Læsetid: 5 min.

Kunst er kunst er kunst

6. februar 1998

Hvad der adskiller den moderne kunstner fra den klassiske, er ikke at han/hun laver dårligere kunst, men at virkeligheden er blevet mere kompleks. Man kan ikke overføre middelalderen og renæssancens kulturelle parametre på nutiden, som Leo Tandrup forsøger

Den 27. november 1996 afholdt Akademiraadet en intern høring på Charlottenborg med henblik på at formulere et memorandum om de principielle spørgsmål og problemer vedrørende udsmykninger i offentlige rum. Mødet var fremprovokeret af den folkelige modstand imod udsmykninger, anbefalet af Raadets Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum, man har set i de seneste år. Hvem husker f.eks. ikke Hein Heinsens gennemarbejdede forslag til en udsmykning af Store Torv i Århus, der blev nedstemt på grund af en voldsom og følelsesfuld folkelig modstand? Akademiraadet har nu udgivet en lille bog, der opsamler de tanker, som blev fremført på den interne høring. Bogen følges op af en offentlig høring om Kunst, Demokrati og det Offentlige Rum onsdag den 25. februar 1998 kl. 13 på Charlottenborgs Festsal. Her vil Kulturminister Ebbe Lundgaard, Hein Heinsen, Bjørn Nørgaard, borgmester Hans Thu-strup Hansen m.fl. sidde i panelet. Man kan tilmelde sig inden den 20. februar på 33 74 49 00.

Den lille røde
Den lille røde bog, som Kasper Nefer Olsen har sat sammen, er virkelig interessant læsning, fordi man for første gang i mange år får en intelligent definition på, hvad kunst er. Det sker i form af ti teser, der er koncentrationer af, hvad nogle af landets fremmeste kunstnere og arkitekter sagde på den interne høring. Hør blot her: "Det moderne samfund er, mere end noget tidligere samfund, bestemt af en horisont som rækker langt ud over den lokale sammenhæng. I det moderne fællesskab mødes uophørligt det kendte med det fremmede, det lokale med det globale, det aktuelle med det historiske, i en kompelsk sammenhæng, der ikke længere kan opfattes på entydig vis. Den moderne kunst er kunst på det moderne samfunds betingelser... Det er en misfor-ståelse, at moderne kunst skulle betyde 'anything goes': Hvad der adskiller den moderne kunstner fra den klassiske, er ikke at kunsten er blevet mere enkel, men tværtimod at virkeligheden er blevet mere kompleks." Her skæres der lige igennem.

Tandrups korstog
Der er blevet skrevet meget i disse spalter om Leo Tandrups kunstopfattelse - ikke mindst af ham selv. Det kan måske derfor undre visse læsere, at jeg vil bruge klummens trange plads til at kaste mig ind i Leo's hule og bidrage til diskussionen. Men jeg føler, at det er vigtigt at undersøge hans synspunkter kritisk, ikke mindst fordi han stormer frem med en lidet klædelig skråsikkerhed, som kendte han alene svarene. I hans nye bog Mefistos mareridt - Guds for-ødte hus, der i Information den 16. januar fik en overstrømmende anmeldelse af højskolelærer Knud Peder Jensen, opererer han med en meget kritisk holdning til vores samtid, og langt hen ad vejen kan man kun give ham ret. Det hele går ad H. til: Fattigdommen breder sig i den tredje verden, de økologiske katastrofer er overhængende, den økonomiske udbytning, overarbejdet, system- undertrykkelse etc. er selvfølgelig noget lort. Tandrups noget idealistiske og nostalgiske løsningsforslag er imidlertid ude af trit med den komplekse virkelighed, vi lever i. Og hermed er også de grunde, han angiver til misèren, utilstrækkelige. Problemet er nemlig bl.a., at han leverer et skønmaleri af fortiden.
Tandrup beklager, at universaliteten og den åndelige dimension er forsvundet i vore dage. Han opererer med begrebet om den ophøjede, nu forsvundne kultur, der er blevet fortrængt af den banale civilisation. Civilisationen har udelukket det onde, djævelen eller Mefisto, og dermed er en integration af det onde og det gode blevet umuliggjort. Når det onde fortrænges, fortrænger vi ondskaben i os selv, og så går det for alvor galt: Den demokratiske relativisme ender i ondskab og tyranni, skriver han. Men jeg kan overhovedet ikke se, at det onde er blevet fortrængt, og da slet ikke i billedkunsten. Tænk blot på kunstnere som Asger Jorn, Poul McCarthy, Martin Bigum etc. etc.
Tandrup harcellerer imod "vor tids nihilisme", og mener at vore dage er præget af en banal dyrkelse af "en øjeblikkelig lyst-opfyldelses og promiskuitets evangelium." Men er summen af laster da ikke konstant i alle samfund? I gamle dage levede man med et moralsk dobbeltbogholderi, hvor mændene alene fik lov at leve deres seksuelle fantasmer ud. Var det bedre? Hvorfor se tilbage på fortiden med nostalgiske briller i det hele taget? I middelalderen og renæssancen levede kun en brøkdel af befolkningen under tålelige forhold, og en tiendedel eller endnu mindre plejede overhovedet omgang med kunst (hvis da som kirkekunst). Det var dengang, befolkningen blev undertrykt af et stift og hierarkisk system. Hvor den personlige frihed ofte blev indskrænket gennem korporlig afstraffelse i form af rideture på træhesten. Hvad er det for et vidunderligt fællesskab, der er gået tabt?

Abstrakt kunst er yt
Tandrup opererer med et ophøjet kunstbegreb: den store kunstner evner at højne betragterens moral. Problemet ifølge Tandrup er, at der ikke er så mange store kunstnere i dag, og de er i hvert fald ikke at finde i de abstraktes rækker, for den abstrakte kunst går hånd i hånd med erhvervsliv og magthavere, mener han. Kunsten skal andet og mere end afspejle systemet, den kommer nemlig hermed til at forstærke disse kræfters indflydelse, skriver han. Hans helte i moderne malerkunst er Michael Kvium, Arne Haugen Sørensen og Picasso. De øger på fællesskabets præmisser vores forståelse for verdens elendighed, mener han. Ud med "ø-individualister" som Georg Baselitz, Jeff Koons eller Richard Serra, der ifølge Tandrups snævre optik udelukkende ønsker at dominere verden.
Hvordan kan man i ramme alvor afskaffe den abstrakte kunst til fordel for ensidigt at satse på en narrativ, figurlig her i slutningen af det 20. århundrede? Den abstrakte kunst er - når den er god - netop universel, helhedstolkende, altfavnende. Tænk på Kandinsky, Mark Rothko eller Jackson Pollock? Tandrups kunstsyn hænger ikke sammen. Han bøjer realiteterne, så de passer ind i hans drømme om en idealverden, hvor lammet og løven græsser side ved side.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu