langt ud"? - men i virkeligheden er denne udstilling i højere grad et greb tilbage, en udforskning af kroppen fra før åndsliggørelsen af samfundet og før fremmedgørelsen fra kroppen. I middelalderen var kropsdyrkelsen i åbenlys modsætning til kristendommen og udfoldedes hovedsaligt under karnevallerne, hvor projektet bl. a. var frigørelsen fra det rationelle. Kroppens udfoldelser og udskejelser skulle overvinde tanken.
I von Hagens udstilling vender vi tilbage til fokuseringen på den åbne krop, det hudløse legeme: "Det er ikke en individuel krop, men en art kollektiv alle-omfattende krop, der evigt fornyer sig selv, og hvis billede befrier mennesket fra den individuelle angst (f.eks. fortabelse og død)...", skriver den russiske litteraturteoretiker Mikhail Bakhtin i sin disputats fra 30'rne, Rabelais and his World.
Kropsligheden og det karnevalske og obskøne er siden middelalderen gradvist blevet adskilt fra den akademiske tradition, men i von Hagens udstilling i Mannheim udviskes på ny grænserne mellem de døde kroppe og de levende.
De humani corporis fabrica
Op igennem barokken tog den videnskabelige udforskning af kroppen fart. I 1543 udgav Andreas Vesalius den banebrydende anatomibog De humani corporis fabrica, hvori den Hellige Bartholomæus fremstår i samme positur som den førnævnte hudløse mand. Von Hagens er således bevidst om sine forgængere og de videnskabelige rødder, han trækker i med sin udstilling. I barokkens kunst var man ligeledes overordentlig optaget af den døde krop, af lig og skeletter, som for eksempel afbilledes på barokkens emblemer eller blev brugt dramaturgisk, såsom i universiteternes Anatomiske Teater.
Rigtig spændende bliver det, når man tager fat i Walter Benjamins udforskning af liget i det tyske barokke sørgespil. I sørgespillene skabte man allegorier ved at rive omverdenens elementer ud af deres vante sammenhæng, således at disse elementer frit kunne bruges til at skabe nye billeder. Den kendte verden blev således slået til fragmenter for i en anderledes sammenstilling at skabe ny mening, og Benjamin anfører, at netop liget er det sande menneskelige fragment. "Menneskekroppen kan ikke være nogen undtagelse fra budet om at slå det organiske i stykker, for at aflæse den sande, fikserede, skrifttro betydning i skårene," skriver Benjamin i Det tyske sørgespils oprindelse.
Von Hagens slår netop den organiske krop itu, plasticerer den, åbner den op og tematiserer døden på en højst utraditionel måde. I stedet for at mystificere eller forherlige døden, gør han den døde krop til en del af en verdensopfattelse, hvor alt, og altså også mennesket, ligger foran tilskueren som fragmenter. Liget er netop et menneske, som er blevet hevet ud af historiens kontinuum, en livsbane er brudt, og kroppen er blevet den ruin, hvorpå allegorikeren kan bygge sine billeder. "Og hvis ånden i døden er fri på ånders vis, kommer også kroppen først her til sin ret. For det siger sig selv: Den energiske allegorisering af naturen kan kun gennemføres på liget".
Kroppen indgår på den måde i den evige fragmentering fordi den er menneskets eneste reelle kontakt til omverdenen. Herfra skal man ikke kigge langt for at få øje på udstillingen af plasticerede lig, og udstillingen indgår således i den løbende fragmenteringsproces, som man med de postmodernistiske teorier fik tudet ørene fulde af.
Taknemmelighed
Von Hagens har således ikke lavet et vokskabinet eller en horror-udstilling og han har ikke skabt en videnskabelig pædagogisk opstilling af den menneskelige anatomi. Han har indskrevet sig i en kropstradition, som mindst kan føres tilbage til middelalderen og introducerer den groteske krop i en tid, hvor plasticeringen af kroppen mere og mere udføres på rigtig levende mennesker i form af nye næser og struttende bryster. Han har lavet en moderne allegori over den menneskelige forgængelighed og ensomhed, en meditation over vores uendelige åndsmæssige afgrænsning mod omverdenen, og han har nedbrudt barrieren mellem de levende kroppe og de døde. Derfor taler tilskuerne om taknemmelighed.
*Körperwelten løber indtil 1. marts Landesmuseum für Technik und Arbeit i Mann-heim. Åbent dagligt 9-22
