Læsetid: 4 min.

Kun to procent af publikum kan høre

13. februar 1998

Chet Bakers erindringer udkommet ti år efter hans død - en historie ikke om musik, men om at holde sig fem minutter forud for den næste civilklædte betjent

JAZZ
"Det virker som om der er tre ting, der gør indtryk på folk: hvor hurtigt du kan spille; hvor højt du kan spille; og hvor høje toner du kan ramme. Det forekommer mig ikke så lidt irriterende, men jeg har fået lidt mere erfaring og forstår, at måske mindre end to procent af publikum overhovedet kan høre. Når jeg siger høre mener jeg: er i stand til at følge en trompetist og hans tanker..."
Skriver Chet Baker i sine erindringer, As Though I Had Wings.
Selv om det nu er ti år siden Chet Baker døde ved et aldrig rigtig opklaret fald fra et hotelvindue i Amsterdam, er han ingenlunde gledet i baggrunden som pladekunstner. Hans bedste genudgives og sælges i dag i større oplag end dengang han levede.
Filmen Let's Get Lost (Bruce Webers dokumentarfilm om Chet Bakers liv og musik, hvis titel er blevet genbrugt til en dansk spillefilm; Weber var 30. januar genstand for en portrætartikel her på siden) har givet ham et stort og nyt og ungt publikum. Bakers stille, intense, lyriske opgør med den ellers noget mere bastante trompettradition er fortsat i stand til at bevæge.
Erindringerne slutter temmelig abrupt midt i 60'erne, hvor Baker var 35. De er håndskrevne - enkelte ark er optrykt i bogen i faksimile. Enken har passet på manuskriptet i de mellemliggende år.
Egentlig handler bogen meget lidt om musik. Den handler om musikere, Baker har arbejdet sammen med: Charlie Parker, Dexter Gordon, Stan Getz osv. osv.

Bank, overfald
Og så handler den om en kunstner, som konstant er på kant med politi og dommere. Chet Baker var storforbruger af alle typer stoffer, han kunne komme i nærheden af, og hans liv er derfor også en historie om fængsler, bank, overfald, skilsmisser og alle mulige typer ballade - og om forsøgene på hele tiden at være fem minutter forud for næste civilklædte betjent.
Historien gentager sig - igen og igen. Baker får sit første rigtig betydningsfulde og langvarige job i en klub i Los Angeles. Han spiller sammen med Gerry Mulligan. De indspiller i lange baner - indspilningerne kan i dag købes i box set og er et af de historiske højdepunkter inden for moderne jazz.
Men Baker bliver taget med marihuana ikke kun i lungerne, og hele engagementet bryder sammen, da Gerry Mulligan også bliver sat fast. Det var det år, Mulligan blev valgt som årets barytonspiller af både Down Beat og Metronome.
Baker vinder på et tidspunkt en slags respit ved at rejse til Europa, hvor politiet dengang stod en smule mere famlende overfor disse amerikanske uvaner. Men også her fandt de - assisteret af FBI - ud af, hvad der foregik og alene indenfor biografiens år lykkes det Baker at få fængselsdomme og sidde dem af i England, Frankrig og Italien.

For lille til basun
Chet Baker blev født i 1929 i Oklahoma. Familien var bønder, men faderen var også balmusiker - guitar. Depressionen ramte hårdt i Oklahoma , og i 1940 flyttede hele familien til Sydcalifornien:
"Da jeg var 13, kom min far en dag hjem med en basun. Jeg spillede på den et par uger uden den helt store succes. Jeg var lille af min alder og havde besvær med at nå de dybe stillinger, og mundstykket var under alle omstændigheder for stort til mine læber. Efter et par uger forsvandt basunen og blev erstattet af en trompet. Den var mere i min størrelse, og jeg var i stand til at få (en slags) lyde ud af den med det samme. Min far ville først have mig til at spille basun, fordi han var en stor beundrer af Jack Teagarden, men hans skuffelse gik lidt efter lidt over, da han så mig gøre fremskridt. Forstår du, han kunne også godt lide Bix Beiderbecke."
Som værnepligtig umiddelbart efter anden verdenskrig blev Baker sent til Europa som regimentsmusiker, stationeret i Berlin:

Koldt i Berlin
"Det var så koldt om vinteren, at du var nødt til at opbevare mundstykket inde i munden hele tiden mens du stod og ventede. Ellers ville læberne fryse fast til metallet når man endelig rørte ved det. Det skete at ventilerne også frøs til, når vi endelig skulle spille, og så måtte orkesterlederen, Martin, sige til Hank, officeren der havde kommandoen: 'Ingen musik i dag.' Hank brokkede sig aldrig når det skete. Han nikkede bare og forstod, at vi havde været måttet udstå alt det her pis for ingenting"
I Berlin hørte han radio, og i radioen hørte han for første gang Stan Kenton og Dizzy Gillespie, og så var han ellers solgt. Efter Berlin blev han stationeret i The Presidio i San Francisco og her gik det helt galt. Han blev hjemsendt som "utilpasselig til en militær tilværelse".
Mødet med den moderne jazz havde gjort ham utilpasselig, ikke kun til det militære, men til det hele.
Erindringerne lægger ikke et sekund skjul på, at hans liv på de musikalske og andre barrikader var desperadoens. Det forklarer lidt om intensiteten i hans spil og i hans sang - et lyrisk underspil, der balancerer på en vulkan af oplevelser og følelser.

*Chet Baker: As Though I Had Wings. 118 s., US $ 16. St. Martin's Press, New York

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her