Læsetid: 4 min.

Kunsten, demokratiet og kompromis'et

27. februar 1998

Man bør udskifte begrebet udsmykning, der associerer til det pyntelige, med begrebet kunst, som kompromisløst søger Sandheden, fremgik det bl.a. af høring om kunsten i det offentlige rum på Charlottenborg i onsdags. Men mon et navneskifte løser problemerne?

KUNST
Der er det særlige ved kunsten i det offentlige rum, at den involverer os alle. Vi kan ikke bevæge os rundt i byrummet uden at passere den. Den kan være anmassende, når den står der og stiller eksistentielle spørgsmål, mens vi mindst venter det. Eller den river os aggressivt ud af vore søde drømme, når vi cykler forbi den tidligt om morgenen, som jeg ofte oplever det, når jeg passerer Jørgen Haugen Sørensens strittende granitskulptur på Sankt Hans Torv.
Det er ikke mærkeligt, at den offentlige kunst fremkalder voldsomme reaktioner hos folk, der enten elsker at hade den eller faktisk hader den - hvis ikke de efterhånden forsoner sig med den, hvilket heldigvis ofte sker. Folk har jo sjældent selv efterlyst den. Fredens Port, Frihedens Port, Poul Gernes' hindbærlagkage Palads Biograf, you name them. De
diskuteres stadig
ivrigt lokalt. Og det er jo det, der er meningen med dem. De skal tilføre noget andet, noget vi måske ikke tænker over selv i dagens trummerum. Det er derfor uhyre vigtigt at finde metoder, hvormed man kan få udsmykninger, der både respekterer regionernes præferencer og kunstens autonomi. Og det er en svær kunst.

Sindene i kog
I Charlottenborgs store, smukke festsal med de skyggegrå vægge, antikke friser og kassettelofter fandt en høring om kunst i de offentlige rum sted i onsdags. Den gik ikke stille af sig. Sindene kom i kog, som da Leo Tandrup, der fra publikumsrækkerne fremturede med sine fra dette dagblad sørgeligt kendte kæpheste, om at den abstrakte kunst dyrker uforståeligheden som princip, at vi mangler bannerførere som på Grundtvigs tid, og at kunstens virkelige undertrykkere, der tryner de svage kunstnere, sidder i Akademiraadet. Bag mig sad billedhuggeren Ingvar Cronhammer, medlem af Udvalget for Kunst i det Offentlige Rum under Akademiraadet, og kogte af vrede. Hein Heinsen gav Tandrup mundkurv på og sagde, at han våsede. Cronhammer foreslog i øvrigt, da han var dampet lidt af, at man bør udskifte betegnelsen udsmykning, der henviser til noget pynteligt, som skal behage folket, med betegnelsen kunst.
I panelet sad kulturminister Ebbe Lundgaard, billedhuggeren Hein Heinsen, kulturborgmester Hans Thustrup Hansen, formand for arkitektforbundet Gøsta Knudsen, billedhuggeren Elisabeth Toubro, formand for Statens Kunstfonds billedkunstneriske udvalg Ane Hejlskov Larsen og journalist Torben Krogh.
Anledningen var, at man ønskede at diskutere Akademiraadets memorandum, den 'lille røde', som jeg omtalte i denne spalte fredag den 6. februar. Bogen er en gennemskrivning af de tanker, som kom frem på en intern høring for Akademiet for de Skønne Kunster i november 1996. Det er idéhistorikeren Kasper Nefer Olsen, der har redigeret og formuleret dette tankevækkende memorandum, der imidlertid fra salen fik en ret hård medfart. Flere debattører mente, at det bar tydeligt præg af enevoldstiden, at det tilbagetrækker kunsten fra virkeligheden til en hellig, selvtilstrækkelig zone m.v.

Sidste bastion
Anledningen til høringen og omtalte memorandum er de seneste 'sager' om kunstnerisk bearbejdning af offentlige rum, der har sat kunst og demokrati-diskussionen på dagsordenen igen: Sverre Fehns Teaterfugl på Kgs. Nytorv og Hein Heinsens udsmykningsforslag til Store Torv i Århus. Det er gennemskitserede, vedtagne forslag, der i den 12. time alligevel er blevet omstødt p.g.a. en massiv folkelig uvilje imod dem. I Århus mødte f.eks. 800 mennesker op på rådhuset og ytrede deres mishag. Stemningen var blevet oppisket p.g.a. brødnid hos de lokale kunstnere, fremgik det af Gøsta Knudsens indlæg. Ingen kunstkyndige havde blandet sig i debatten.
Men lad os lige fremhæve nogle af de øvrige synspunkter fra panelet: Hein Heinsen leverede på sin tilmålte minutkorte taletid en kulturfilosofisk 'scanning' af den vesterlandske tilstand: han konstaterede, at samfundet befinder sig i en dyb krisetilstand, at medierne spejler endeløst det, vi i forvejen ved, at politikken har mistet sin autoritet og er blevet reduceret til ren underholdning med talk-shows i tv, at ideologierne er døde og magten er blevet mere eller mindre usynlig. Kunsten er den sidste bastion, der har den fornødne autoritet.
Gennem kunsten skal vi alle forholde os til det uforståelige. Det er den klassiske kunst, mesterværkerne, der virkeliggør en forskel. Vi skal lære at lytte til det uforståelige og lære kunstens nye sprog at kende, sagde Heinsen, der i øvrigt plæderer for regionale, amtslige kunstnerråd, hvor kunstfaglige og kunstkyndige samarbejder med de lokale initiativtagere til udsmykningerne, så man undgår unødige kommunikationsbrist.
Ane Hejlskov Larsen understregede, at de kunstfaglige ikke nødvendigvis også er kunstkyndige - en gennemgribende kritik af Akademiraadet - og hun kritiserede, at kunstinstitutionerne overtager kunsten totalt. Fornyelsen kommer ofte udefra, sagde hun, mens Torben Krogh mente, at der var en uoverstigelig modsætning mellem kunst og demokrati, idet kunsten er uforenelig med kompromis'et. Kulturminister Ebbe Lundgaard fremhævede, at der ikke bør være kunst overalt, men er fortaler for, at kunstnere og arkitekter inddrager de borgere, der bliver berørt. M.a.o. bedre dialog. Og dialogen var sandelig kommet i højsædet onsdag eftermiddag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu