Arbejdsløsheden har bombet forholdene på dele af det franske arbejdsmarked tilbage til kapitalismens urtid. Et kig ind i landets største supermarkedskæde viser hvordan
SAMFUND
Man kan jo undre sig over, hvor længe de arbejdsløses indignation i Frankrig har været tavs. De sidstes måneders besættelser af ømme punkter - fra arbejdløshedskasser til trestjernede restauranter - har bragt en fortvivlelse frem i lyset, som indtil da skamfuldt var gemt væk i den private sfære.
Hver for sig forsøgte man at klare dagen og vejen, el-regningen og ungernes tøj, for de minimale summer, som en arbejdløs ender på efter fire-fem år uden arbejde. Det franske understøttelsessystem er stadig individualiseret i den forstand, at man underforstår, at den motiverede nok skal finde arbejde. Og intet er så motiverende, som ikke at have penge - i visse tilfælde ikke engang penge til at sende sin ansøgning og cv afsted. Men hverken motivation, ihærdighed eller uddannelse, kan skaffe det tilveje som mangler: nemlig arbejde.
Nu har én af disse arbejdsløse, Grégoire Philonenko skrevet en bog, ikke om sin arbejdsløshed - der nu har varet i fire år - men om sin arbejdsoplevelse indenfor supermarkedskæden Carrefour. Og det er højst interessant læsning, fordi det viser, hvordan arbejdsløsheden bliver bagtæppet for opbygningen af et arbejdsmarked, hvor angsten for at ryge ud i kulden, giver anledning til en udnyttelse af individet, som ikke lader stort tilbage for den tidlige kapitalismens udnyttelse af arbejderen.
Det skulle være så godt
Det skulle være så godt... Carrefour er et af de ledende foretagender indenfor stordistributionen i Frankrig, på grænsen af discount. Omsætningen er tæt ved 140 milliarder franc med et overskud på 2,5 milliarder. Der er 40.000 ansatte. Når man går i Carrefour og handler - og det gør næsten alle, som bliver nødt til at regne lidt på forbrug, og derfor går efter de billige varer - så lulles man gennem megamarkedet med musik og reklameindslag, hvor omkvædet lyder "med Carrefour er jeg så positiv". Man vandrer gennem de enorme mad-, tøj-, og hvidevareafdelinger med sangen i øret. Reklametilbuddene - om det nu er køkkenrulle eller ugens bog - næsten falder ned i caddien til den skrigende unge, bleerne og mælken.
Hvad man ikke aner er, at der bag de fristende tilbud ligger en nærmest militært opbygget markedsstrategi, hvor målet er forbrugerens afhængighed. Og hvor soldaterne i denne kamp er de ansatte, som snedigt er sat op mod hinanden i et individuelt konkurrenceræs, som med garanti skaber flere tabere end vindere.
Den eneste illusion, som derfor skal opretholdes i denne næsten usynlige del- og hersk politik, er at man selv hører til vinderne. Ligesom arbejdsløshed er en privat affære er arbejdet en privat affære. Illusionerne oppebæres i en sådan grad, at maskinen tromler videre, tromler sine ansatte ned - men uden at det opdages. Eller i hvert fald ikke før man ryger ud - og så er det for sent.
I Carrefour fyrer man ikke folk. Det ville jo heller ikke være særlig positivt. Taktikken for at undgå fyringer er enkel: man giver stort set kun de ansatte tidsbegrænsede kontrakter. Så kan man blot undlade at forny kontrakten. I værste fald, gør man arbejdsbetingelserne så ulidelige, at den uønskede selv siger op. Begge disse metoder tages i brug, når den ansatte stiger så meget i graderne, at han udgør for stor en omkostning. På det tidspunkt er der langt lavere driftsomkostninger ved at indsætte en ny på prøve på en tidsbegrænset kontrakt.
Et andet ægteskab
Men sådan ser det naturligvis ikke ud når man starter. Philonenko, som tidligere havde læst sociologi, startede på en prøvepost som afdelingsleder i et nybygget Carrefour i 1991. Det gjorde han uden sociologiske bagtanker, og udelukkende for at træde ind i, hvad der præsenterede sig, som en lovende karriere.
For ganske vist var kontrakten tidsbegrænset, men forude viftede forfremmelser og højere løn, alt sammen vigtigt for en 30-årig mand, som på dette tidspunkt af sit liv stod med forsørgeransvar og ambitioner.
Når man starter på en lederpost i Carrefour, bliver man fra starten gjort opmærksom på, at det er som 'et andet ægteskab'. Når man efterhånden er oppe på at arbejde seks dage om ugen - 70 timer sammenlagt - for den samme løn - så har man interesse i at betragte det som sådan. I ambitionsræset, lægger man ikke mærke til, hvorledes en del af de overordnede forsvinder. "Han tager sig nok nogle lange eftermiddage," siger man sarkastisk til hinanden, når der er en, som "frivilligt" siger op. Og så er der jo luft omkring de pladser, man selv stræber efter.
Philonenko beskriver, hvordan man nådesløst og næsten bevidstløst vikles ind i et system af evindelig konkurrence afdelingslederne imellem, alt sammen sat i perspektiv af 'konkurrencen' fra de andre supermarkeder. Hver eneste meter hyldeplads skal rentabiliseres optimalt, med så lidt lager som muligt, en stadig strøm fra lastbil til hylde til caddie, til kassen. Ikke en dag, ikke en time må gå tabt med at stille om på varerne, hvilket kræver en veludviklet logistik, når sæsonvarer skal køres i stilling, som julesalg eller katalogtilbud.
Derfor tages weekender og nætter i brug af de afdelings-ansvarlige, som sætter nye etiketter på og stiller op og tager ned, nogen gange i ly af mørket. En euforisk træthed indfinder sig, som ikke befordrer omtanke eller overblik.
Ingen protest
Man ofrer sit familieliv og næsten også sit helbred for det, som er blevet et andet ægteskab. Hvorfor går man så langt? I bakspejlet, taler Philonenko - som sociolog - om hvordan hele systemet er bygget op, så man bliver sin egen 'værkfører'. Det opfattes positivt, fordi man selv er ansvarlig for det arbejde, man udfører. Men i realiteten er man udelukkende sat til at administrere kadencen - og her er der kun plads til perfektion. Perfektionen defineres på tilsyneladende neutral vis. Nemlig via det overordnede computeriserede forvaltningssystem Anabel. Anabel har hele tiden styr på, hvad der går ud og ind, og dermed kontrolleres den enkelte medarbejder hele tiden "i fuld størrelse".
Der er briefing hver morgen, men denne briefing er blot en aflæsning. Dermed bliver computersystemet ikke alene en forvaltning af varerne - men også af personalet. Det er i bogstaveligste forstand Big Mother som overvåger.
Man har adgang til systemet nedad, så man på hvert niveau af hierakiet, har adgang til systemet, for sine underordnede. Direktøren har det fulde overblik. Og hvis han mangler syn for sagen, er der også videoovervågning. Det er et system uden fejlmargin. Og det er som bekendt menneskeligt at fejle.
Alle lever i en rædsel for at fejle. For på næste trin eller udenfor, står en hob af arbejdsløse, som til enhver tid kan tage ens plads.
Fyret
Men så længe det kører, er man dopet i en fornemmelse af, at det lykkes, og at det lykkes ved ens egen særlige indsats. At man mestrer den minutmanegement, som man har fået udleveret opskriften på: ris og ros, må højst tage et minut, og har en nærmest pavlovsk effekt på de underordnede. Den svævende trussel gør sit...
En dag bliver Philonenko fyret alligevel. Det er knock-out, han har ikke set det komme, han har arbejdet næsten til bevidstløshed. Den angivne fejl? At han har solgt en scooter ni franc over den rigtige pris. Den egentlige fejl? At han har taget for meget hensyn til overenskomster, at han har taget fri den 1. maj, at han kort sagt er besværlig og der er masser af ubesværlige at tage af. Der er ikke nogen fagforening at henvende sig til - Carrefour er 'organiseret' ved, at man henvender sig til sin overordenede. Repræsentanterne for de ansatte er omhyggeligt udvalgt fra de ekstreme (magtesløse) fagforeninger eller er frigængere. Philonenko rejser sig fra knock-outet, og henter krigsteoretikeren Clausewitz frem i stedet for sin minutmangement. Han vil have hævn.
Hævn - et tveægget sværd
Hævnen er sød, men et tveægget sværd. Carrefour bliver med voldgiftsmanden og en advokats medvirken dømt til at trække anklagen om professionel fejl tilbage, og udbetale en erstatning. Men Philonenko har ikke penge til at få gennemført sit krav om overarbejdsbetaling - et overarbejde, som han møjsommeligt må bevise ved hjælp af natsikkerhedsvagternes notater..
Philonenko vinder altså delvist sin sag - men taber enhver mulighed for igen at finde arbejde.
Han er nu arbejdsløs på fjerde år. Trækker på smilebåndet ved Martine Aubry's forslag om 35 timers arbejdsuge. Hvis man blot effektuerede de gældende regler, ville der være dobbelt så meget arbejde et sted som Carrefour. Fællesnævneren på de arbejdløses opstand nu, og den bevidstgørelse, som finder sted i Philonenko's bog, er opdagelsen af, at det ikke blot er private problemer.
Og fagforeningerne er i Frankrig så godt som ikke-eksisterende på en række områder - især i den private sektor.
Philonenko kan ikke forstå, hvordan han nogensinde kunne være med på Carrefour-galejen. Han har genoptaget sociologien for at forstå. Og leverer med sin bog, som også indbefatter en analyse af sociologen og psykologen Veronique Guienne, et levende portræt af senkapitalismens udnyttelse af mennesket.
Formen er ny. Men opskriften er gammel.
*Grégoire Philonenko, Veronique Guinne: "Au carrefour de l'exploitation" ed. Desclée de Brouwer
